Fødsel - hvis dit barn ligger med numsen "nedad" i fødselsvejen (UK)
Gå direkte til
Fødsel - hvis dit barn ligger med numsen "nedad" i fødselsvejen (UK)
UK står for underkrop. Læs i denne vejledning, hvordan det påvirker tiden op til fødslen og selve fødslen, at dit barns numse vender nedad mod fødselsvejen i stedet for dets hoved. Omkring 20% af børn ligger i UK frem til uge 30, men vil typisk vende sig af sig selv frem mod terminen.
Symptomer
Tegning af barn i UK i fødselsvejen (Kilde: sundhed.dk).
Di barn vil - som på billedet - ofte ligge med bøjede hofter, strakte knæ og numsen nedad i fødselsvejen. Hofterne kan dog også være strakte, ligesom knæene kan være bøjede. En eller begge fødder kan ligge forrest i fødselsvejen. I fagsprog taler vi om sæde-, knæ-, sæde-/fod- eller fodpræsentation.
Dit barns hoved er lidt mere fast end underkroppen, og det kan give lidt trykkende fornemmelse opdatil under ribbenene. Men måske vil du slet ikke mærke, at noget er anderledes.
Vi opdager ofte, at dit barn ligger i UK i forbindelse med en almindelig kontrol i slutningen af din graviditet.
Årsag
Langt de fleste børn, der ligger i UK, vender sig spontant frem mod termin. Det skal gerne ske inden uge 36-37.
3-4% vender sig ikke af sig selv. Det kan evt. skyldes, at du har født mange gange, at din livmoder har en anderledes form (som et hjerte eller med skillevæg), at din moderkage ligger foran barnet i fødselsvejen, eller at dit bækken er snævert. Din krop kan også have dannet for lidt eller for meget fostervand.
Det, at dit barn vender i UK, er ikke arveligt, men du kan risikere at skulle føde i UK i nye graviditeter, specielt hvis din livmoder har en anderledes form.
Om forløbet
Har dit barn ikke vendt sig af sig selv i uge 35-36, laver vi en ultralydsscanning for at se, hvordan det ligger helt præcist i livmoderen.
Fra uge 36 kan vi forsøge at vende dit barn, så det kommer til at ligge med hovedet nedad. Vendingen sker ved, at lægen laver nogle ydre håndgreb på din mave, mens vi holder øje med dit barn via scanning og overvågning af hjertelyd. Succesraten er 50%. Lykkes vending i første omgang, prøver vi måske en ekstra gang og ellers drøfter vi med dig, hvordan vi planlægger din fødsel i UK bedst muligt.
Billede af ydre vending af barn i UK (Kilde: sundhed.dk).
Du skal have passeret uge 34, og din fødsel skal starte spontant. Vi skal skønne, at dit barn mindst vejer 2500-4000 g. Dit barn må ikke ligge med fødderne nederst, og dit bækken skal være tilstrækkeligt rummeligt. Alt dette drøfter vi med dig.
Det er yderst vigtigt, at du også selv er indstillet på at føde normalt frem for ved kejsersnit, som er alternativet. I forhold til eventuelt senere graviditeter er det en fordel for dig at føde "normalt".
Om behandlingen
Smerterne er de samme, som hvis dit barn lå med hovedet nedad. Du kan få smertestillende behandling som ved alle andre fødsler. Fødselsforløbet er ens helt frem til presseperioden, hvor vi er mere opmærksomme på, hvordan din fødsel skrider frem.
Svækkes dine veer, eller bliver dit barns hjertelyd påvirket, vælger vi oftest at lave et akut kejsersnit.
Er dette lidt vanskeligt, kan vi hjælpe dig og dit barn ved forskellige håndgreb eller ved at lægge en tang omkring barnets hoved, hvilket gør passage muligt.
Det at barnets hoved fødes til sidst kan have betydning for barnets vejrtrækning. Dit barn kan derfor have behov for lidt ilt på maske lige efter fødslen.
Det er derfor, vi er så opmærksomme under hele presseperioden og også vælger akut kejsersnit, hvis vi på nogen måde vurderer, at det vil være forbundet med for store risici for dit barn at fortsætte fødslen via skeden.
Gode råd
Du vil helt naturligt måske overveje tør jeg føde "normalt", og hvad nu, hvis? Måske vil du også føle, der ligger et ekstra pres på dine skuldre, er det den rigtige beslutning, jeg træffer?
Derfor sætter vi altid god tid af til at drøfte, hvad der vil være bedst og mest trygt for dig før en fødsel i UK. Så du kan tage vores faglige vurdering med ind i dine overvejelser.
Mere information
Få et overblik over, hvad der sker, fra du bliver henvist, til du har afsluttet dine besøg hos os eller har født på Kvindesygdomme og Fødsler.
Find mere viden om graviditet, fødsel og barsel, behandlinger samt kurser og tilbud i kommuner. Lær os at kende som afdeling (sikkerhed, forskning, projekter etc.).
Kontakt
Spørgsmål i forhold til vejledningen
Klinik for Gravide
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 3071 4524 (ma-fr kl. 8.30 - 15.30)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/859758
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.