Med pasningsorlov har du mulighed for at tage orlov fra dit arbejde for at passe et familiemedlem eller en ven, der er alvorligt syg. Pasningsorloven svarer til et fuldtidsarbejde.
En pasningsorlov kan vare op til 6 måneder, men kan forlænges i yderligere 3 måneder.
En pasningsorlov kan deles op i kortere perioder, dog af minimum 1 måneds varighed.
Selvom der er etableret pasningsorlov, kan den syge stadig få hjælp af hjemmeplejen efter aftale.
Om pasningsorloven
Pasningsorloven er en løsning, der giver dig mulighed for at hjælpe med pleje- og omsorgsopgaver, og være tæt på, når der er brug for det. Det giver mulighed for ro til at løse de opgaver og klare de følelsesmæssige belastninger, der ofte er forbundet med alvorlig sygdom.
Du har mulighed for at tage orlov fra dit arbejde for at passe den syge.
For at få bevilget en pasningsorlov skal følgende være opfyldt:
Den syge har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
Den syge bor i egen bolig - må ikke bo på døgninstitution eller i plejebolig
Det er et alternativ til døgnophold uden for hjemmet
Behovet for pleje svarer til et fuldtidsarbejde
Der er enighed mellem dig og den syge om pasningsforholdet
Kommunen skal vurdere, at du er i stand til at varetage opgaven
Du er tilknyttet arbejdsmarkedet (lønmodtager, arbejdsløs eller selvstændig erhvervsdrivende)
Selvom den pårørende synes, at en pasningsorlov er en stor fordel, er det vigtigt at du får afstemt, at den syge også ønsker, at du tager pasningsorlov. For nogen kan det være grænseoverskridende at skulle passes af ens nærmeste.
Det er muligt at opdele rollen som hjælper mellem flere personer. Hvis I er flere, der deler pasningsordningen, får I udbetalt lønnen forholdsmæssigt i forhold til, hvordan I har fordelt pasningen.
Du skal i kontakt med både din arbejdsplads og din kommune, for at forhøre dig om mulighederne for at få bevilget en pasningsorlov.
Arbejdsgiver har krav på at få besked om orlovens start og længde senest 6 uger før, du begynder orloven.
Din ansøgning sendes til den kommune, hvor du bor. Kommunen vil herefter tage stilling til, om der kan bevilges pasningsorlov.
Du bliver ansat af kommunen og modtager løn fra kommunen.
Kontakt din kommune og hør nærmere om, hvordan du gør.
Lønnen udgør 26.018 kr. pr. måned (2024) før SKAT.
Om aflastning og afløsning
Når du passer og plejer en tæt på dig, kan du få aflastning eller afløsning gennem kommunen, så du kan få de pusterum, som du har behov for.
Det kan være krævende og hårdt at påtage sig opgaven med at passe og pleje en syg, og ofte er din indsats afgørende for, at den plejekrævende kan blive boende i eget hjem.
Derfor kan du have brug for et pusterum af og til, hvor du kan foretage dig andre ting.
Du kan derfor søge kommunen om at få aflastning eller afløsning. Det er kommunen, der efter en konkret, individuel vurdering af behovet, træffer afgørelse om aflastning eller afløsning.
Afløsning foregår i hjemmet. Der kan være tale om hjælp i hjemmet, hvor du som plejer afløses af en anden. Hjælpen kan bestå af hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og til personlig hygiejne, pleje og omsorg.
Afløsning gør det også muligt for hjælperen at komme ud i nogle timer.
Du skal være opmærksom på, at kommunen kan opkræve betaling for denne hjælp.
Aflastning foregår udenfor hjemmet. Det kan være, hvis du skal på weekend eller ferie, og den du tager dig af ikke kan være alene.
I det tilfælde kan kommunen tilbyde et midlertidigt ophold uden for hjemmet, mens du er væk. Et aflastningsophold kan være som et dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig.
Du skal søge i god tid.
Du skal betale for et aflastningsophold. Betalingen dækker udgifter til mad, vask og leje af linned. Hvor meget du betaler, afhænger af din indkomst.
Du skal kontakte din kommune for ydereligere information
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1013819
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.