Patienter indlagt på Intensiv er i den mest akutte og kritiske fase af sygdom og har derfor brug for intensiv observation, behandling og pleje samt kontakt med nære pårørende.
Patienter på Intensiv er omgivet af meget udstyr, som bl.a. hjælper personalet med at holde øje med, hvordan patienterne har det.
På Intensiv kommer der personale fra mange afdelinger, og alle samarbejder om det bedst mulige behandlingsforløb for den enkelte patient. Døgnet rundt er der tilknyttet en intensivsygeplejerske og læge til den enkelte patient. Vi tilstræber, at det så vidt muligt er de samme sygeplejersker og læger, som er gennemgående i forløbet.
Når patienter indlægges på grund af kritisk sygdom, er de i risiko for at udvikle delirium. Delirium er en tilstand, hvor hjernen ikke fungerer, som den plejer. Patienten kan høre og se ting, der ikke er rigtige og opføre sig meget anderledes end vanligt. Op mod halvdelen af patienter indlagt på intensiv oplever perioder med forvirring eller hallucinationer. Delirium er IKKE demens eller en psykisk lidelse. Det er en midlertidig tilstand, og man bliver sig selv igen.
Årsagerne, der kan udløse delirium er mange, men kan blandt andet skyldes:
Påvirkning af hjernen på grund af den kritiske sygdom
Bivirkninger eller påvirkning af den medicin, der gives
Smerter, stress, søvnmangel, infektion, organsvigt, høj alder
Syns- og hørenedsættelse, som gør det sværere at følge med i, hvad der foregår
Patienten, som har intensiv delirium:
Opfører sig anderledes end vanligt
Har svært ved at koncentrere sig
Mangler evnen til at skelne mellem fantasi og virkelighed
Taler vrøvlende, usammenhængende og ulogisk
Kan være urolig – ofte særligt om aftenen og natten
Kan være rastløse, angste, vrede og mistroiske
Intensiv delirium kan også gøre, at patienten:
Bliver stille og indadvendt
Bliver trist og modløs
Har svært ved at træffe beslutninger
Mangler overskud
Er svær at komme i kontakt med
Der findes tre typer intensiv delirium:
Hyperaktivt delirium, hvor patienten bliver urolig, rastløs eller aggressiv
Hypoaktivt delirium, hvor patienten bliver stille og indadvendt
Blandet delirium, der viser sig som en vekslen mellem de to nævnte
Ændringerne kan skifte type og styrke inden for samme døgn - endda nogle gange fra time til time.
Vi behandler den sygdom, patienten er indlagt for
Vi tilstræber at skabe en døgnrytme for patienten med mulighed for perioder med ro og søvn
Vi mobiliserer patienten, da det ofte også hjælper
Vi giver hyppig information om tid og sted
Vi vil i nogle tilfælde behandle med medicin til at mindske symptomerne
Personalet er altid opmærksomt på, om en patient har tegn på delirium
Vi kan ved hjælp af en test vurdere, om patientens evne til at koncentrere sig er nedsat
Din oplevelse af, hvordan din pårørende har det, kan hjælpe os med at opdage det hurtigere
Henvend dig til personalet efter hjælp, hvis du synes din pårørende er underlig eller gør mærkelige ting
Tilstanden går altid over igen, men det er meget forskelligt, hvor lang tid det tager. For nogen tager det dage, for andre uger eller måneder
Nogle kan efterfølgende få problemer med hukommelse og koncentrationsevne
Når patienten igen er 'sig selv' (og ude af evt. respirator), kan det være godt at få snakket om oplevelserne – det er ikke sikkert patienten kan huske noget, eller umiddelbart kan forstå, at de uvirkelige oplevelser ikke har fundet sted
Støt hinanden – det kan være en barsk oplevelse både for patienten og dig som pårørende
Intensiv Café er et mødested for tidligere intensivpatienter og pårørende. I intensivcaféen kan du møde ligesindede, dele din og høre andres historie i trygge omgivelser. Der vil altid være intensivsygeplejersker til stede til at rådgive og vejlede, hvis du har spørgsmål. Læs mere på hjemmesiden for Intensiv Café.
Din rolle som pårørende
Som pårørende kan du hjælpe ved at:
Skabe en rolig atmosfære på stuen og undgå støj
Undgå mange gæster på én gang
Fortælle, hvem der er på stuen, og hvad tid det er på dagen
Undgå diskussioner, der kan udløse vrede og frustrationer, samt ord der kan misforstås (fx 'slanger')
Tale i korte sætninger
Komme med patientens briller og høreapparat
Tage ting med hjemmefra, som patienten holder af (fx billeder)
Kontakt
Intensiv
Telefon
Intensiv Nord 1 + 2
7846 2952 (Sekretariat)
Intensiv Øst 1 + 2 + 3
3091 1111 (Sekretariat)
E-mail Sikker mail (Kræver MitID) Med sikker e-mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Adresse Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/779272
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.