Abrocitinib (Cibinqo®) er en tabletbehandling, som gives til patienter med moderat til svær atopisk eksem, hvor anden behandling ikke har virket eller ikke virker tilstrækkelig godt.
Behandlingen virker både på eksemet og kløen. Behandlingen kombineres oftest med lokalbehanlding med steroidcreme, som smøres på huden, og du skal altid bruge fugtighedscreme.
Forbered dig til behandlingen
Undersøgelsen er blandt andet til for at udelukke, at du har eller har haft skjulte infektioner som tuberkulose eller kronisk leverbetændelse, da der under behandlinge med biologisk medicin er risiko for, at disse sygdomme kan forværres eller blusse op igen.
Det er lægen, der vurderer, om der er behov for, at du skal have foretaget røntgenundersøgelse af lungerne.
Om behandlingen
Hvis du får kvalme af at tage tabletten, kan det hjælpe at tage den sammen med mad.
Tabletten må ikke deles, knuses eller tygges, før den sluges
Hvis du glemmer at tage en tablet en dag, springer du tabletten over og fortsætter som vanligt, når det er tid til næste tablet.
Behandlingen påvirker dit immunsystem. Du skal derfor holde pause med medicinen, hvis du får en infektion med feber over 38 C eller føler dig alment dårlig, og ikke er i stand til at lave det du plejer.
Du kan tage medicinen igen, når du ikke har feber, er færdig med eventuel antibiotikabehandling og føler dig rask. Du kan tage medicinen et par dage efter eller vente til den næste planlagte dag, hvor du normalt tager den.
Hvis du har en almindelig forkølelse eller en overfladisk infektion i huden, skal du ikke holde pause med medicinen.
Visse bivirkninger kan du ikke selv mærke, men vi kan se dem i dine blodprøver.
Det kan være:
For lavt antal blodplader (celler, der hjælper med at få blodet til at størkne)
Påvirkning af leverblodprøver og kolesteroltal
For lavt antalt af hvide blodlegemer
Sådan virker medicinen
Ved atopisk eksem er der en fejl i kroppens immunsystem, så det angriber kroppens egne celler og danner en betændelsestilstand også kaldet inflammation. Immunsystemet bliver på en måde overaktivt.
Medicinen hæmmer nogle af de signalstoffer i immunsystemet, som medvirker til at danne betændelse i huden. Derved bliver betændelsen og eksemet dæmpet.
Behandlingen kan holde sygdommen i ro ved at bremse betændelsesreaktionen i huden.
Behandlingen virker oftest i løbet af dage til uger, og hvis der er grund til at stoppe behandlingen, er stoffets effekt ude af kroppen efter 3-10 dage.
Risici og bivirkninger
De fleste tåler behandlingen uden generende bivirkninger. Hvis du får bivirkninger til behandlingen, må du kontakte os.
De hyppigste bivirkninger er:
Infektioner, fx infektioner i luftvejene (halsbetændelse, bihulebetændelse, lungebetændelse), blærebetændelse, forkølelsessår og helvedsild
Kvalme
Diarré, mavesmerter og fordøjelsesbesvær
Forhøjet kolesteroltal
For lavt antal blodplader (celler, der hjælper med at få blodet til at størkne)
Påvirkning af levertal
For lavt antal hvide blodlegemer i blodet
Akne
Risikoen for eventuelle langtidsbivirkninger er endnu ikke endeligt afklaret.
Medicinen kan muligvis fremme en eksisterende kræftsygdom, herunder hudkræft og lymfekræft.
Der er dog ikke noget, der tyder på, at behandlingen i sig selv øger risikoen for udvikling af kræft.
Læs en komplet liste over bivirkninger på indlægssedelen i pakken med medicinen.
Vær opmærksom på
Kvinder skal bruge prævention under behandlingen.
Kvinder skal stoppe med behandlingen 4 uger før planlagt graviditet og må ikke tage medicinen under amning.
Mænd i behandling med Abrocitinib (Cibinqo®) kan fortsætte behandlingen.
Tal med lægen, hvis du planlægger graviditet.
Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza hvert efterår, når du får medicin, som påvirker dit immunsystem.
Vaccinen er gratis, og du kan for eksempel få den hos din egen læge.
Kontakt altid Hudafdelingen, hvis du er i tvivl om, om du må få en bestemt vaccine, mens du får medicinen.
Du må gerne vaccineres med dræbte vacciner, som eksempelvis dem mod influenza, lungebetændelse og stivkrampe.
Undgå vaccination med levende vacciner under behandlingen. Hvis du har brug for en levende vaccine, som eksempelvis gul feber, bør den gives inden du starter på medicinen.
Hvis du har brug for en levende vaccine, eksempelvis gul feber, mens du er i behandling, skal du kontakte Hudafdelingen for en ny behandlingsplan, da medicinen ikke kan gives i en længere periode omkring vaccinationstidspunktet.
Det er ikke farligt at lade sig vaccinere under behandlingen, men der er risiko for, at vaccinen ikke slår så godt an, altså at du får en lidt mindre beskyttende effekt af vaccinen.
Kontakt hudlæge/sygeplejerske inden en eventuel operation
Sammen kan I planlægge behandlingen i perioden omkring din operation.
Hovedreglen for dette er:
Vi anbefaler, at du tager sidste dosis med Abrocitinib 1 uge før større operationer. Dette er for at nedsætte din risiko for infektion.
Du kan starte med at tage Abrocitinib igen, når din operation er vel overstået. Såret skal være helet op og være uden tegn på infektion.
Vi anbefaler, at du kontakter dit forsikringsselskab forud for udlandsrejser, når du er i behandling med Abrocitinib.
Det er altid en god idé at:
Have en samlet liste over medicin med på rejser til udlandet
Tage lidt ekstra medicin med, hvis du bliver opholdt på rejsen
Medbringe medicinen i original emballage, så toldere og politi kan se, hvad du har med.
Når du kommer hjem
Abrocitinib tåles normalt godt sammen med andre lægemidler, Abrocitinib kan anvendes sammen med Methotrexat.
Følgende lægemidler kan dog påvirke virkningen af Abrocitinib:
Probenecid (mod urinsyregigt)
Leflunomid (mod gigtsygdomme)
Teriflunomid (mod multipel sklerose).
Videre forløb
Du skal have taget blodprøver regelmæssigt, når du får Abrocitinib.
Det skal du, fordi de bivirkninger, du ikke selv kan mærke, kan måles i dit blod.
Det vi måler i blodprøverne er bl.a.:
Antallet af hvide blodlegemer
Antallet af blodplader
Dine nyre- og levertal
Kolesteroltal efter 8-12 uger
Der kan ikke udleveres Abrocitinib, hvis blodprøvernekontrollerne ikke overholdes.
Svar på blodprøver - personalet kontakter dig ved behov
Personalet i klinikken ser dine blodprøver og kontakter dig, hvis der er behov for det.
Du kan selv se dine blodprøvesvar på www.sundhed.dk efter få dage. Enkelte blodprøver kan dog tage længere tid at analysere.
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1441532
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.