Endometriose - fjernelse af tarmstykke (kikkertoperation)
Gå direkte til
Endometriose - fjernelse af tarmstykke (kikkertoperation)
Se i denne vejledning, hvordan du bedst forbereder dig til din operation. Se også, hvad du skal være særligt opmærksom på, og hvad du selv kan gøre for at komme dig efter operationen.
Du kan se tid og sted for operation i din e-boks. Hvis tidspunktet bliver ændret, sender vi en SMS eller brev i e-boks dagen før. Kontakt os i god tid, hvis du bliver ramt af anden sygdom, eller hvis du af andre årsager ikke føler dig klar til operationen. På denne måde kan tiden gives til en anden patient.
Forbered dig til operationen
Vi anbefaler, at du ikke ryger, bruger nikotinerstatning eller e-cigaretter 6 uger før og efter operationen, hvis det er muligt. Rygning og nikotinerstatning nedsætter heling, og risikoen for komplikationer er større.
Fortsæt din vanlige motion. Jo bedre, du er i form, desto lettere er det at komme sig efter operationen.
Bevægelse er godt for både krop og sjæl. Selv en lille gåtur giver mening.
Har du fået udleveret tabletter, du skal tage eller stikpiller, du skal lægge op i skede eller endetarm før operationen, er det vigtigt, du husker dette.
For at nedsætte risikoen for blødning ved operationen skal du holde pause med den blodfortyndende medicin, du får. Det er vigtigt, at lægen ved, at du får blodfortyndende medicin og hvilken slags.
Til forundersøgelsen giver lægen dig en helt konkret plan for, hvor længe du skal holde pause, eller om du skal have anden medicin i stedet.
Kontakt os, hvis du er i tvivl om, hvad du skal.
Du får en plan for behandling af smerter efter operationen. For de fleste er det en god idé at have smertestillende håndkøbsmedicin derhjemme (Paracetamol, Panodil, Pinex eller Pamol). Nogle har desuden gavn af præparater med ibuprofen (Ipren, Burana eller Ibumetin).
Det er meget vigtigt, at du overholder nedenstående tidsplan for udrensning af din tarm. En god udrensning er en forudsætning for at gennemføre din operation som planlagt og for et godt resultat.
Hvad må du spise og drikke?
Indtag et let morgen- og frokostmåltid uden kerner og fibre.
Efter kl. 16 må du ikke spise og kun indtage klare væsker (f.eks. saft, juice uden frugtkød, klar suppe uden fyld eller lignende). Du må ikke indtage mælkeprodukter.
Tidsplan for udrensning
Følg vejledning på den udleverede pakke. Hele dagen skal du sørge for at drikke godt, gerne flere liter. Se hvad du må drikke ovenfor.
Det er individuelt, hvor hurtigt medicinen virker, men forvent afføring mange gange i løbet af dagen. Din afføring bliver mere og mere tynd.
Kl. 21 Indtag 4 glas stærk sød saft eller sodavand (min. 800 ml.). Hvis du har sukkersyge, skal du drikke samme mængde, men blot i form af sukkerfrie væsker.
Vi vejleder dig om, hvor længe du evt. skal være sygemeldt, inden du tager hjem fra hospitalet.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder reglerne.
De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Sørg for at vaske dig grundigt inden operationen for at forebygge infektioner, husk også navlen. Det er vigtigt, at antallet af bakterier på din hud er så lavt som muligt. Brug ikke cremer.
Du må ikke have neglelak, smykker, piercinger og kontaktlinser på, når du skal opereres.
Det er vigtigt, at du overholder dette, så vi kan overvåge dig bedst muligt under operationen.
Du skal kun fjerne behåring i det område, hvor du skal opereres. Brug f.eks. en saks og klip til få mm længde.
Hvis du jævnligt fjerner kønsbehåringen, skal du undgå at gøre dette en uge inden operationen.
Medbring
Dit sundhedskort (sygesikringsbevis)
Evt. kontaktkort med tlf.nr., hvis du modtager hjælp fra hjemmeplejen/ hjemmesygeplejen eller bor på en institution
Din medicin (hvis du skal indlægges efter operationen).
Medbring ikke smykker, større beløb eller værdier, da vi kun har begrænset mulighed for at låse personlige ejendele inde under operationen.
Det er rart at have en at snakke og dele eventuel ventetid med. Din ledsager har mulighed for at sidde i venterum eller opholdsarealer, mens du bliver opereret. Din ledsager kan købe mad og drikke i caféerne på hospitalet.
Er du under 18 år eller har særlige behov, kan din ledsager få lov at være med, når du skal bedøves samt på opvågningsstuen.
Om operationen
Ved operationen fjerner vi et stykke af din tarm. Du er fuldt bedøvet under indgrebet.
Vi fører en tynd kikkert ind i din bughule gennem et lille snit ved navlen. Vi puster bughulen op med kuldioxid for at få god oversigt. Du vil derfor ofte føle dig oppustet efter indgrebet og/eller føle smerte i skuldrene.
Du får i alt 3 små snit på ca. 1 cm og evt et større på ca. 5 cm.
Selve operationen varer ofte 2-5 timer afhængigt af omfang. Du kommr ind på en opvågningsstue efter indgrebet, hvor vi holder øje med, du har det godt. Når du er vågen kommer du over i Afsnit for Kvindesygdomme.
Risici og bivirkninger
Du vil føle dig oppustet, og din tarmfunktion kan variere i nogle uger. Nogle oplever en længere periode - op til en måned - med diaré.
De første gange, du skal af med afføring efter operationen, kan der være lidt blødning fra tarmen. Du skal altid kontakte os, hvis du får kraftig blødning fra tarmen efter udskrivelsen.
Du får Magnesia under indlæggelsen, og vi anbefaler, at du fortsætter hermed ca. 1 uge efter operationen for at undgå at blive forstoppet.
Ved en operation er der altid en lille risiko for komplikationer. De er heldigvis sjældne og ofte forbigående. De hyppigste ved din type operation er blødning, infektion samt vandladningsforstyrrelser.
Hos nogle få patienter anlægger vi en aflastende stomi under operationen (det er derfor, vi laver en markering på maven inden operationen). Det kan også blive nødvendigt at anlægge en stomi nogle dage efter operationen, hvis der kommer hul på sammensyningen i tarmen (<10%).
Efter operationen
Vi orienterer dig om operationen, når du er vågen, og inden du tager hjem (ambulant operation). Skal du indlægges efter operationen, gentager vi informationen næste dag. Dine pårørende er her velkomne til at deltage i samtalen.
Vi aftaler med dig, hvordan du får svar på eventuelle prøver.
Vi lægger en plan for din medicin og smertebehandling. Det er vigtigt, at du er er smertedækket, så du hurtigt kan komme i gang med at bevæge dig efter operationen.
Du må spise og drikke lige efter operationen.
Hvis du er generet af kvalme, kan du få medicin mod det. Forsøg evt. med små måltider.
Det er vigtigt, at du kommer op og bevæger dig så hurtigt som muligt, helst lige efter operationen for at undgå komplikationer. Komplikationer som lungebetændelse og blodpropper i ben eller lunger.
Når du kommer hjem
Du føler dig måske lidt mere træt end vanligt. Det er helt normalt. Spis sundt og få godt med væske. Bevæg dig. Tag små hvilepauser og lad andre om det praktiske, hvis du har mulighed for dette.
Fortsæt med at lave knibeøvelser. Du kan starte, når du er frisk efter operationen.
Du kan genoptage dit seksuelle samliv, når du har lyst, med mindre der har været åbnet til skeden under indgrebet - da skal du vente 4 uger. Brug kondom, så længe du bløder. Du kan have blødning (lidt mindre end normal menstruation)vekslende mellem frisk (rødt) og gammelt (brunligt) blod.
Regn med at være sygemeldt i 3-4 uger afhængigt af, hvor fysisk belastet, du er i dit arbejde.
Du kan bløde i op til 5-6 uger efter operationen.
Så længe du bløder, gælder generelt
tag brusebad og undgå kar- eller havbad
gå ikke i svømmehal.
brug hygiejnebind og ikke tampon
Kontakt os eller søg læge, hvis du bløder kraftigere fra skeden end svarende til en normal menstruation.
Kontakt altid læge, hvis du får
feber (temperatur over 38,5 grader)
ildelugtende udflåd
problemer med at tømme din blære
meget kraftige smerter i underlivet
symptomer fra dit sår: øget rødme, varme, hævelse, ildelugt, siven af sårvæske etc.
Som nyopereret får du smertestillende medicin og bevæger dig mindre, end du plejer. Begge dele kan føre til forstoppelse, som kan være meget generende.
Drik rigeligt og bevæg dig. Det kan desuden være nødvendigt at spise svesker eller købe håndkøbsmidler som Magnesia, HUSK, Movicol (Gangiden) eller Laktulose.
Kan du ikke holde maven i gang med ovenstående behandling, anbefaler vi, at du tager tbl Bisacodyl (Perilax, Dulcolax, Toilax) a 5 mg 1-2 tbl. dgl.
Du får at vide, hvornår du skal have fjernet evt. tråde eller clips og hvor (Klinik for Kvindesygdomme eller hos egen læge).
Vi vejleder dig om tid og forholdsregler ud fra operationen, dit arbejde etc.. Tal evt. med din egen læge, hvis du er i tvivl.
Videre forløb
Opfølgningen er et tilbud og kan enten ske telefonisk eller ved fremmøde. Vi aftaler formen med dig. Via et udsendt spørgeskema kan vi følge dine symptomer samt dit behov for dialog/kontakt, ligesom du har mulighed for at blive ringet op af os.
Brug englehud (Micropore-plaster på langs af arret i op til 3 måneder). Det giver et pænere ar (du kan sagtens bade med plastret). Du kan have brændende fornemmelser/føleforstyrrelser i arret i op til 3-6 måneder efter operationen. Det er helt normalt.
Beskyt dit ar med solcreme faktor 50 op til 1 år efter operationen, da ny hud er meget følsom for sol.
Mere information
Få et overblik over, hvad der sker, fra du bliver henvist, til du har afsluttet din behandling på www.kvindesygdomme.auh.dk.
Læs om sygdom, behandling, patientforeninger m.m.
Lær os at kende (afdeling, sikkerhed, forskning, uddannelse).
Send os en god idé eller stil os et spørgsmål.
Kontakt
Spørgsmål op til operationen og 1. døgn efter
Spørgsmål til operation/akutte problemer
Afsnit for Kvindesygdomme
Tlf. 7845 3701
Spørgsmål til bedøvelse og opvågning
Dagkirurgi 4
Tlf. 2421 5570 (ma-fr 8-15)
Forberedelse og Opvågning Øst 3
Tlf. 3091 0945 (alle dage 7-23.30)
Forberedelse og Opvågning Syd 1+2
Tlf. 2939 9893
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/769615
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.