En molagraviditet er en graviditet, hvor din krop ikke udvikler et foster, eller hvor fostret ikke er levedygtigt. Din moderkage er fyldt med blærer, der ligner drueklaser.
Læs om behandling og opfølgning, hvis din graviditet desværre har udviklet sig på denne måde. Lad din partner læse med.
Symptomer
Du kan opleve kvalme og have brystspænding. Du føler, at din livmoder vokser, og din menstruation udebliver. Du kan begynde at bløde og føle smerter som ved en spontan abort.
Din graviditetstest (hormonet hCG) er positiv, da hCG dannes i moderkagen.
Årsag
Et æg befrugtes enten med to sædceller (69 kromosomer), eller et tomt æg bliver befrugtet med én sædcelle, der fordobler sig (46 kromosomer). Fælles for de 2 former for befrugtning er en dobbelt mængde arveanlæg fra faderen.
En molagraviditet opstår i ca. 1 af 1000 graviditeter svarende til, at ca. 100 kvinder årligt bliver ramt af sygdommen i Danmark. Man kan se en tvillingegraviditet med en mola og et normalt foster, men det er meget sjældent.
Om forløbet
Vi foretager en udskrabning af livmoderen, når en skanning (ultralyd) viser, at moderkagen er fyldt med væskefyldte blærer, og at et eventuelt foster er gået til grunde.
Vi sender vævet til undersøgelse for at være sikre på, at der er tale om mola. Vi undersøger samtidig vævet ift. kromosomtal.
Vi måler også dit hCG-tal i form af en blodprøve.
Det er vigtigt at være sikker på, at molavævet ikke dannes igen. Dit hCG-tal skal helst falde til 0. Dette sker for de fleste (90%) i løbet af 4-8 uger.
Som hovedregel får du taget blodprøve hver uge, indtil hCG er lig 0. Derefter en blodprøve en gang om måneden i 4 måneder. Vi følger dig dog kun, indtil hCG er lig 0, 2 uger i træk, hvis din vævsanalyse viste 69 kromosomer.
Du får taget blodprøverne på nærmeste sygehus. Vi giver dig telefonisk svar.
10% risikerer at danne molavæv på ny, hvilket vi ser ved, at hCG-tallet stiger. Risikoen er størst, hvis du har en mola med 46 kromosomer.
Sker det for dig, følger vi dig med scanninger, og du skal have medicin, der stopper væksten af molavæv. Helbredelsen er tæt på 100% ved rette kontrol og behandling.
Kontakt os altid akut, hvis du bløder mere end ved en kraftig menstruation, får feber eller kraftige smerter i underlivet.
Anvend et sikkert middel, der forebygger graviditet, f.eks. P-piller. Vi kan nemlig ikke skelne mellem en evt. ny graviditet og en molagraviditet, når vi vurderer dit hCG-tal.
Du har en lille øget risiko for at få en ny molagraviditet. Kontakt os derfor altid ved evt. ny graviditet, så vi kan scanne dig omkring uge 8 (ultralyd).
Kontakt
Spørgsmål til indlæggelse
Afsnit for Kvindesygdomme
Kvindesygdomme og Fødsler, AUH
Tlf. 7845 3701
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/785260
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.