Lumbalpunktur er en undersøgelse, hvor vi tager en prøve af rygmarvsvæsken fra den nederste del af rygmarvskanalen. Rygmarvsvæsken er den væske, der omgiver hjernen og rygmarven.
Væsken gendannes inden for det første døgn.
Lumbalpunktur er en undersøgelse, der bruges til at stille en nøjagtig diagnose.
Lumbalpunkturen har betydning for dit videre forløb på klinikken.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du tager blodfortyndende medicin, er det muligt, at du skal holde pause med denne før undersøgelsen/behandlingen. Dette aftales med lægen som beslutter at du skal have undersøgelsen.
Hvilken medicin skal du holde pause med?
Skal du tage en anden form for medicin i stedet, imens du holder pause?
Hvor længe inden undersøgelsen/behandlingen skal du holde pause?
Dog skal du ikke holde pause, hvis du tager Hjertemagnyl.
Det er vigtigt at drikke 2 til 3 liter i døgnene omkring undersøgelsen. Drik gerne koffeinholdige drikke som kaffe og cola.
Det er især risikoen for hovedpinen, som bliver reduceret ved, at du drikker rigeligt (3 liter dagligt) de første dage efter undersøgelsen og gerne koffein holdig væske (cola eller kaffe).
Medbring gerne en Cola til undersøgelsen, som kan drikkes efter undersøgelsen er gennemført.
På undersøgelsesdagen
Spis og drik gerne inden undersøgelsen
Om undersøgelsen
Lægen forklarer dig, hvorfor undersøgelsen bliver foretaget
Gennem en tynd kanyle udtages en afpasset mængde væske (spinalvæske) fra det hulrum, der omgiver rygmarven og hjernen (se fig. 1).
Ved nogle undersøgelser skal spinalvæsken sammenlignes med blodet, hvorfor nogle patienter vil få taget en blodprøve i forbindelse med lumbalpunkturen. Vi tager altid biokemi med.
Der er to måder du kan få foretaget undersøgelsen på. Det er lægen som vurderer hvilken der egner sig bedst til dig.
Undersøgelsen kan laves medens du sidder på sengekanten med krummet ryg.
Eller undersøgelsen laves medens du ligger på siden med knæene trukket op mod hagen.
Udførelsen varer ca. 15-30 minutter.
Når du sidder eller ligger rigtigt, vil lægen afmærke, hvor indstikket skal finde sted.
Huden vaskes med sprit.
Kanylen stikkes forsigtigt ind mellem to lændehvirvler. Hos enkelte patienter mærkes et kort smertejag ned i det ene ben.
Spinalvæsken tages langsomt ud. Spinalvæskens sendes til laboratoriet.
Kanylen fjernes og der sættes plaster på.
Du kan selv hjælpe til ved at slappe af og ved hele tiden at holde ryggen krummet.
Risici og bivirkninger
Hos nogle opstår hovedpine. Hovedpinen kommer som regel først nogle timer efter lumbalpunkturen.
Sammen med hovedpinen kan du føle utilpashed og svimmelhed. Hovedpinen bliver værre, når man står op og bliver mindre, når man ligger ned.
Hovedpinen er ikke farlig.
Hvis du får hovedpine anbefaler vi:
Fladt sengeleje i mindst 24 timer
Korte toiletbesøg
Spis og drik liggende på siden. Du bør drikke mindst 2-3 liter væske i døgnet.
Har du fortsat hovedpine efter 3 døgn bedes du kontakte hudafdelingens sengeafsnit på telefon 78 46 19 11.
Efter undersøgelsen
Får du lov til at hvile fladt i en seng, indtil vi modtager midlertidigt svar på prøven
Finder vi hvide blodlegemer i spinalvæsken, vil du blive tilbudt en kortvarig indlæggelse i vores sengeafsnit (2 dages indlæggelse med 1 overnatning).
På første indlæggelsesdag, får du lagt permanent plastikrør i din albuebøjning (MED-line kateter). Den første og anden behandling gives under indlæggelse, hvorefter resten af behandlingen (1 dosis dagligt i 10-14 dage) kan gives i eget hjem ved hjælp af en hjemmesygeplejerske.
Når du kommer hjem
Tag den med ro resten af dagen og undgå fysisk belastende aktivitet
Drik en del væske det første døgn efter undersøgelsen
Du må fjerne plasteret 24 timer efter undersøgelsen
Videre forløb
Svar på undersøgelsen vil du, efter aftale, få enten skriftlig eller ved nyt besøg i afdelingen
Kontakt
Hud- og Kønssygdomme
Telefon
7846 1833
Tryk 1
For sekretær
Træffetid kl. 08.00-12.30
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/947825
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.