Trofoblastsygdom - behandling med kemoterapi (Methotrexat)
Gå direkte til
Trofoblastsygdom - behandling med kemoterapi (Methotrexat)
Vi ved, du står i en vanskelig situation, som måske kan synes uoverskuelig. Vi håber, du kan bruge denne information til at få indsigt i og overblik over den behandling, vi vil drøfte med dig. Lad dine pårørende læse med, så de kan støtte dig i dine overvejelser.
Forbered dig til behandlingen
Udskrabning er ikke altid nok ved trofoblastsygdom. Vi tilbyder dig derfor behandling med en mild form for kemoterapi, idet vi forventer, at den vil få sygdommen til at forsvinde helt.
Medicinen hedder Methotrexat, og den gives som tabletter.
Du kan omgås familie og venner, som du plejer under behandlingen.
Methotrexat får trofoblastvævet til at skrumpe og til sidst forsvinde. Der er en øget risiko for blødning fra underlivet i forbindelse hermed. Du bliver derfor indlagt på Afsnit for Kvindesygdomme når du starter på behandlingen, så vi kan sikre os, at alt er, som det skal være.
Efterfølgende behandlinger foregår på Kræftafdelingen.
Om behandlingen
Behandlingen gentages hver 3. uge. Du får taget blodprøver (*hCG-tal) ved starten af hver serie og derudover hver man- og torsdag. Når prøverne viser, der ikke er mere sygdom, får du en sidste og afsluttende behandling.
Du kan få taget prøverne på dit lokale sygehus.
*hCG (humant Chorion Gonadotropin) er et graviditetshormon. Det dannes i trofoblastcellerne. hCG-tallet kan bruges som markør for sygdomsaktivitet.
Tag 1 tablet á 2,5 mg hver 6. time dag 1-5. Tag tabletten 1 time før eller 1 1/2 time efter et måltid, f.eks. kl. 11, 17, 23 og 05. Det er vigtigt, at du tager tabletterne præcist.
Synk hver tablet helt sammen med 1 1/2 dl. vand. Du må ikke tygge eller sutte tabletten. Sker det ved et uheld, skal du skylle munden med vand eller allerhelst saltvand (lav saltvand ved at opløse 1 spsk salt i 1 liter vand).
Glemmer du en dosis eller kaster op, efter du har taget tabletten, skal du ikke tage en ny dosis. Du skal heller ikke øge din næste dosis.
Opbevar tabletterne ved stuetemperatur og på en måde, så børn ikke har adgang til dem.
Skyl hele mundhulen grundigt lige efter, du har taget tabletten. Synk ikke væsken, spyt den ud. Du får udleveret Folininsyre (Calciumfolinat), der er opblandet med lidt vand, af os. Folininsyre skal stå i køleskabet.
Når du skyller på denne måde, er der mindre risiko for, at slimhinden i din mund bliver irriteret af medicinen.
Sådan virker medicinen
Kemoterapi påvirker også de raske celler i din krop. Dette er årsag til de bivirkninger, du måske vil opleve. Men noget kan også skyldes de graviditetsgener, som et højt hCG-tal giver. Tal med os om dine gener.
Risici og bivirkninger
Arbejder eller studerer du, kan du måske få behov for at lade dig sygemelde - helt eller delvist - specielt de dage, du får behandling.
Du kan også få hovedpine, blive svimmel eller føle dig døsig. Vær derfor forsigtig med at køre bil, de dage, du har det sådan.
Det er specielt slimhinder i dine øjne, mund, mave og tarme, der kan blive irriterede af medicinen. Det viser sig som svie, ømhed, småsår, evt. svamp i munden, mavesmerter og diaré. Der kan også komme udslæt i huden.
De fleste af generne kan afhjæpes med medicin.
Medicinen kan gøre, at du mister appetitten, får kvalme og måske kaster op. Spis mindre og let fordøjelige måltider.
Tal med os eller din læge om at dæmpe generne med kvalmestillende medicin.
Vær opmærksom på
Du skal reagere på og kontakte os om
feber >38,5 gr. eller andre tegn på infektion (kulderystelser, hoste, synkesmerter, svie ved vandladning). Da medicinen gør dig sårbar, skal en eventuel infektion behandles. Det kan blive nødvendigt at indlægge dig
blødning (fra underlivet, næseblod, blødende tandkød eller små røde pletter i huden). Blødningen kan kræve behandling eller nærmere undersøgelse
træthed, svimmelhed, åndenød og hjertebanken, da det kan være et tegn på blodmangel.
Når du kommer hjem
Din lyst til seksuelt samvær kan også blive påvirket - fysisk men også psykisk på grund af sygdommen og behandlingen. Tal med din partner herom.
Medicinen gør dig særligt følsom over for lys. Beskyt dig, hvis du færdes ude i solskin (hat, creme etc.).
Videre forløb
Vi følger dit hCG-tal det første år efter behandlingen. Vi kan ikke vurdere, om en stigning i tallet skyldes tilbagefald af din sygdom eller en ny graviditet. Derfor anbefaler vi, at du beskytter dig imod graviditet.
Du kan få taget hCG-blodprøverne enten ved egen læge eller på dit lokale sygehus.
Vi vil gerne scanne dig tidligt (ultralyd), så du og vi kan følge, at en eventuel ny graviditet udvikler sig, som den skal.
Mere information
Tidligere patienter har lavet en gruppe på Facebook, som måske er af interesse for dig. Sig til, hvis du er interesseret heri.
Kontakt
Spørgsmål til indlæggelse
Afsnit for Kvindesygdomme
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 7845 3701
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/786033
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.