Hjerne- og hjernehindebetændelse – undersøgelse og behandling (Infektionssygdomme)
Gå direkte til
Hjerne- og hjernehindebetændelse – undersøgelse og behandling (Infektionssygdomme)
Til dig der er indlagt med en hjerne- eller hjernehindebetændelse.
Årsag
Din hjerne- eller hjernehindebetændelse kan være meningitis, der er betændelse i de hinder, der omslutter hjernen og rygmarven eller encephalitis, der er betændelse i et område af selve hjernevævet.
Årsagen til infektionen kan være en virus, en bakterie eller noget helt tredje. Disse infektioner kan have meget forskellige forløb. Her kan du læse om det typiske indlæggelsesforløb. Vi vil fortælle dig om netop dit forløb.
Om forløbet
Du har fået foretaget en rygmarvsprøve, hvor der er blevet udtømt en smule af den væske, der ligger omkring hjernen og rygmarven. I væsken kan vi se, at der er en betændelsestilstand. Væsken undersøges for bakterier og virus.
Det varierer hvor hurtigt, der er svar på, hvad årsagen til betændelsen er. Nogle gange fås svaret hurtigt, andre gange går der op til 6 dage før, der er endeligt svar. I nogle tilfælde er det slet ikke muligt at påvise årsagen til betændelsen.
I starten af indlæggelsen tager vi blodprøver hver dag. Dette gør vi for at holde øje med din infektion og hvordan behandlingen virker.
Der kan være behov for, at du får lavet en scanning af hjernen. Det gør ikke ondt, men der kan være støjgener, og du skal ligge stille under undersøgelsen.
Du vil få mere information, hvis det bliver aktuelt for dig.
På afdelingen vil du i starten muligvis være isoleret på stuen. Dette gælder kun, hvis vi har mistanke om hjernehindebetændelse med bakterien meningokokker, såkaldt smitsom meningitis.
Ved isolation vil vi bære blå kittel og masker, når vi kommer ind til dig. Du kan læse mere om isolation i pjecen ”Isolation - hvorfor og hvordan.”
Efter et døgns behandling er der ikke længere risiko for smitte og isolationen ophæves. Hvis det drejer sig om smitsom meningitis, skal personer, du har haft tæt kontakt med have en forebyggende antibiotika-tablet.
Denne behandling følger Styrelsen for Patientsikkerhed op på.
Om behandlingen
I starten får du behandling, der dækker alle de hyppigste årsager til hjerne- og hjernehindebetændelse.
Når vi ved mere om hvilken virus eller bakterie, det drejer sig om, kan vi målrette behandlingen og fortælle dig, hvor længe du skal behandles.
Du er meget velkommen til at stille personalet spørgsmål angående dit forløb.
Behandlingen varer typisk 7-14 dage
Behandlingen gives direkte ind i en blodåre gennem et lille kateter
Kontakt
Infektionsklinikken
Telefon
40 45 98 12
Træffetid
Ændring og bestilling af tid v. sekretær
Alle dage fra kl. 9.00-12.00
Spørgsmål om dit forløb v. sygeplejerske
Mandag, tirsdag og torsdag kl. 8.00-9.00 og kl. 13.45-14.30
Onsdag kl. 8.00-9.00
Fredag kl. 8.00-9.00 og kl. 13.45-14.00
Åbningstid
Mandag - torsdag kl 8.00 - 15.30 Fredag kl 8.00 - 15.00 Telefontid mellem 8-12 og 13.00 - 14.30
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N Ingang E, Plan 2, E202
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.