I denne vejledning kan du se, hvilke symptomer du får, hvis du danner cyster (væskefyldte blærer) eller udvikler tegn på betændelse i kirtler nær indgangen til skeden (de såkaldte Bartholinske kirtler). Læs også om muligheder for behandling.
Symptomer
En cyste sidder ofte bagtil i skedeindgangen og føles som en blød, elastisk knude. Du mærker oftest cysten, når du sidder ned eller i forbindelse med samleje. Den gør ikke ondt som sådan.
Hvis du får tiltagende smerter og mærker spændthed, varme eller ømhed i området kan det være tegn på betændelse (bartholinitis). Du kan også få feber og føle dig småsyg. Nogle kan få hævede lymfeknuder i lysken, som tegn på, at kroppen prøver at bekæmpe infektionen.
Årsag
På hver side af indgangen til skeden sidder der en kirtel, væsken fra kirtlerne smører skedeåbningen, f.eks. under samleje. Stopper afløbet fra en kirtel til, ophobes væske, og en såkaldt Bartholins cyste er dannet. Som følge heraf kan der opstå betændelse i kirtlen i form af en byld.
Vi ved ikke, hvorfor nogle kvinder (specielt yngre) har dette problem. Bakterierne, der forårsager betændelsen kan stamme fra både skede og tarm, eksempelvis klamydia.
Om behandlingen
Ved tegn på betændelse handler det om at skabe afløb fra den ramte kirtel. Det kan vi gøre på 2 måder:
ved at lægge et lille kateter ind i cysten (såkaldt Word-kateter). Kateteret skal sidde i 4-5 uger. Du er lokalbedøvet under indgrebet.
ved at skære hul på bylden og sikre afløb. Du er lokalbedøvet under indgrebet. Er du meget smerteplaget kan indgrebet evt. ske, mens du er fuldt bedøvet. Det aftaler vi med dig.
Det kan indimellem være nødvendigt at supplere behandlingen med antibiotika.
Betændelsen i kirtlerne smitter ikke, men du er mere sårbar i forhold til infektion og smerter, ligesom et kateter i skeden kan falde ud.
Det gælder
ved forværring/genopståen af betændelse
ved blødning fra skeden
hvis et oplagt Word-kateter falder ud inden for 1-2 uger, eller der er behov for at mindske trykket i kateterets ballon.
Risikoen for at få cyster eller udvikle betændelse igen er på 4-17%.
Du kan ikke som sådan forebygge lidelsen, ud over fortsat at have en god intim hygiejne. I sjældne tilfælde vælger vi at fjerne kirtlerne, hvis behandling med udtømning eller kateter ikke virker.
Mere information
Få et overblik over, hvad der sker, fra du bliver henvist, til du har afsluttet din behandling på www.kvindesygdomme.auh.dk.
Læs om sygdom, behandling, patientforeninger m.m.
Lær os at kende (afdeling, sikkerhed, forskning, uddannelse).
Send os en god idé eller stil os et spørgsmål.
Kontakt
Kontakt
Ændring af tider
Klinik for Kvindesygdomme
Tlf. 7845 3531 (ma-fr 8-15)
Spørgsmål eller problemer det første døgn efter undersøgelsen
Afsnit for Kvindesygdomme
Tlf. 7845 3701 (alle dage, hele døgnet)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/963690
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.