Læs denne vejledning, hvis du får behov for at malke ud til dit barn i kortere eller længere tid.
At malke ud kan være aktuelt, hvis du har meget spændte bryster, ømme brystvorter eller gerne vil stimulere produktionen af mælk. Dit barn kan også være for svagt til die/få nok mælk hos dig i en periode efter fødslen.
Vær opmærksom på
Hvis dit barn er for svagt til at sutte lige efter fødslen eller er adskilt fra dig, anbefaler vi, at du begynder at malke ud, helst inden for 1 time og senest 6 timer efter fødslen.
Råmælken, som du danner de første dage, er meget vigtig for alle børn, men især, hvis dit barn er født for tidligt eller er syg.
Malk ud 8 gange i døgnet, indtil du producerer så meget mælk, at det svarer til dit barns behov. Malk ud i 10-15 minutter ved hvert bryst. Malk gerne begge bryster ud samtidig - det stimulerer produktionen, og du sparer tid.
Malk ud, så der er mindst 1 1/2 time og højst 6 timer mellem to udmalkninger. At malke ud om natten er også med til at stimulere din produktion.
Skift gerne mellem at malke ud med hånd og med pumpe hver anden gang de første 2-3 dage, du malker ud.
Sådan gør du
Se her, hvordan du stimulerer, at din mælk løber til. Håndgrebene på billederne gælder uanset om du malker ud med hånden eller bruger en brystpumpe.
A
Start med flad hånd længst ude på brystet.
Pres blidt pege- og langfinger mod brystvævet.
Lav små cirkulære bevægelser.
Bevæg fingrene mod brystvorten.
Fortsæt de cirkulerende bevægelser hele vejen rundt på brystet.
B
Stryg brystet hele vejen rundt med flad hånd.
Stryg i retning mod brystvorten.
C
Udnyt evt. tyngdekraften og læn dig frem under massagen. Derved opnår du et kraftigere nedløb.
Billedkilde: Amning - en håndbog for sundhedspersonale. Sundhedsstyrelsen (2009).
Det er skånsomt for brystet at malke ud med hånden.
A
Anbring tommelfinger over brystvorten i kanten af det brune område, når mælken løber og de næste to fingre under brystvorten i kanten af det brune område.
B
Pres forsigtigt hele hånden ind i brystet mod brystkassen.
Klem fingrene sammen om kirtelvævet.
Slip derefter, så mælkegangene fyldes igen.
C
Klem - slip. Klem - slip.
Flyt fingrene rundt, så hele brystet tømmes.
Gentag processen med massage osv., når mælken ikke løber længere.
Billedkilde: Amning - en håndbog for sundhedspersonale. Sundhedsstyrelsen (2009).
Du behøver ikke vaske dit bryst, men
Vask dine hænder grundigt.
Brug en ren, skoldet skål, når du malker ud med hånden.
Brug rent, skoldet udmalkningsgrej, når du malker ud med brystpumpe.
Malk ud i et varmt rum, evt. efter et varmt bad. Gør det behageligt med dæmpet musik og belysning og drikkevarer i nærheden. Sid i en behagelig stol.
Regulér vakuumstyrken og selve pumpeanordningen, hvis du malker ud med brystpumpe, så det føles behageligt. Massér gerne brystet undervejs og slut af med at malke ud med hånden. På den måde tømmes dine mælkekirtler bedst.
Malk gerne ud ved siden af dit barn eller hav et foto af dit barn ved siden af dig. Det er også en god idé at malke ud efter hud-mod-hud kontakt med dit barn.
Videre forløb
Mærk altid mælken med dato og tid for hvornår du har malket ud. Er du indlagt hos os, skal du også mærke flasken med dit barns navn og CPR-nr.
Holdbarhed - frisk udmalket modermælk
3 døgn bagerst i køleskabet ved max. +5 grader.
6 måneder i fryser ved –18 grader.
Holdbarhed - optøet modermælk
Langsomt optøet modermælk kan holde sig 1 døgn i køleskab.
Hurtigt optøet modermælk skal bruges med det samme.
Spørgsmål omkring amning den første uge efter din fødsel
Efterfødselsklinikken
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 3071 4438 (hele døgnet)
Barselsafsnittet
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 7845 3541 (hele døgnet)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/839396
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.