Kontaktsygeplejerskerne og din kontaktlæge vil være ansvarlige for din behandling her i Kræftafdelingen.
Vi har fokus på dig som ung, og du vil derfor ofte møde de samme sygeplejersker og læger gennem dit forløb.
Selvom du bliver behandlet på en bestemt klinik, så samarbejder vi på tværs med fx sengeafdelingerne og stråleklinikken.
Du kan opleve udfordringer med:
Træthed og fysisk aktivitet
Mad og nedsat appetit
Uddannelse
Fester
Venner/familie
Kærester
Sex og intimitet
Ændret udseende
Identitet
Fremtiden
Negative tanker/angst
Dine sygeplejersker og læge har erfaringer med unge, der ofte har samme udfordringer og kan hjælpe dig med at sætte ord på dem eller sammen med ungekoordinator finde vej til mulige støtteredskaber eller muligheder.
Vi er her for at hjælpe dig igennem forløbet, så godt vi kan.
De fysiske rammer
Stilen og farverne er anderledes på Ungestuer end det, du normalt vil forvente på et hospital. Indretningen er hyggelig og Ungestuen i Klinik A og B giver dig mulighed for at møde andre unge med kræft i behandling.
På sengeafdelinger har du enestue og kan have en pårørende til at overnatte.
Frirumm1 hverken ligner, lugter eller føles som et hospital.
I rummet kan du hænge ud, streame serier på fx HBO, spille bordfodbold og andre spil sammen med andre unge, der har kræft, din kæreste eller din(e) venner.
Hvornår og hvordan kan du bruge rummet?
I ventetiden på behandlingsdage
I ventetiden på læge- eller sygeplejerske samtaler
Under din behandling
Dage med arrangementer
Alene
Sammen med andre unge med kræft, din kæreste eller din(e) venner
... eller når du har lyst
Kort sagt - du kan som ung, der har eller har haft kræft, benytte rummet døgnet rundt.
Ungekoordinatoren er en sygeplejerske, der kan hjælpe med at finde en hverdag for dig under behandlingen - men også efter, når man skal tilbage til studie, arbejde eller måske noget helt andet.
Ungekoordinatoren kan støtte og rådgive dig i forhold til praktiske, psykologiske og sociale problemer igennem dit sygdomsforløb - både under og efter behandling. Hun har også mulighed for at skabe kontakt til andre unge i samme situation.
Du er altid velkommen forbi Frirumm1 mandag til torsdag til en snak, men du kan også aftale et bestemt tidspunkt ved kontakt via Messenger eller Facebookgruppen Frirumm1's UNGE.
Ungekoordinatoren er sammen med dine kontaktsygeplejersker og lægen en gennemgående person i dit behandlingsforløb på hospitalet.
Hvis skiltet ikke er uden for døren ved Frirumm1, kan du i dagtiden hente et nøglekort i din afdeling. På sengeafdelingerne kan det lånes hele døgnet.
Mad og drikke
Du må gerne tage mad og drikke med hjemmefra, hvis det kan hjælpe dig til at spise under behandlingen. Tag gerne din mad med og spis den i Frirumm1. Er du indlagt i flere dage, så tal med sygeplejerskerne om, hvilke muligheder der er.
Pårørende
Din familie eller partner er ofte særligt bekymrede, så de kan også have brug for at tale med os. Vi taler ikke om dig med dine nærmeste, men om hvordan de har det i situationen. Du kan opleve at få brug for dine nærmeste på en ny måde.
Vi opfordrer til, at din familie eller partner giver dig et tidsrum, hvor du har mulighed for at være dig selv eller måske kan snakke med andre unge med kræft under din behandling.
Netværksmødet er kun for dig og de personer fra dit netværk, der er tættest på. Her kan de høre om din sygdom og den behandling, du skal igennem. Vi vil også drøfte, hvordan din sygdom og dit forløb kan påvirke dig, din familie og din hverdag samt hvordan personerne i dit netværk kan støtte dig/jer gennem forløbet. Derfor er det familie, venner og andre, der betyder noget for dig og dine nærmeste, du skal invitere med til mødet. Din kontaktlæge og dine kontaktsygeplejersker står for mødet og efter aftale med dig og dine nærmeste, kan vi invitere andre relevante fagpersoner. Du vil få mere information om selve mødet i forbindelse med din første behandling
Mødet finder typisk sted i forbindelse med din anden eller tredje behandling.
Mere information
Unge med kræft. Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospitals hjemmeside.
Frirumm1 (facebook: 'Frirumm1's Unge' - en lukket gruppe for dem der kender os og Frirumm1)
Livet med og efter kræft - en hjemmeside, hvor du finder inspiration til, hvad du selv kan gøre og høre hvad andre har gjort - se især 'De unges univers' https://www.livogkraeft.rm.dk/
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.