At amme kan indimellem give problemer. Måske har du voldsom spænding i brystet, sår og revner på brystvorterne eller dine brystvorter vender indad. Dit barn kan også have for få kræfter til at sutte.
Læs i denne vejledning, hvordan du kan bruge en suttebrik for stadig at kunne amme på trods af udfordringerne.
Vær opmærksom på
En suttebrik er lavet af silikone og sættes over brystvorten, når du skal amme. Den kan være en rigtig god løsning i en kortere eller længere periode, hvis der ikke er andre muligheder.
Du kan måske få behov for at malke ud ved siden af for at holde din produktion af mælk i gang. Dit bryst bliver ikke stimuleret helt så meget, når dit barn sutter via suttebrik.
En suttebrikken for lille, vil den klemme af for mælken. Dit barn kan sagtens gabe over en stor brystvorte eller suttebrik.
Vask suttebrikken, inden du bruger den første gang.
Øv dig, når du har ro til det, f.eks. når dit barn sover.
En suttebrik føles anderledes for barnet. Det kræver derfor lidt tålmodighed at få dit barn til at sutte.
Prøv at "starte forfra" med amningen, som da dit barn blev lagt til første gang "hud-mod-hud".
Læg mærke til, om dit barn synker under amningen. Der skal gerne være mælk i spidsen af suttebrikken, når dit barn slipper sit tag.
Læg mærke til, om dit barn tisser og har afføring svarende til alderen og melder sig en 8 gange i døgnet. Få barnet vejet ved sundhedsplejersken eller din egen læge, hvis du er i tvivl, om det trives.
Sådan gør du
Vask hænderne omhyggeligt med vand og sæbe.
Massér dit bryst blidt frem mod brystvorten, før du sætter suttebrikken på brystet. Det får mælken til at løbe til. Brug evt. varme klude til at massere med.
Brug vand eller modermælk på din finger til at fugte kanterne.
Hvis dit barn er født for tidligt, anbefales det at fugte med kogt vand.
Skub bagsiden af spidsen på suttebrikken næsten ud og hold fast i vingerne på brikken. Hvis suttebrikken har en åben del skal den være ud for barnets næse, når det sutter.
Dæk over hullerne med en finger og placér suttebrikken midt på brystvorten. Dæk stadig over hullerne og træk forsigtigt i vingerne på brikken, til den sidder tæt omkring brystvorten. Brystvorten er nu suget ind i suttebrikken.
Massér evt. lidt mælk ned i suttebrikken, så den er fyldt, det hjælper dit barn med at få begyndt.
Sørg for at dit barn har så meget som muligt af brystet i munden, det giver en bedre malkning af brystet. Skub ikke suttebrikken ind i brystet.
God hygiejne er vigtig, når du anvender brik
Skyl suttebrikken efter brug under rindende koldt vand (så mælkerester ikke tørrer ind).
Gnid suttebrikken ind i et mildt opvaskemiddel.
Skyl under rindende koldt vand.
Læg suttebrikken i en ren kop og hæld kogende vand over.
Lad suttebrikken blive i det kogende vand i 2 min.
Hæld vandet fra og opbevar suttebrikken tørt i koppen eller i en anden beholder.
Du må gerne anvende suttebrikken til begge bryster under et måltid.
Videre forløb
Lad barnet sutte sig veltilpas - men ikke helt mæt - med suttebrik. Fjern suttebrikken og prøv at amme uden. Gør det gerne flere gange om dagen over en længere periode. Dit barn vænner sig på denne måde gradvist til brystet igen.
For nogle kvinder kan det være nødvendigt at bruge suttebrikken al den tid, man ammer.
Læg dig i sengen uden tøj på overkroppen. Læg dit barn mod dit bryst, afklædt, kun med ble på. Dæk jer til, så I ikke fryser. Det stimulerer dit barn til at søge og sutte ved dit bryst.
Spørgsmål omkring amning den første uge efter din fødsel
Efterfødselsklinikken
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 3071 4438 (hele døgnet)
Barselsafsnittet
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 7845 3541 (hele døgnet)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/809587
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.