Når du har været til din første lægekonsultation, bestiller sekretæren blodprøverne.
Blodprøverne kan du få taget samme dag ved afdelingen for blodprøver og biokemi.
Om behandlingen
Din behandling med Tralokinumab varetages af læger og sygeplejersker i vores specialklinik for atopisk eksem.
Første gang du skal have Tralokinumab skal du observeres i afdelingen i 30 minutter efter medicinene er givet. Dette skyldes, at du i meget sjældne tilfælde kan få en allergisk reaktion på Tralokinumab.
Hvis du tåler Tralokinumab, vil du blive oplært i selv at foretage behandlingen derhjemme.
Hvis det er svært for dig at stikke dig selv, kan en af dine pårørende oplæres i det. Du kan også få hjælp fra hjemmesygeplejersken.
Vurderes det, at behandlingen ikke kan varetages i dit eget hjem, planlægges videre behandlingsforløb ved hjemmesygeplejen.
Medicinen tages som en indsprøjtning i fedtvævet under huden.
En sygeplejerske lærer dig, hvordan du selv tager medicinen.
Hvis du ikke kan stikke dig selv, kan en af dine pårørerende lære det, og skal i så fald deltage i konsultationen.
Hvis hverken du eller dine pårørende kan stikke, er der andre muligheder:
Hjælp fra en hjemmesygeplejerske - vi vil sørge for, at der gives besked til hjemmesygeplejerskerne.
Hjælp af din egen læge til indsprøjtning af medicinen - dette skal du selv aftale.
Du får udleveret medicin i forbindelse med, at du er til konsultation i afdelingen første gang. Derefter skal du hente medicinen i en udleveringsboks. I særlige tilfælde kan du få medicinen tilsendt.
Du aftaler med lægen eller sygeplejersken i afdelingen, hvordan du får din medicin udleveret.
Tralokinumab gives hver 2. uge som en indsprøjtning ind i fedtvævet i underhuden, enten på maven eller på låret. Dog ikke mindre end 5 cm fra navlen.
Første gang du skal have medicinen, får du 4 indsprøjtninger (en dosis på 600 mg). Herefter får du 2 indsprøjtning (en dosis på 300mg) hver anden uge.
Sådan virker medicinen
Efter 12-16 uger vil du opleve fuld effekt af behandlingen.
Risici og bivirkninger
Som ved alle andre lægemidler kan der forekomme bivirkninger. De fleste bivirkninger opstår indenfor de første dage efter første behandling, og varer typisk et par uger.
Det er vigtigt, at du læser indlægssedlen, som udleveres sammen med medicinen.
Den hyppigste bivirkning ved medicinen er en let hudreaktion ved indstikstedet (rødme, ømhed, kløe). Hudreaktionen varer i gennemsnit 3-5 dage, og opstår især i begyndelsen af behandlingen.
De fleste har ingen problemer efter de første måneders behandling.
Øjenbetændelse forekommer oftere, når du er i behandling med Tralokinumab.
Dog oplever mange patienter med atopisk eksem generelt at have øget tendens til øjenbetændelse.
Hvis du får tørre, irriterede øjne under behandlingen, kan du anvende fugtende øjendråber, der fås i håndkøb på apoteket.
Ring til afdelingen, hvis du, under behandlingen, får nye problemer med dine øjne, eller hvis dine øjensymptomer bliver værre
Du kan have let øget risiko for infektioner med herpesvirus
Vær opmærksom på
Da medicinen er relativ ny, er der ikke så stor erfaring med at anvende den under graviditet og amning. Ved svær eksem, kan man overveje at fortsætte med medicinen under graviditet.
Hvis du har et ønske om at blive gravid, er det derfor vigtigt at drøfte den videre behandling med lægen.
Kontakt altid Hudafdelingen, hvis du er i tvivl om, om du må få en bestemt vaccine, mens du får medicinen.
Du må gerne vaccineres med dræbte vacciner, som eksempelvis dem mod influenza, lungebetændelse og stivkrampe.
Undgå vaccination med levende vacciner under behandlingen. Hvis du har brug for en levende vaccine, som eksempelvis gul feber, bør den gives inden du starter på medicinen.
Hvis du har brug for en levende vaccine, eksempelvis mod gul feber, mens du er i behandling, skal du kontakte Hudafdelingen for en ny behandlingsplan, da medicinen ikke kan gives i en længere periode omkring vaccinationstidspunktet.
Det er ikke farligt at lade sig vaccinere under behandlingen, men der er risiko for, at vaccinen ikke slår så godt an, altså at du får en lidt mindre beskyttende effekt af vaccinen.
Når du starter med en ny behandling, og har planer om udenlandsk rejseaktivitet, anbefales du at kontakte dit forsikringsselskab.
Forsikringsselskaber har forskellige regler for rejseforsikringer.
Når du får biologisk behandling, skal du være opmærksom på, at medicinen skal opbevares nedkølet, også under rejsen. Du skal derfor medbringe en køleboks som en del af din håndbagage.
Vi anbefaler, at du kontakter flyselskabet inden afrejse og informerer om, at du medbringer medicinen.
Du skal også medbringe rejsekort om din medicin. Det har du fået udleveret i afdelingen, da du startede behandlingen. Henvend dig til afdelingen, hvis du har brug for et nyt rejsekort.
Det er altid en god idé:
at have en samlet liste over sin medicin med på rejser til udlandet
at tage lidt ekstra medicin med, hvis du bliver opholdt på rejsen
at medbringe medicinen i original emballage, så kan toldere og politi se, hvad du har med
I nogle lande kan det være problematisk at have sprøjter og kanyler med. Du kan med fordel kontakte det pågældende lands ambassade i Danmark og undersøge, hvordan det forholder sig inden du rejser.
Rejser til tropiske/subtropiske områder bør drøftes med hudlægen inden afrejsen.
Når du kommer hjem
Medicinen skal opbevares mellem 2 og 8 grader, hvilket svarer til køleskabstemperatur.
Du bør reservere en hylde eller skuffe i køleskabet til din medicin.
Det anbefales, at medicinen opbevares i original indpakning.
Hver gang du skal tage medicinen, anbefales du at vælge et nyt indsprøjtningssted.
Medicinen må ikke indsprøjtes i hud, som er øm, beskadiget eller har blå mærker eller ar.
Brugte sprøjter og penne skal bortskaffes som risikoaffald i gule kanylebøtter.
Gule kanylebøtter kan anskaffes og indleveres på apoteket.
Hvis du glemmer at tage en sprøjte, skal du tage sprøjten så snart du opdager det og ændre dagen for næste indsprøjtning, så der igen er samme tidsinterval.
Første gang du skal have medicin, skal du medbringe en køletaske og frosne køleelementer.
Køletaske og frosne køleelementer sikrer, at du kan transportere medicinen korrekt.
Hvis du ikke har køletasken og køleelementerne med, kan vi ikke udlevere medicinen til dig.
Hvis du har medicin, der er defekt, eksempelvis hvis medicinen ikke er klar, eller pennen/sprøjten ikke virker, skal det afleveres på apoteket.
Er du stoppet med din medicin og har noget til overs, skal du enten aflevere det på Afdelingen for Hud- og Kønssygdomme, eller på apoteket
Videre forløb
Hvis du ikke har haft nogen effekt af behandlingen efter 16 uger, bør behandlingen stoppes.
Hvis du har delvis effekt af behandlingen, kan det være gavnligt at fortsætte behandlingen i længere tid.
Du vil få besked om det, hvis der skal tages ekstra blodprøver.
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1421539
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.