Familieambulatoriet, Region Midtjylland - velkommen
Gå direkte til
Familieambulatoriet, Region Midtjylland - velkommen
At være gravid og skulle føde er en stor begivenhed. Du og/eller din partner har måske et forbrug af alkohol, rusmidler eller medicin, hvor I er usikre på, hvordan dette kan påvirke graviditeten og jeres barn. I føler jer måske også udfordret i forhold til at have overskud til rollen som forældre.
Læs i denne vejledning, hvad Familieambulatoriet kan tilbyde jer af råd, vejledning og støtte.
Jeres forløb hos os
Vi er et lille team af fødselslæger, jordemødre og socialrådgivere. Vi tilstræber, at I møder de samme personer undervejs. Vores sekretær hjælper med tider og praktisk information.
Vi har specialviden i at vejlede og støtte under graviditeter, hvor brug af alkohol, rusmidler eller medicin er en udfordring. Det samme gælder, hvis rollen som forælder tynger, eller I overvejer, om I er i stand til at tage vare på barnet og ønsker rådgivning i forhold til en eventuel abort.
Dette gælder både før en graviditet, når I venter barn eller måske overvejer, om I skal gennemføre en graviditet. Eneste krav er, at I skal være bosiddende i Region Midtjylland. Ring eller skriv til os.
Vi kan også vejlede jer om og hjælpe med kontakt til sundheds- eller hjælpetilbud i kommuner og frivillige netværk.
Vi sender jer en tid, når I selv har ringet eller skrevet til os, eller jeres egen læge, jordemoder eller andre behandlere eventuelt har henvist jer til os.
Under samtalen finder vi ud af, om I har behov for yderligere kontakt eller et forløb hos os. Vi lægger en fælles plan.
Sammen lægger vi en plan for regulering af jeres forbrug af alkohol, rusmidler eller medicin. Vi holder øje med, at jeres graviditet forløber som den skal (løbende undersøgelser og scanninger).
Ud fra jeres tanker om og ønsker til fødslen lægger vi en fælles plan for denne og tiden efter fødslen.
Vi tilbyder også at samle trådene, hvis I er i kontakt med andre behandlere eller instanser.
Vi samarbejder med fødsels- og barselsafsnittet om jeres fødsel og barsel. Dette gælder også børneafsnittet, hvis jeres barn har behov for indlæggelse eller opfølgning der. Vi sørger for, I får besøg af en sundhedsplejerske, når I kommer hjem og formidler kontakt til evt. familie- eller rådgivningstilbud.
Vi tilbyder jer en samtale om hele forløbet efter fødslen (en såkaldt efterfødselssamtale), så I kan komme godt videre.
Vi indbyder jer til en samtale. Hvis I ønsker det, har vores læge mulighed for at lægge en spiral eller en P-stav under jeres besøg.
De fysiske rammer
I Aarhus finder I os på Olof Palmes Allé 38 i Aarhus N. Letbanen og bus 6A har holdeplads meget tæt på. Der er gratis P-pladser uden for bygningen.
I Herning holder vi til på Gødstrup Hospital, Hospitalsparken 15, 7400 Herning. Der er gratis P-pladser.
Vær opmærksom på
Bed om at blive ringet op eller få en ekstra tid. Det hjælper ofte at dele eventuelle bekymringer, overvejelser eller tvivl.
Giv gerne besked, hvis du bliver forhindret i at komme eller gerne vil ændre mødetid (jo før, jo bedre).
Hvis vi bliver nødt til at lave om på din aftale, prøver vi også at gøre det i god tid.
Kontakt
Kontakt
Familieambulatoriet (Aarhus)
Tlf. 7845 3690 (ma-fr 8-12)
Familieambulatoriet (Herning)
Tlf. 7843 3777 (ma-fr 8-12)
Tlf. 4024 2630 (ma-to 8-15 og fr 8-12 (jordemoder))
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.