Se i denne vejledning, hvordan du bedst forbereder dig til din operation, og hvad der sker i tiden under og efter. Du får oftest tilbudt en kegleoperation, hvis der er fundet celleforandringer på din livmoderhals. Celleforandringer er ikke kræft, men bør undersøges/fjernes pga risikoen for senere udvikling af tidlige former for livmoderhalskræft.
Du kan se tid og sted for operation i din e-boks. Hvis tidspunktet bliver ændret, sender vi en SMS eller brev i e-boks dagen før. Kontakt os i god tid, hvis du bliver ramt af anden sygdom, eller hvis du af andre årsager ikke føler dig klar til operationen. På denne måde kan tiden gives til en anden patient.
Forbered dig til operationen
Vi anbefaler, at du ikke ryger, bruger nikotinerstatning eller e-cigaretter 6 uger før og efter operationen, hvis det er muligt. Rygning og nikotinerstatning nedsætter heling, og risikoen for komplikationer er større.
Fortsæt din vanlige motion. Jo bedre, du er i form, desto lettere er det at komme sig efter operationen.
Bevægelse er godt for både krop og sjæl. Selv en lille gåtur giver mening.
Har du fået udleveret tabletter, du skal tage eller stikpiller, du skal lægge op i skede eller endetarm før operationen, er det vigtigt, du husker dette.
For at nedsætte risikoen for blødning ved operationen skal du holde pause med den blodfortyndende medicin, du får. Det er vigtigt, at lægen ved, at du får blodfortyndende medicin og hvilken slags.
Til forundersøgelsen giver lægen dig en helt konkret plan for, hvor længe du skal holde pause, eller om du skal have anden medicin i stedet.
Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvad du skal.
Du får en plan for behandling af smerter efter operationen. For de fleste er det en god idé at have smertestillende håndkøbsmedicin derhjemme (Paracetamol, Panodil, Pinex eller Pamol). Nogle har desuden gavn af præparater med ibuprofen (Ipren, Burana eller Ibumetin).
Du må ikke selv køre hjem samme dag, som du har været i fuld bedøvelse eller har fået afslappende medicin under operationen. Bedøvelse og medicin påvirker din reaktionsevne.
Du skal selv arrangere transport til og fra hospitalet. Dette gælder også i forbindelse med indlæggelse. Er du over 65 år eller førtidspensionist, er du berettiget til kørsel. Personalet hjælper dig med at bestille en bil.
Vi vejleder dig om, hvor længe du evt. skal være sygemeldt, inden du tager hjem fra hospitalet. Som hovedregel tilråder vi 10 dage, hvis du har fysisk krævende arbejde og ellers et par dage.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Sørg for at vaske dig grundigt inden operationen for at forebygge infektioner, husk også navlen. Det er vigtigt, at antallet af bakterier på din hud er så lavt som muligt. Brug ikke cremer.
Du må ikke have neglelak, smykker, piercinger og kontaktlinser på, når du skal opereres.
Det er vigtigt, at du overholder dette, så vi kan overvåge dig bedst muligt under operationen.
Du skal kun fjerne behåring i det område, hvor du skal opereres. Brug f.eks. en saks og klip til få mm længde.
Hvis du jævnligt fjerner kønsbehåringen, skal du undgå at gøre dette en uge inden operationen.
Medbring
Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
Evt. kontaktkort med tlf.nr., hvis du modtager hjælp fra hjemmeplejen/ hjemmesygeplejen eller bor på en institution
Din medicin (hvis du skal indlægges efter operationen).
Medbring ikke smykker, større beløb eller værdier, da vi kun har begrænset mulighed for at låse personlige ejendele inde under operationen.
Det er rart at have en at snakke og dele eventuel ventetid med. Din ledsager har mulighed for at sidde i venterum eller opholdsarealer, mens du bliver opereret. Din ledsager kan købe mad og drikke i caféerne på hospitalet.
Er du under 18 år eller har særlige behov, kan din ledsager få lov at være med, når du skal bedøves samt på opvågningsstuen.
Om operationen
Du er fuldt bedøvet og ligger på et leje på samme måde som ved en gynækologisk undersøgelse. Vi kan evt. anbefale, at du - efter fælles aftale - er lokalbedøvet, mens du bliver opereret.
Vi indfører et tyndt skop via skeden for at få et godt overblik over forandringerne på din livmoderhals, hvorefter vi laver keglesnittet. I enkelte tilfælde lægger vi en tampon op i skeden for at forebygge blødning. Vi fjerner tamponen efter 2 timer.
Du kommer ind på en hvilestue efter operationen, hvor vi holder øje med, at du har det godt.
Du skal kunne lade vandet, inden du tager hjem.
Risici og bivirkninger
Der kan være en lille risiko for blødning eller infektion. Din livmoderkanal bliver fysisk lidt mere snæver, hvilket dog sjældent giver problemer.
Du kan stadig blive gravid og føde, hvis du er i den fødedygtige alder. Har du fået fjernet en stor kegle, har du en lidt større risiko for at føde for tidligt.
Efter operationen
Vi orienterer dig om operationen, når du er vågen, og inden du tager hjem. Vi aftaler med dig, hvordan du får svar på prøver af det fjernede væv, og om du har behov for, at vi ringer dig op dagen efter operationen.
Du må spise og drikke lige efter operationen.
Hvis du er generet af kvalme, kan du få medicin mod det. Forsøg evt. med små måltider.
Det er vigtigt, at du kommer op og bevæger dig så hurtigt som muligt, helst lige efter operationen for at undgå komplikationer. Komplikationer som lungebetændelse og blodpropper i ben eller lunger.
Når du kommer hjem
Du føler dig måske lidt mere træt end vanligt. Det er helt normalt. Spis sundt og få godt med væske. Bevæg dig. Tag små hvilepauser og lad andre om det praktiske, hvis du har mulighed for dette.
Vi anbefaler følgende plan de første dage efter operationen:
tbl. paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) 2 tbl. a 500 mg hver 6. time.
Supplér eventuelt med
tbl. ibuprofen (Ipren, Burana, Ibumetin) 1-2 tbl a 200 mg x 3 i døgnet.
Du kan bløde i op til 1-2 uger efter operationen - fra frisk til gammelblodig blødning. Kontakt os eller søg læge, hvis du bløder kraftigere fra skeden end svarende til en normal menstruation. Der kan komme en lidt kraftigere blødning efter 10-14 dage, når sårskorpen løsner sig. Såret er helet efter 3-6 uger.
Så længe du bløder, gælder generelt
tag brusebad og undgå kar- eller havbad
gå ikke i svømmehal.
brug hygiejnebind og ikke tampon
undgå evt. samleje
undgå hård fysisk aktivitet eller hårdt fysisk arbejde.
Kontakt altid læge, hvis du får
feber (temperatur over 38,5 grader)
ildelugtende udflåd
problemer med at tømme din blære
meget kraftige smerter i underlivet.
Som nyopereret får du smertestillende medicin og bevæger dig mindre, end du plejer. Begge dele kan føre til forstoppelse, som kan være meget generende.
Drik rigeligt og bevæg dig. Det kan desuden være nødvendigt at spise svesker eller købe håndkøbsmidler som Magnesia, HUSK, Movicol (Gangiden) eller Laktulose.
Kan du ikke holde maven i gang med ovenstående behandling, anbefaler vi, at du tager tbl Bisacodyl (Perilax, Dulcolax, Toilax) a 5 mg 1-2 tbl. dgl.
Vi vejleder dig om tid og forholdsregler ud fra operationen, dit arbejde etc.. Tal evt. med din egen læge, hvis du er i tvivl.
Mere information
Få et overblik over, hvad der sker, fra du bliver henvist, til du har afsluttet din behandling på www.kvindesygdomme.auh.dk.
Læs om sygdom, behandling, patientforeninger m.m.
Lær os at kende (afdeling, sikkerhed, forskning, uddannelse).
Send os en god idé eller stil os et spørgsmål.
Kontakt
Spørgsmål op til operationen og 1. døgn efter
Spørgsmål til operation/akutte problemer
Afsnit for Kvindesygdomme
Tlf. 7845 3701
Spørgsmål til bedøvelse og opvågning
Dagkirurgi 4
Tlf. 2421 5570 (ma-fr 8-15)
Forberedelse og Opvågning Øst 3
Tlf. 3091 0945 (alle dage 7-23.30)
Forberedelse og Opvågning Syd 1+2
Tlf. 2939 9893
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1034538
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.