En kvinde med en BRCA2-varianten har øget risiko for bryst- og æggestokkræft. Dog er det ikke alle kvinder, som har en BRCA2-variant, der vil udvikle kræft.
Risikoen for at udvikle kræft afhænger bl.a. af kvindens alder.
For en ung kvinde med BRCA2-varianten er risikoen for at udvikle brystkræft i løbet af livet typisk høj, ofte over 50 %. For en kvinde med BRCA2-varianten, der har fået brystkræft, er risikoen for at få brystkræft igen, også øget.
Risikoen for kræft i æggestokke/æggeledere er også øget. For en ung kvinde med en BRCA2-variant kan risikoen i løbet af livet være 10-30 %.
Ofte giver det mere mening, at se på risikoen i et kortere tidsrum, f.eks. risikoen for brystkræft ”de næste 10 år”. F.eks. er risikoen for brystkræft ”de næste 10 år” lavere for en 20-årig kvinde end for en 40-årig kvinde.
På Klinisk Genetisk Afdeling vurderes den enkelte kvindes risiko bl.a. ud fra forekomsten af kræft i familien og kvindens alder.
Brystundersøgelse anbefales fra 30-70-årsalderen
En kvinde med BRCA2-varianten anbefales årlig undersøgelse fra 30-70-årsalderen. Herefter anbefales undersøgelse hvert 2. år.
Undersøgelserne kan omfatte:
- MR-mammografi
- røntgenmammografi
- ultralydscanning
- brystet mærkes igennem for knuder.
Hvilke metoder, der anvendes, afhænger bl.a. af kvindens alder og tætheden af hendes brystvæv.
Undersøgelserne anbefales med henblik på at eventuelle kræftknuder opdages så tidligt, at der er bedre behandlingsmuligheder.
Ikke alle kræftknuder kan ses ved undersøgelserne. Derfor bør en kvinde, der får foretaget brystundersøgelser, også kontakte sin læge, hvis hun selv opdager forandringer i sit bryst.
P-piller og hormonspiral
Hos "gennemsnitskvinder" fører P-piller og hormonspiral på kort sigt til en let øget risiko for brystkræft. P-piller nedsætter samtidigt risikoen for æggestokkræft. Dette gælder formentlig også for kvinder med en BRCA2-variant.
Nogle kvinder vælger af få fjernet brystvævet
I stedet for brystundersøgelser, vælger nogle kvinder at få fjernet brystvævet.
Fjernelse af brystvævet forebygger ikke brystkræft fuldstændigt, men risikoen nedsættes betydeligt.
Hvis du ønsker at vide mere om fjernelse af brystvævet og om plastikkirurgisk genopbygning, kan lægen på Klinisk Genetisk Afdeling henvise dig til en bryst-/plastikkirurg.
Forebyggende fjernelse af æggestokkene anbefales
Der findes ikke undersøgelser for æggestokkræft, der med sikkerhed nedsætter risikoen for at dø af sygdommen.
Derfor anbefales kvinder med BRCA2-varianten forebyggende fjernelse af æggestokke og æggeledere. Hvis operationen foretages før overgangsalderen, nedsættes risikoen for brystkræft måske også.
Oftest anbefales indgrebet i alderen 40-45 år. Der kan dog være særlige forhold i ens familie, som gør, at indgrebet anbefales tidligere eller senere.
Hvis dine æggestokke fjernes før overgangsalderen, kommer du i overgangsalder. For at minimere bivirkninger ved tidlig overgangsalder, kan du få hormonerstatning. Det kan du få mere at vide om på en gynækologisk afdeling.