Overgangsalder er når æggestokkene ophører med at producere det kvindelige kønshormon østradiol. Det sker normalt i 50-årsalderen, men nogle gange sker det tidligere.
Faldet i østradiol påvirker kroppen og har betydning for sundhed og velvære på flere forskellige måder. Kvinder i for tidlig overgangsalder er mere udsat for disse følger end andre kvinder, hvis der ikke iværksættes behandling med østradiol.
Denne vejledning fortæller om årsager og behandlingsmuligheder for dig, der er gået i 'for tidlig overgangsalder' - også kaldet Primary Ovarian Insufficiency (POI).
I Danmark er hyppigheden af POI blandt kvinder under 40 år ca. 2%.
Mulige følgetilstande
Ved for tidlig overgangsalder vil der ske et tab af kalk i knoglerne. Det kan medføre knogleskørhed.
Tabet kan bremses med tilskud af østradiol.
Behandlingen vil fortsætte frem til 50-årsalderen.
Du har også brug for et tilskud af Calcium (kalk) med D-vitamin. Det kan du få enten gennem kosten eller som kosttilskud.
Hver tredje år vil vi undersøge dine knogler med en knogleskanning for at se hvordan de har det.
Hvis du ikke får behandlet for tidlig overgangsalder, er du i risiko for at udvikle hjertekarsygdomme.
Behandling med Østradiol mindsker risikoen og er derfor vigtig.
Behandlingen skal fortsættes frem til 50-års alderen.
For tidlig overgangsalder kan øge risikoen for udvikling af kognitiv hæmning, depression, demens og Alzheimers.
Risikoen nedsættes ved behandling med østradiol.
Du vil blive tilbudt behandling umiddelbart efter, at udredningen har vist, at du er i for tidlig overgangsalder.
Fysiske, psykiske og seksuelle forandringer kan påvirke din livskvalitet, når du er i for tidlig overgangsalder.
Du kan fx opleve seksuelle problemer såsom:
nedsat lyst
smerter ved samleje
orgasmeproblemer
tørhed i skeden
Andre følgevirkninger kan være:
angst og depression
nedsat selvværd
Evt bekymringer om fertilitet
De fleste gener kan mindskes med østradiolbehandling, som oftest har god effekt på symptomerne. Mange gener kan helt forsvinde under behandlingen.
Du kan supplere Østradiolbehandlingen med motion, yoga, meditation mindfulness. Det kan hjælpe dig til at forbedre din livskvalitet og dit seksualliv.
Psykolog, parterapeut, sexolog, eller støttegrupper kan du søge hjælp hos alene eller sammen med en evt. partner.
Årsag
POI kan skyldes, at æggestokkene ikke fungerer før pubertet, så kønsmodning og menstruationer udebliver.
Forskellige sygdomstilstande kan også føre til for tidlig overgangsalder, men hyppigst optræder tidlig overgangsalder uden kendt årsag.
Mulige årsager:
Strålebehandling
Kirurgiske indgreb i underlivet
Visse autoimmune sygdomme
Visse stofskiftesygdomme
Kromosomforandring
Familiær disposition/genetiske forhold
Kemoterapi
Om forløbet
Hvem kan blive undersøgt?
Du kan blive undersøgt for for tidlig overgangsalder, hvis din menstruation er udeblevet i mere end 6 måneder og graviditet er udelukket.
Du kan også blive undersøgt for for tidlig overgangsalder, hvis du aldrig har fået menstruation og er 18 år.
Hvis du ikke har udviklet kønsbehåring og bryster som 16-årig vil vi også undersøge dig.
Sådan foregår undersøgelsen
Den udredende undersøgelse foregår hos gynækolog og består af:
afklarende spørgsmål
undersøgelse af generelt helbred
gynækologisk undersøgelse
ultralydsskanning af livmoder og æggestokke
blodprøver for hormonniveauer
evt. kromosomundersøgelse.
Gynækologisk undersøgelse kan evt. udelades til en start.
Om behandlingen
Målet med Østradiolbehandling
Målet med Østradiolbehandlingen er at opnå samme østradiolniveau som jævnaldrende kvinder, der ikke er i for tidlig overgangsalder.
Vi vil jævnligt med blodprøver sikre os, at du får den optimale dosis østradiol.
Hvis du ikke har fået fjernet din livmoder, vil du også blive behandlet med kønshormonerne progesteron eller gestagen for at minimere risikoen for udvikling af kræft i livmoderslimhinden på den lange bane.
Tablet, plaster eller gel
Du kan få Østradiol som tablet, plaster eller gel på huden. Det er en individuel vurdering hvilken behandlingsform, der passer den enkelte bedst.
Plaster eller gel anbefales til kvinder der ryger, da rygning påvirker leverens omsætning af hormon optaget fra tarmen. Plaster eller gel er også at foretrække til kvinder med leversygdom, migræne, eller øget risiko for blodpropper.
Behandlingen bør fortsætte til ca. 50-årsalderen.
Bivirkninger
Eventuelle bivirkninger kan være:
brystspænding
væske i hænder og fødder
uren hud
humørsvingninger
kvalme.
Bivirkningerne er ofte lette og forbigående og mindskes ved langsom opstart af behandling.
Mere information
Dine muligheder for at blive gravid afhænger af årsagerne til at du er i for tidlig overgangsalder.
En forudsætning for graviditet er ægløsning. Op til 25% af kvinder i for tidlig overgangsalder har indimellem spontan ægløsning - særligt de første år efter diagnosetidspunktet.
I tilfælde af spontan ægløsning og ubeskyttet samleje omkring ægløsningstidspunktet vil 5% kunne opnå graviditet uden lægebehandling.
Ægdonation ofte den eneste effektive og derfor mest brugte behandling, hvis du er i for tidlig overgangsalder.
Du kan bede om en henvisning til en fertilitetsklinik, hvor ægdonationsbehandling tilbydes. Ofte er det på hospitalernes fertilitetsklinikker.
Ægløsningerne kan hos de yngste kvinder vende forbigående tilbage, men det er sjældent. Såfremt du ikke har et graviditetsønske, bør du derfor bruge sikker prævention med f.eks. gestagenspiral (hormonspiral) eller p-piller i de perioder, hvor du ikke ønsker at blive gravid.
De første år efter du har fået diagnosen, skal du regne med årlige besøg. Ved besøgene har du mulighed for at stille spørgsmål, og din behandling vil blive justeret ved behov.
Senere vil besøgene typisk være hvert andet eller tredje år.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1316145
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.