I denne vejledning finder du generel information om afdelingen og dit forløb.
Om forløbet
Når du kommer til klinikken, skal du scanne dit sundhedskort på ankomststanderen.
Der er to ankomststandere - en ved indgang E og en på gangen, hvis du kommer fra indgang D3.
Du får et ventenummer og tager herefter plads i venterummet eller på gangen.
I venterummet og på gangen ved indgang E er der en skærm, hvor du kan følge med i ventetiden.
Når det er din tur, kan du se, hvilken stue, du skal gå til.
Vi prøver at overholde dit aftalte mødetidspunkt, men der kan være forsinkelser.
Hvis du har brug for oplysning om ventetid, kan du kontakte en sygeplejerske eller en sekretær.
Vær opmærksom på, at man ikke kaldes ind i den rækkefølge, man er ankommet, da mange læger og sygeplejersker ser patienter på samme tid.
Vi sender et spørgeskema til dig i brevet med tiden til din første konsultation.
Hvis du har mulighed for at printe det, beder vi dig medbringe det udfyldte skema.
Hvis ikke du har mulighed for at printe skemaet, beder vi dig komme lidt før din tid og udfylde det i klinikken.
Du kan få et spørgeskema af en sygeplejerske eller sekretær.
Hvis du har leddegigt, rygsøjlegigt eller psoriasisgigt, beder vi dig udfylde et spørgeskema hver gang, du kommer til konsultation i klinikken.
Spørgeskemaet handler om dit liv med gigt og bruges til at se, hvordan det går med din gigt og din behandling.
Du kan udfylde spørgeskemaet hjemmefra på PC, tablet eller telefon.
Du er oprettet og skal blot gå ind på www.danbio.dk og logge ind med MitID.
Du kan også udfylde spørgeskemaet i klinikken på tablet, som er placeret på gangen overfor venterummet.
Konsultation i klinikken
Det vil være forskelligt, hvordan du bliver undersøgt, da det afhænger af, hvilken sygdom du undersøges for eller allerede har.
Lægen vil tale med dig om dine symptomer og undersøge dig fysisk, fx ved at se og mærke på leddene, huden eller andre steder på kroppen. Du skal muligvis have tøjet af ved undersøgelsen.
Nogle gange scanner lægen led og sener med et ultralydsapparat.
Nogle konsultationer i klinikken foregår ved sygeplejerske.
Efter konsultationen
Blodprøver, urinprøver, EKG (undersøgelse af hjerterytme) mm. vil ofte blive lavet samme dag, som du er til konsultation i klinikken.
Undersøgelser på andre afdelinger
Andre undersøgelser, fx røntgen, scanning samt undersøgelse af hjerte og lunger, laves på andre afdelinger. Du modtager brev om tider fra den afdeling, hvor du skal til undersøgelse, så hold øje med din e-boks eller postkasse.
For at sikre, at vi har registreret al din medicin i din journal, vil vi bede dig medbringe en liste over din medicin, hver gang du kommer til konsultation.
Tag plads i venterummet, hvis du skal tale med en sygeplejerske, når du er færdig ved lægen.
Sygeplejerskeren får besked af lægen og kalder på dig, når det er din tur. Sygeplejersken følger op på konsultationen, fx ved at bestille blodprøver og informere om medicin.
Hvis du får en diagnose, tilbyder vi en opfølgende samtale ved en sygeplejerske.
Samtalen tager udgangspunkt i det, du ønsker at tale om vedrørende sygdommen, hvordan den påvirker dig i hverdagen og hvordan du kan håndtere de udfordringer, som kan følge med.
Vi vil også tale om sygdommen, behandling og hvilke symptomer, du skal være opmærksom på.
Ved spørgsmål til din sygdom eller behandling
Hvis du har spørgsmål til din sygdom eller behandling, symptomer på forværring, bivirkninger eller har spørgsmål til dit forløb, kan du kontakte sygeplejerskerne på tlf. 7846 4250 (tast 2) alle hverdage mellem kl. 8.00 - 11.00.
Ved spørgsmål til tider eller undersøgelser
Hvis du har spørgsmål til dine tider eller ønsker at ændre dine tid, kan du kontakte sekretærerne på tlf. 7846 4250 (tast 1) alle hverdage mellem 8.00 - 14.30. Meld afbud så hurtigt som muligt, så vi kan bruge tiden til en anden.
Vær opmærksom på, om du mangler recepter på den medicin, som du får for din led- eller bindevævssygdom, når du kommer til konsultation i klinikken - så laver vi den der.
Hvis du mangler en recept, kan du også sende en mail eller ringe til os.
Kontakt os i god tid, da det kan tage nogle dage inden recepten er lavet.
Recepter bliver lagt på en 'receptserver', så du kan hente det på et apotek i nærheden.
Hvis du skal til undersøgelser andre steder, fx røntgen eller skanning, vil lægen aftale med dig, hvordan du får svar.
Typisk får du svar ved næste konsultation i klinikken eller du vil blive ringet op.
Hvornår?
Mange patienter får taget blodprøver med et fast interval pga. den medicinske behandling.
Lægen eller sygeplejersken vil aftale intervallet med dig og vi vil bede dig få taget blodprøver ca. 1 uge før hver konsultation i klinikken.
Husk at ringe eller skrive til klinikken, når du ikke har flere tider til blodprøver.
Hvor?
Du kan få taget blodprøver flere steder på hospitalet.
Blodprøver og Biokemi C212 eller C210, plan 2 (Indgang F eller C) er tættest på afdelingen. Du kan booke tid på https://www.booking.rm.dk/.
Du kan også få taget blodprøver på et af vores blodprøvesteder i Region Midtjylland - se mere på www.blod.rm.dk.
Hvis du bor i en anden region, kan du få taget blodprøver på et hospital i nærheden af dit hjem.
Svar på blodprøver
Dine blodprøvesvar bliver set af personalet, og du vil blive kontaktet ved behov.
Du kan se dine blodprøvesvar på www.sundhed.dk efter ca. 1-2 dage. Enkelte svar tager dog længere tid.
Hvis vi har dit mobilnummer, sender vi en SMS-besked til dig for at minde om din aftale på hospitalet.
Du skal give besked til afdelingen, hvis ikke du ønsker denne service.
Gode råd
Du kan finde frem til afdelinger og parkeringspladser mm. på Aarhus Universitetshospital med vores app.
App'en kan også bruges indendørs.
Den hedder 'AUH Find Vej' og kan downloades til iPhone og Android.
Der er orienteringstavler ved indgang G, F og J og der er frivillige guider i røde veste, som kan være behjælpelige. Derudover er der 'finde-vej-standere' flere steder, hvor du kan indtaste dit mødested og se, hvor det ligger.
På vores hjemmeside kan du læse om sygdomme og behandlinger, finde råd og vejledning samt praktiske oplysninger om afdelingen.
Noget medicin udleveres gratis fra Regionsapoteket Midtjylland.
I vores afdeling gælder det al medicin, der er biologisk og vederlagsfrit.
Det kan fx være Hyrimoz og Metex injektion.
Vi informerer dig, hvis det gælder din medicin. Følg vejledningen her for receptfornyelse og bestilling til medicinboks.
Se mere om steder for afhentning i medicinboks her.
Patienter, som bor udenfor Region Midtjylland og patienter, som afdelingen vurderer, kan få leveret medicin fra Regionsapoteket Midtjylland på hjemadresse, skal være hjemme, når medicinen leveres. Se mere her.
Hvis du får biologisk medicin, kan du få det udleveret, når du er til konsultation i klinikken.
På sundhed.dk kan du læse din journal og se svar på blodprøver.
Vi har en Facebook side og en Instagram profil for patienter, pårørende ogansatte med tilknytning til afdelingen.
Her samles stort og småt fra vores hverdag i form af fx nyheder fra afdelingen, nye tiltag og ændringer samt praktiske informationer.
Der kan også være opslag, hvor vi beder om input fra patienter og pårørende, så vi kan blive bedre til at imødekomme jeres behov i afdelingen.
Du finder siden på www.facebook.com ved at søge på ”Led- og Bindevævssygdomme, Aarhus Universitetshospital'.
Du finder profilen på Instagram ved at søge på "ledogbindevaevssygdomme_auh".
Vi har et brugerråd i afdelingen, hvor patienter og personale fra afdelingen mødes til en dialog om emner, der kan bidrage til at øge kvaliteten og forbedre patienternes forløb på afdelingen.
Vi mødes to gange om året og der er 6 patienter med i rådet.
Vi laver et opslag på vores facebookside efter hvert møde med en opsummering af drøftelserne.
Afdelingen uddanner medicinstuderende, sygeplejerskestuderende, social- og sundhedsassistentelever samt lægesekretærelever, som du vil møde i dit forløb.
Der vil altid være uddannet personale bag de studerende.
Kontakt
Kontakt, Led- og Bindevævssygdomme - Klinik
Telefon
78 46 42 50
Tast 1 for kontakt til sekretær
Tast 2 for kontakt til sygeplejerske
Telefontid
Mandag – fredag: 8.00-15.00 (sekretær)
Mandag – fredag: 8.00-11.00 (sygeplejerske)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/830142
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.