Når du skal have strålebehandling - til barn og forældre
Gå direkte til
Når du skal have strålebehandling - til barn og forældre
Vejledningen handler om, hvad der skal ske, når du skal have strålebehandling.
Strålebehandling er kraftige røntgenstråler til at fjerne kræftceller. Du kan ikke se eller mærke strålerne, og du skal komme til flere behandlinger for at prøve på, at få alle kræftcellerne væk.
Apparatet, der giver strålerne hedder en accelerator.
Den første dag du og dine forældre kommer i vores afsnit, kommer I til at snakke med en læge og en sygeplejerske. De vil snakke med jer om din behandling, og du vil også få at vide, hvor mange gange du skal komme.
Det kan også være, at I har spørgsmål til os.
Når du skal have strålebehandling, er det vigtigt, at du ligger på en bestemt måde. Derfor skal der laves nogle forberedelser.
Forberedelser til behandlingen
Du får lavet dit helt eget udstyr, som hjælper med, at du ligger på samme måde ved hver strålebehandling. Det kan enten være en behandlingsskal eller en maske.
En behandlingsskal er en pose med små flamingokugler, som formes efter din krop. Det er ligesom en ”Fat-boy” sækkestol.
En maske er et stort stykke plastik med små huller i, som vi former efter dit hoved. Når du har det på, er det varmt og blødt, for at vi kan forme det. Du skal ligge stille med masken på i ca. 10 minutter, indtil den er afkølet. Masken bruger vi, hvis du har kræftceller i hovedet eller på halsen.
Når din maske er færdig, laver vi et stort hul til næsen og munden, som du kan trække vejret igennem. Masken føles stram på huden, men det er nødvendigt, for at du kan ligge helt stille. For nogle børn kan det være nødvendigt at blive bedøvet og sove, mens de får lavet masken og bliver behandlet.
Når du har fået lavet din behandlingsskal eller din maske, skal du skannes. På skanningsbillederne kan vi se, hvor de syge celler er, og hvor du skal have strålebehandling. Mens du bliver skannet, skal du ligge i din behandlingsskal eller med din maske.
Lejet i skanneren kører igennem skanneren, mens vi tager billederne. Det tager ikke særlig lang tid, men skanneren larmer lidt.
Vi holder øje med dig gennem et vindue. Din mor eller far må gerne være hos dig, hvis du har brug for det.
For at vi kan lægge dig på samme måde hver gang, tegner vi nogle streger med tusch på huden eller på behandlingsskallen. Stregerne er små, og du kan næsten ikke se dem. Du skal beholde stregerne, indtil du er færdig med strålebehandlingen.
Sådan foregår din behandling
Strålerne gør ikke ondt og man kan ikke se eller høre strålerne
Når du skal behandles lægger vi dig på samme måde som i skanneren. Vi bruger dine små streger og vores laserlys til at se, om du ligger helt rigtigt. Din far eller mor må gerne være med til dette. Når vi har lagt dig til rette, går vi ud af rummet, og du skal ligge alene, mens vi behandler dig. Det tager ikke lang tid - ca. 5 minutter, og vi kan hele tiden se dig på vores skærme og vi kan snakke sammen undervejs.
Du kan høre acceleratoren og se det grønne laserlys, som sygeplejerskerne bruger
Du skal ligge mussestille, når du skal have strålebehandling.
Du kan også høre musik eller lydbog, når du får strålebehandling
Du skal ikke være indlagt, så du kan tage hjem, så snart strålebehandlingen er færdig.
I weekenderne holder du fri.
Til din første strålebehandling får du et diplom, hvor du kan sætte et klistermærke på, hver gang du kommer. Så kan du følge med i, hvor mange behandlinger, der er tilbage.
Risici og bivirkninger
Hvis du får det skidt kaldes det bivirkninger.
Langt de fleste bivirkninger forsvinder igen af sig selv. Der kan dog godt gå flere uger efter din strålebehandling er færdig, inden de er forsvundet.
Der er stor forskel på, hvor mange bivirkninger man kan få. Det kommer an på, hvor på kroppen du skal have strålebehandling.
Lægen eller sygeplejersken vil snakke med dig om bivirkninger, der kan komme, og de vil også snakke med dig om, hvad du kan gøre ved dem.
Kontakt
Har du spørgsmål til din strålebehandling, er du velkommen til at kontakte Kræftafdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.