Du er nu færdig med din behandling, og vi tilbyder dig et forløb med fokus på at komme godt videre – fysisk som psykisk. Din pårørende er meget velkommen til at medvirke under opfølgningen.
Kontakt os altid ved usikkerhed, bekymring eller tvivl. Eventuelt i samråd med din egen læge.
Om behandlingen
Du får tid til samtale med en sygeplejerske 4-5 uger efter, du har afsluttet din behandling.
Derudover indkalder vi dig til samtale og gynækologisk undersøgelse med ultralyd første gang ca. 4 måneder efter din operation. Vi aftaler her, hvilke behov og ønsker, du har for den videre opfølgning.
Skriv dine spørgsmål og bekymringer ned og tag dem med. På den måde får vi talt om det, der er vigtigt for dig og dine pårørende. Supplér med de aftaler, du og din behandler laver.
Dato
Spørgsmål/aftaler
Behandler
3-4 gange om året afvikler vi et forløb over 4 eftermiddage, hvor du og din pårørende har mulighed for at møde andre patienter og deres pårørende.
I får mulighed for at høre mere om sygdommen, drøfte jeres oplevelser og få inspiration til sund levevis i hverdagen.
Tilbuddet er frivilligt. Vi sender jer et brev og et program, og I mailer tilbage, om I har lyst at være med.
Du kan kontakte din kommune både under og efter din behandling. De fleste kommuner har tilbud målrettet mennesker, der har eller har haft kræft (vejledning, rådgivning, træning/motion, socialrådgiver/sagsbehandler, jobcenter, sociale aktiviteter etc.)
Find overblik over kommuner i Region Midt og deres tilbud under "Mere Information".
Når du kommer hjem
Det er helt naturligt at være træt, angst eller bekymret for nye symptomer efter behandlingen. Heldigvis er der oftest en fredelig forklaring, men kontakt os og få fremrykket dit besøg, hvis du får symptomer som
Blødning fra skeden
Ændret udflåd fra skeden
Oppustet mave
Fornemmelse at at være fyldt op
Øget maveomfang
Vedvarende smerter eller nyopståede smerter
Symptomer fra tarmsystemet - ofte forstoppelse
Nyopstået hævelse i det ene eller begge ben
Utilsigtet vægttab
Vejrtrækningsbesvær.
Er din opfølgning hos os sluttet efter 4 måneder, er det vigtigt, du kontakter din egen læge med disse symptomer.
Langt de fleste pensionsselskaber har tilbud om udbetaling af engangsbeløb ved kritisk sygdom. Det er derfor en god idé at tjekke sin forsikring. Når vi har indberettet din sygdom til Cancerregisteret, vil du som regel få et brev fra Sundhedsdatastyrelsen om denne mulighed.
Undersøg evt. også dine muligheder for at søge et legat ved kritisk sygdom. Se vejledning på Kræftens Bekæmpelses legatside.
Find gode råd på hjemmesiden om livet med og efter kræft på regionens side livogkraeft.rm.dk
Se på sundhed.rm..dk, hvilke tilbud din kommune har til dig, der er ramt af kræft.
Videncentre
Find gode råd om at komme sig og leve med kræft. Se evt. kursustilbud på Videncenter for Rehabilitering og Palliation på rehpa.dk.
Kontakt
Ring til os, hvis du er i tvivl om et eller andet
Spørgsmål til forløb og behandling
Forløbskoordinator i team for behandling af kræft i underlivet
Klinik for Kvindesygdomme, AUH
Tlf. 7845 3723 (ma 10-14 og tirs-fr 9-14)
Ændring af tider
Lægesekretær i team for behandling af kræft i underlivet
Klinik for Kvindesygdomme, AUH
Tlf. 7845 3380 (alle hverdage kl. 8-15)
Spørgsmål til operation/akutte problemer
Afsnit for Kvindesygdomme
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 7845 3701
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/790688
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.