Sygdom og behandling kan give gener i din mund. Dine spytkirtler kan påvirkes, så der dannes mindre spyt. Dine slimhinder i mund og svælg kan blive tørre, ømme og svie. Derfor øges risikoen for betændelse i tandkødet og huller i tænderne.
Der kan også komme svamp og betændelse i munden, som kan medføre belægninger, sår, smerter og synkebesvær.
Det kan derfor være ubehageligt at spise og drikke, og det kan være svært at børste tænder og skylle mund.
Tal med personalet, hvis disse gener opstår, da nogle kan afhjælpes med medicinsk behandling.
Det kan du gøre
Få en tid hos din tandlæge, så du kan få lavet en status over dine tænder og mundslimhinderes tilstand.
Tandbørstning
Børst tænder og evt. tunge med en blød tandbørste efter hvert måltid.
Børsterne kan blødgøres ved at holder dem under varmt vand i 30 sekunder
Efter brug skal du skylle tandbørsten under rindende vand og sætte den til tørre med børsterne opad. Børsten må ikke komme i hylster
Skift tandbørste regelmæssigt
Tandtråd
Brug tandtråd eller bløde tandstikkere en gang dagligt, da de fjerner bakterier mellem tænderne. Undgå disse, hvis dine slimhinder er ømme eller bløder meget
Hold munden ren
Hold munden ren – det er vigtigt med en god mundhygiejne for at undgå infektioner
Drik 1-1½ liter væske om dagen, men ikke sodavand og væsker, der indeholder kulsyre og sukker, som kan ødelægge tandemaljen
Hold munden fugtig
Træk vejret gennem næsen og ikke gennem munden, da det udtørrer læber og slimhinder i munden
Skyl munden ofte med vand eller kold kamillete
Rygning og alkohol
Rygning kan forværre mundproblemerne
Alkohol kan virke udtørrende på slimhinderne
Protese
Hvis du har protese, skal du tage den ud i løbet af dagen og lade gummerne hvile
Brug din protese så lidt som muligt
Protesen rengøres efter hvert måltid. Der skal bruges tandpasta uden slibemiddel eller uparfumeret håndsæbe. Munden skylles ren inden protesen sættes i igen
Protesen tages ud hele natten for at aflaste slimhinden. Den opbevares tørt i et bæger
Hvis spytdannelsen er nedsat og munden er tør, kan din appetit og smagsoplevelse påvirkes.
Mellem måltiderne kan spytdannelsen stimuleres, og munden holdes fugtig ved fx sukkerfri tyggegummi og pastiller, pebermynte, frisk ananas, kiwifrugt, papaja og knust is
Væd den tørre mund hyppigt
Forsøg at trække vejret gennem næsen, da vejrtrækning gennem munden kan udtørre læber og slimhinder i munden
Gå på apoteket eller tal med personalet om produkter, som kan øge fugtigheden i munden fx sugetabletter, gel og spray
Forsøg at spise blød, findelt eller flydende mad, da det er lettere at synke og giver fugtighed til slimhinderne
Prøv med syrlig mad og drikke, da det stimulerer spytdannelsen
Giver den tørre mund ubehag, når du spiser, så drik lidt væske sammen med hver mundfuld mad
Ved smerter eller små blæner i munden, kan du bruge mundskyllevæske
Ved rifter eller megen ømhed i mundhulen, på tungen eller på læberne, kan du bruge lokalbedøvende gel direkte på rifterne inden måltidet. Rifterne eller det ømme område tørres af med en vatpind, og et tykt lag lokalbedøvende gel smøres på. Det skal ligge på det ømme sted 1-2 minutter før det skylles af. Der må højst gå 10 minutter, inden man spiser, da den smertelindrende effekt ellers forsvinder
Hvis ømheden er meget udtalt, kan du bruge sugerør med „knæk“. Før sugerøret så langt ind i munden som muligt, så væsken ledes forbi den ømme slimhinde og ind bagest i munden
Læber, der revner eller er ømme, kan fugtes med læbepomade uden parfume
Det kan lindre at drikke kold kamillete
Forsøg at spise blød, findelt eller flydende mad
Undgå meget varm, stærkt krydret og røget mad og kulsyreholdige drikke
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingen. Telefonnummeret står på dit kontaktkort.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.