Endometriose i bugvæggen - operation med eller uden net (mesh)
Gå direkte til
Endometriose i bugvæggen - operation med eller uden net (mesh)
Læs i denne vejledning om sygdom og behandling, og hvordan du bedst forbereder dig til din operation i dagkirurgisk regi. Se også, hvad du skal være særligt opmærksom på, og hvad du selv kan gøre for at komme dig efter operationen.
Du kan se tid og sted for operation i din e-boks. Hvis tidspunktet bliver ændret, sender vi en SMS eller brev i e-boks dagen før. Kontakt os i god tid, hvis du bliver ramt af anden sygdom, eller hvis du af andre årsager ikke føler dig klar til operationen. På denne måde kan tiden gives til en anden patient.
Endometriose i bugvæggen opstår, når celler fra slimhinden i livmoderen sætter sig uden for livmoderen. Dette kan ske i forbindelse med et kejsersnit eller tidligere kikkertoperationer. Cellerne kan med tiden og under påvirkning af hormoner vokse og danne en knude i bugvæggen. Knuden forsvinder ikke spontant, men den kan blive mindre efter overgangsalderen.
Forekomsten anslås til at være ca. 0,45-1%.
Du vil typisk have ondt et bestemt i bugvæggen under dine menstruationer (cykliske smerter). Andre symptomer kan være lokal ømhed i knuden eller smerter under aktivitet og bevægelse.
Forbered dig til operationen
Overvægt har stor betydning for såvel forekomsten af brok som risiko for komplikationer som betændelse eller dårlig sårheling efter operationen. BMI-grænsen er sat til 25.
Du kan derfor blive stillet over for et krav om at tabe dig, hvis du ligger over denne vægtgrænse. Vi taler med dig herom og vurderer det nødvendige vægttab sammen med dig.
Få tjekket at dit langtidsblodsukker er på plads inden operationen.
Vi anbefaler, at du ikke ryger, bruger nikotinerstatning eller e-cigaretter 6 uger før og efter operationen, hvis det er muligt. Rygning og nikotinerstatning nedsætter heling, og risikoen for komplikationer er større.
Du får en plan for behandling af smerter efter operationen. For de fleste er det en god idé at have smertestillende håndkøbsmedicin derhjemme (Paracetamol, Panodil, Pinex eller Pamol). Nogle har desuden gavn af præparater med ibuprofen (Ipren, Burana eller Ibumetin).
Disse shapewear/shorts skal kunne dække det opererede område, hvor knuden i bugvæggen sidder. Du kan købe shapewear/shorts i de fleste undertøjsforretninger.
Du må ikke selv køre hjem samme dag, som du har været i fuld bedøvelse eller har fået afslappende medicin under operationen. Bedøvelse og medicin påvirker din reaktionsevne.
Du skal selv arrangere transport til og fra hospitalet. Dette gælder også i forbindelse med indlæggelse. Er du over 65 år eller førtidspensionist, er du berettiget til kørsel. Personalet hjælper dig med at bestille en bil.
Vi vejleder dig om, hvor længe du evt. skal være sygemeldt, inden du tager hjem fra hospitalet.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Sørg for at vaske dig grundigt inden operationen for at forebygge infektioner, husk også navlen. Det er vigtigt, at antallet af bakterier på din hud er så lavt som muligt. Brug ikke cremer.
Du må ikke have neglelak, smykker, piercinger og kontaktlinser på, når du skal opereres.
Det er vigtigt, at du overholder dette, så vi kan overvåge dig bedst muligt under operationen.
Det er rart at have en at snakke og dele eventuel ventetid med. Din ledsager har mulighed for at sidde i venterum eller opholdsarealer, mens du bliver opereret. Din ledsager kan købe mad og drikke i caféerne på hospitalet.
Er du under 18 år eller har særlige behov, kan din ledsager få lov at være med, når du skal bedøves samt på opvågningsstuen.
Vi kommer og henter dig og gør dig klar til operationen. Tag gerne noget med til at fordrive evt. ventetid med.
Om operationen
Enkelte gange aftaler vi med dig, om indgrebet kan ske i lokalbedøvelse.
Vi forsøger at fjerne knuden igennem evt. gamle ar. Vi kan være nødsaget til at fjerne både muskelvæv og seneplade (fascie) for at komme i raskt væv. Vi lægger et net (mesh) ind, hvis hulrummet efter fjernelse af knuden er så stort, at det er nødvendigt.
Du får evt. lagt et dræn i såret, hvis der er behov for, at blod og vævsvæske fra hulrummet får afløb. Drænet skal som regel ligge et døgnstid og kan fjernes, når der kommer under 30 ml væske/døgn.
Vi lukker huden med selvopløselige tråde, som ikke skal fjernes.
Har du fået indlagt net (mesh) eller anlagt dræn, bliver du indlagt på vores Afsnit for Kvindesygdomme. Forvent du skal være indlagt ca. 1 døgn.
Risici og bivirkninger
Alle operationer rummer en risiko for blødning og betændelse, den er dog <1-3%. Risikoen for at få et brok i bugvæggen er ca. 5%.
8-10% kan opleve kroniske smerter og gener af varierende grad efter operationen. Risikoen for kroniske smerter er størst, hvis du har fået indlagt et net (mesh).
5% oplever, at knuden kommer igen.
Efter operationen
Vi orienterer dig om operationen, når du er vågen, og inden du tager hjem (ambulant operation). Skal du indlægges efter operationen, gentager vi informationen næste dag. Dine pårørende er her velkomne til at deltage i samtalen.
Vi aftaler med dig, hvordan du får svar på eventuelle prøver.
Vi lægger en plan for din medicin og smertebehandling. Det er vigtigt, at du er er smertedækket, så du hurtigt kan komme i gang med at bevæge dig efter operationen.
Du må spise og drikke lige efter operationen.
Hvis du er generet af kvalme, kan du få medicin mod det. Forsøg evt. med små måltider.
Det er vigtigt, at du kommer op og bevæger dig så hurtigt som muligt, helst lige efter operationen for at undgå komplikationer. Komplikationer som lungebetændelse og blodpropper i ben eller lunger.
Tag shortsene på, når du tager hjem fra sygehuset. Anvend dem hele døgnet i 4 uger og herefter 4 uger i dagtid. Shortsene støtter din bugvæg samt et evt. net (mesh).
Shortsene minimerer ophobning af blod og væske i det opererede område og nedsætter din risiko for komplikationer efter operationen.
Når du kommer hjem
Du føler dig måske lidt mere træt end vanligt. Det er helt normalt. Spis sundt og få godt med væske. Bevæg dig. Tag små hvilepauser og lad andre om det praktiske, hvis du har mulighed for dette.
Kontakt altid læge, hvis du får
feber (temperatur over 38,5 grader)
ildelugtende udflåd
problemer med at tømme din blære
meget kraftige smerter i underlivet
symptomer fra dit sår: øget rødme, varme, hævelse, ildelugt, siven af sårvæske etc.
Kontakt os, hvis du er usikker på et eller andet i forhold til såret eller behandlingen af det.
Som nyopereret får du smertestillende medicin og bevæger dig mindre, end du plejer. Begge dele kan føre til forstoppelse, som kan være meget generende.
Drik rigeligt og bevæg dig. Det kan desuden være nødvendigt at spise svesker eller købe håndkøbsmidler som Magnesia, HUSK, Movicol (Gangiden) eller Laktulose.
Kan du ikke holde maven i gang med ovenstående behandling, anbefaler vi, at du tager tbl Bisacodyl (Perilax, Dulcolax, Toilax) a 5 mg 1-2 tbl. dgl.
Det tager typisk 4-6 uger, før bugvæggen føles "normal" igen. Der er principielt ingen restriktioner i forhold til løft, med mindre vi tilråder andet. Men vær forsigtig, hvis noget gør ondt.
Undgå at
lave hårdt fysisk arbejde og dyrke hård fysisk sport i 6 uger
lave mave- og rygøvelser i 6 uger.
Regn med at være sygemeldt i 10-14 dage, men har du det godt, må du gerne gå på arbejde før. Afhængigt af, hvor fysisk belastet, du er i dit arbejde, kan du evt. have behov for sygemelding i op til 4 uger.
Videre forløb
Brug englehud (Micropore-plaster på langs af arret i op til 3 måneder). Det giver et pænere ar (du kan sagtens bade med plastret). Du kan have brændende fornemmelser/føleforstyrrelser i arret i op til 3-6 måneder efter operationen. Det er helt normalt.
Beskyt dit ar med solcreme faktor 50 op til 1 år efter operationen, da ny hud er meget følsom for sol.
Opfølgningen er et tilbud. Vi aftaler formen med dig.
Mere information
Få et overblik over, hvad der sker, fra du bliver henvist, til du har afsluttet din behandling på www.kvindesygdomme.auh.dk.
Læs om sygdom, behandling, patientforeninger m.m.
Lær os at kende (afdeling, sikkerhed, forskning, uddannelse).
Send os en god idé eller stil os et spørgsmål.
Kontakt
Spørgsmål op til operationen og 1. døgn efter
Spørgsmål til operation/akutte problemer
Afsnit for Kvindesygdomme
Tlf. 7845 3701
Spørgsmål til bedøvelse og opvågning
Dagkirurgi 4
Tlf. 2421 5570 (ma-fr 8-15)
Forberedelse og Opvågning Øst 3
Tlf. 3091 0945 (alle dage 7-23.30)
Forberedelse og Opvågning Syd 1+2
Tlf. 2939 9893
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/923098
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.