Både sygdom og strålebehandling kan give gener i din mund, dit svælg og i din hals.
Dine spytkirtler kan blive påvirkede, så der dannes mindre spyt.
Dine slimhinder kan blive tørre, ømme og svie og evt. bløde. Derfor øges risikoen for betændelse i tandkødet og huller i tænderne.
Det kan derfor være ubehageligt at spise og drikke, og det kan være svært at børste tænder og skylle mund.
Der kan også komme svamp (et symptom kan være metalsmag) og betændelse i munden, som kan medføre belægninger, sår, smerter og synkebesvær.
Man kan have dårlig ånde.
Tal med personalet, hvis disse gener opstår, da nogle kan afhjælpes med medicinsk behandling.
Det kan du gøre
Drik 1-1½ liter væske om dagen, men ikke sodavand og væsker, der indeholder kulsyre og sukker, som kan ødelægge tandemaljen
Hold munden ren – det er vigtigt med en god mundhygiejne for at undgå infektioner.
Skyl munden ofte med vand eller kold kamillete, gerne lavet på rigtige kamilleblomster for at få olierne med
Tandbørstning
Børst tænder og evt. tunge med en blød tandbørste efter hvert måltid
Børsterne kan blødgøres ved at holde dem under varmt vand i 30 sekunder
Brug tandpasta uden skummemiddel, da dette irriterer slimhinden Efter brug skal du skylle tandbørsten under rindende vand og sætte den til tørre med børsterne opad. Børsten må ikke komme i hylster
Skift tandbørste regelmæssigt
Tal med personalet, hvis du ikke kan børste tænderne pga. smerter
Tandtråd eller tandstikker
Brug tandtråd eller bløde tandstikkere en gang dagligt, da de fjerner bakterier mellem tænderne. Undgå disse, hvis dine slimhinder er ømme eller bløder meget
Rygning og alkohol
Rygning forværrer mundproblemerne
Alkohol virker udtørrende på slimhinderne
Protese:
Har du protese, skal du tage den ud i løbet af dagen og lade gummerne hvile
Protesen gøres ren efter hvert måltid
Gør protesen ren med tandpasta uden slibemiddel eller uparfumeret håndsæbe. Munden skylles ren inden protesen sættes i igen
Protesen tages ud hele natten for at aflaste slimhinden. Den opbevares tørt i et bæger
Hvis spytdannelsen er nedsat og munden er tør, kan din appetit og smagsoplevelse påvirkes.
Mellem måltiderne kan spytdannelsen stimuleres, og munden holdes fugtig ved fx sukkerfri tyggegummi og pastiller, pebermynte, frisk ananas, kiwifrugt, papaja og knust is
Væd den tørre mund hyppigt
Forsøg at trække vejret gennem næsen, da vejrtrækning gennem munden kan udtørre læber og slimhinder i munden
Gå på apoteket eller tal med personalet om produkter, som kan øge fugtigheden i munden fx sugetabletter, gel og spray
Forsøg at spise blød, findelt eller flydende mad, da det er lettere at synke og giver fugtighed til slimhinderne
Prøv med syrlig mad og drikke, da det stimulerer spytdannelsen
Giver den tørre mund ubehag, når du spiser, så drik lidt væske sammen med hver mundfuld mad
Ved smerter i mund eller hals, kan du tale med personalet om det da der findes flere forskellige former for smertestillende. Det kan både være lokalt bedøvende medicin, som kun virker i munden eller smertestillende tabletter
Hvis ømheden er meget udtalt i munden, kan du bruge sugerør med „knæk“
Læber, der revner eller er ømme, kan fugtes med læbepomade uden parfume
Det kan lindre at drikke kold kamillete
Forsøg at spise blød, findelt eller flydende mad
Prøv dig frem med temperaturen på maden. Mange patienter siger, at meget varm, stærkt krydret og røget mad, rødvin og kulsyreholdige drikke kan gøre smerten værre
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.