Børn og unge kan opleve, at far, mor eller et andet nærtstående familiemedlem bliver ramt af alvorlig sygdom. Det kan have stor betydning for deres trivsel.
Det er en god ide at inddrage børnene, og derfor opfordrer vi til, at du tager dem med på Intensiv. Børn har ofte brug for med egne øjne at se deres nærmeste, fordi fantasien ofte overgår virkeligheden.
Vær opmærksom på
Du kan få udleveret pjecer i afdelingen, der beskriver børns reaktionsmønstre i forhold til alder.
Det er naturligt at reagere på store ændringer i livet, og børn kommer bedst igennem kriser ved at blive inddraget.
Børn fornemmer hurtigt de voksnes uro og kan have brug for at vide, hvad der sker. Derfor er det vigtigt med åben og ærlig kommunikation så tidligt i forløbet som muligt.
Det er vigtigt, at du viser dine følelser og sætter ord på dem og lader barnet eller den unge fortælle, hvordan de har det og oplever situationen.
Vi kan tilbyde at tale med barnet eller den unge inden det første besøg på stuen og fortælle om:
udstyr
stuens indretning
hvordan den syge ser ud
Personalet vejleder gerne og svarer på spørgsmål i hver enkelt situation. Du kan lave aftale med personalet, så vi sammen kan forberede besøget bedst muligt.
Det kan være god ide for barnet at forberede sig ved at lave en tegning eller brev, som kan hænges op på stuen.
Måske er du selv i krise og har svært ved at overskue situationen. Derfor kan det være en god ide at have en ekstra voksen med til at tage sig af barnet eller den unge sammen med dig.
Børn må gerne medbringe legetøj og iPads.
Om besøget
Henvend jer til en sygeplejerske, inden I går ind til jeres nærmeste, så vi kan hjælpe med at skabe de optimale rammer.
Når du kommer hjem
Børn finder tryghed i det, de kender, og de kan have brug for et frirum uden sygdom. Derfor er det vigtigt, at de forsætter deres daglige liv med skole, fritidsaktiviteter og venner.
Barnet eller den unge kan have brug for mere omsorg, end de plejer.
Børn og unge har ofte brug for at vise omsorg og prøve at trøste de voksne, men vær opmærksom på, at de ikke får en voksenrolle.
Mere information
Det kan være en god ide at få hjælp til at klare situationen. Du kan henvende dig til:
Barnets skole, børnehave m.fl. Det er vigtigt at inddrage skole og børnehave således, at lærere og pædagoger er orienterede og kan støtte barnet.
www.nårmorellerfarbliversyg.dk For børn og deres forældre. Blandt andet muligt for børn og voksne at få gode råd ved at læse andres historie.
www.bornungesorg.dk En privat hjælpeorganisation til børn og unge med sorg, der tilbyder gratis støtte og behandling til børn og unge op til 28 år. Anonym rådgivning på Sorglinjen tlf. 70 209 903. Se også www.erduokay.dk som særligt henvender sig til unge pårørende.
Egen læge herunder eventuelt henvisning til psykolog.
Sundhedsplejersken i egen kommune.
Sygehuspræst og dit eget sogns præst.
Trygfondens familiehus kan frit benyttes til leg og adspredelse af børn som pårørende, hvis de følges af en voksen. Legestuens åbningstid ses på www.trygfondensfamiliehus.dk
Café Nexus har aktivitetstilbud til unge - både patienter og pårørende. Se info på www.nexus.auh.dk.
Kontakt
Intensiv
Telefon
Intensiv Nord 1 + 2
7846 2952 (Sekretariat)
Intensiv Øst 1 + 2 + 3
3091 1111 (Sekretariat)
E-mail Sikker mail (Kræver MitID) Med sikker e-mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Adresse Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/785534
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.