Nogle kvinder udvikler åreknuder i livmoderen - enten medfødt eller efter graviditet. Åreknuderne kan findes ved livmoder og æggestokke eller i de ydre kvindelige kønsorganer, især på kønslæberne. Giver åreknuderne dig problemer kan blokering af de udvidede blodkar være et alternativ til operation.
Læs om undersøgelse og behandling i denne vejledning og se hvordan vi finder ud af, om denne metode er velegnet for dig.
Symptomer
Du kan have smerter, trykgener og et ændret udseende af dine kønslæber.
Hos nogle kvinder sidder åreknuderne dybt i underlivet. Denne tilstand kaldes Pelvic Congestion Syndrome (PCS).
Om forløbet
Vi foretager en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsskanning gennem skeden for at udelukke, at du har andre sygdomme i underlivet. Dette sker ved en forundersøgelse i Klinik for Kvindesygdomme. Indimellem supplerer vi med en MR-skanning.
Det samlede resultat af undersøgelserne afgør, om vi kan behandle dig med embolisering.
Du må spise og drikke helt almindeligt på dagen.
Du møder i Afsnit for Kvindesygdomme kl. 7.30. Du får lagt et drop i hånden og får smertestillende medicin samt antibiotika. Vi lægger et kateter op i din blære (giver bedre overblik under behandlingen).
Du får antibiotikaen for at forebygge infektion.
Selve behandlingen sker under gennemlysning i Røntgen og Skanning. Du bliver lokalbedøvet til indgrebet.
Vi fører oftest et plastikkateter ind i et blodkar i din højre arm, alternativt din lyske, undersøger karrene og blokerer evt. udvidede kar.
Du kan få smerter. Det skyldes det henfald af væv, der sker, når vi har blokeret evt. udvidede kar. Henfaldet af væv kan også give lidt forhøjet temperatur. Vi accepterer temperatur op til 38,3.
Du får smerte- og evt. kvalmestillende medicin ved behov herfor.
Du kommer hjem samme dag eller dagen efter behandlingen. Har du stadig smerter, må du gerne tage smertestillende håndkøbsmedicin f.eks. Paracetamol og/eller Ibuprofen. Smerterne ophører oftest i løbet af 3-5 dage.
Kontakt os altid, hvis du får tiltagende smerter, blødning eller temperatur over 38,3.
Regn med at være sygemeldt 1-2 uger.
Du er velkommen til at kontakte os den første uge efter din behandling, hvis du har spørgsmål, eller er bekymret over et eller andet.
Vi kontakter dig efter 1/2 år for at følge op på behandlingen, da gentagelse af denne evt. kan blive nødvendig - alt ud fra dine symptomer.
Om behandlingen
Embolisering er blokering af udvidede blodkar. Blodkarrene skrumper i størrelse og kan helt forsvinde. Behandlingen bestod tidligere i større eller mindre operative indgreb. Vi kan gennemføre behandlingen i over 95% af tilfældene. Det kan blive nødvendigt at gentage behandlingen.
I dag undersøger vi, om du har åreknuder ved at indgive et kontraststof i blodåren, mens vi tager røntgenbilleder (en såkalt angiografi). efterfølgende kan vi så behandle medbi form af embolisering. Ofte kan undersøgelse og behandling ske under ét. Dette afhænger af, hvordan dit venesystem ser ud.
Når du ankommer til Røntgen og Skanning, vil du blive modtaget af personalet, som orienterer om og forbereder dig til behandlingen.
Behandlingen foregår sterilt. Personalet på stuen som skal behandle dig, har derfor hue, mundbind, handsker og kittel på, for at beskytte dig mod infektion. Din hud på højre arm desinficeres, hvorefter du får lagt steril afdækning på.
Du bliver lokalbedøvet. Derefter laver lægen et lille snit i huden, hvorigennem der stikkes en kanyle ind i pulsåren.
Når kanylen er på plads, fører lægen en tynd metalleder igennem kanylen. Herefter fjernes kanylen og et tyndt blødt plastikkateter/rør føres ind over metallederen og til det område, du skal have behandlet.
Du får sprøjtet kontrast ind, samtidig med der tages røntgenbilleder. Du skal sandsynligvis have sprøjtet kontrast og taget billeder flere gange. Det afhænger af hvor mange blodkar der skal undersøges.
Når lægen har fundet de blodkar der skal lukkes, kan behandlingen påbegyndes. Dette gøres ved at stoppe blodgennemstrømningen i disse blodkar med små spiraler (coils).
Til sidst fjernes det tynde plastikkateter og personalet på stuen hjælper dig i seng. Hullet i armen lukkes ved at personalet trykker i nogle minutter.
Personalet vil informere dig løbende om, hvad der sker.
I forbindelse med selve behandlingen, vil enkelte kunne opleve
at reagere på kontrastmidlet, der bruges under gennemlysning (overfølsomhed).
at få en blodansamling i lysken, hvis vi er gået ind denne vej.
at få feber som tegn på en infektion (behandles med antibiotika).
Ved feber >38,3, behandler vi oftest med antibiotika.
Vi udsættes for stråling hver dag Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation
at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få lavet den nødvendige behandling
at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Mere information
Få et overblik over, hvad der sker, fra du bliver henvist, til du har afsluttet din behandling på www.kvindesygdomme.auh.dk.
Læs om sygdom, behandling, patientforeninger m.m.
Lær os at kende (afdeling, sikkerhed, forskning, uddannelse).
Send os en god idé eller stil os et spørgsmål.
Kontakt
Spørgsmål til indlæggelse
Afsnit for Kvindesygdomme
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 7845 3701
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/903159
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.