Som forberedelse til din indvendige strålebehandling skal du have lavet en test-oplægning af stråleudstyr, for at vi kan planlægge din behandling.
Du vil være bedøvet imens stråleudstyret lægges op - både ved test og ved de indvendige strålebehandlinger. Du skal derfor tale med en narkoselæge lige inden behandlingen.
Testen og den første indvendige strålebehandling kan foregå, mens du
stadig er i gang med udvendig strålebehandling og kemoterapi.
Om testen
Ved testen lægges udstyret op som ved de ”rigtige” behandlinger og efterfølges af en MR-skanning, hvor man sikrer, at udstyret er korrekt placeret.
Det bliver fjernet samme dag, hvorefter du kan tage hjem.
Om strålebehandlingen
Når stråleudstyret er lagt op og du er blevet skannet, bliver du kørt til Sengeafsnit 1.
Der er 3-6 timers ventetid, mens man planlægger strålebehandlingen.
Du skal være på en stue, der er indrettet specielt til indvendig strålebehandling. Denne ligner en almindelig sengestue.
Når behandlingen starter, bliver stråleudstyret koblet til et behandlingsapparat på stuen, og strålebehandlingerne gives i 10-30 minutter pr. time de næste 20 timer. Mens behandlingen er i gang, er du alene på stuen. Hvis personalet skal ind på stuen under strålebehandlingen, kan den afbrydes midlertidigt.
Den indvendige strålebehandling varer ca. 20 timer, men den samlede tid, hvor du skal ligge stille på ryggen med stråleudstyret, er 28-35 timer. Det kan være svært at ligge stille så længe, og du kan få smerter især i underliv og ryg, og du kan få kvalme. Dette kan dog lindres med en trykaflastende madras og med smerte- og kvalmestillende medicin.
Personalet sørger for drikkevarer og små, lette måltider så som kiks, knækbrød og lyst brød, da store måltider kan fremkalde kvalme og sætte for megen gang i maven.