Wet Wrap er en behandling, som består af en meget fed creme fx Warmings basiscreme, tube-bandager (eksempelvis Tubifast) og varmt vand.
Bandagen er i en rørformet vævning af bomuld/viskose, som sikrer den rette fugtighed, og at materialet ligger tæt til huden.
Vær opmærksom på
Kontakt din egen læge, hvis du har mistanke om infektion og få betændelsen behandlet.
Tegn på infektion er:
smerter
rødme
hævelse
varmefornemmelse i huden
Første gang du bruger Wet Wrap, skal du kun pakke en arm eller et ben ind for at sikre, at din hud tåler behandlingen
Hvis din hud ikke tåler behandlingen, vil du opleve tiltagende kløe
Sådan gør du
Hvis din hud er meget medtaget af eksem, kan Wet Wrap bruges hver dag og gerne natten over, indtil eksemet igen har lagt sig, og huden ikke længere er så tør og kløende
Herefter bruges Wet Wrap fx 3 gange om ugen, til du fornemmer det går godt.
Der er ingen regler for, hvor længe bandagen skal sidde på eller hvornår den skal skiftes.
Når du bliver fortrolig med at bruge Wet Wrap, finder du selv frem til hvor ofte du skal bruge Wet Wrap, for at din hud ikke bliver tør og har meget eksem.
Smør den fede creme (Warming basiscreme) i et tykt lag på den del af huden, du ønsker at pakke ind
Vær opmærksom på at du ikke klipper for små huller til fingre og tæer, da det kan give hævelse, når bandagen tørrer og derved bliver mindre.
Klip Tubifast 15-20 cm længere end nødvendigt, da bandagen krymper lidt, når den bliver våd.
Det er vigtigt, at den bandage, der skal dække ben og fødder, er så lang, at tæerne kan bevæge sig uhindret. Igen skal du være opmærksom på, at bandagen bliver mindre, når den tørrer.
Tjek, at bandagen sidder tæt og glat ind til huden, så du ikke afkøler for meget.
Det inderste lag, som skal være vådt og det yderste lag, som skal være tørt.
Det inderste lag, skal vædes i varmt vand (38-40 grader), herefter vrides det hårdt op og trækkes op over den smurte hud, så den ligger glat.
Vær opmærksom på at vandet til bandagen fortsat har en behagelig temperatur. Dette er vigtigt, så du undgår at blive afkølet og bandagen føles ubehagelig.
Det yderste tørre lag skal lægges oven på det inderste fugtige lag. Det har til formål at holde på fugtigheden, sikre bandagen og beskytte tøjet.
Bandagen kan genbruges og vaskes i vaskepose. Her anbefales det at zigzagge kanterne på symaskine for at undgå, at kanten trævler. Du skal være opmærksom på, at materialet er lavet af bomuld og derfor krymper meget.
Videre forløb
Wet Wrap tilfører huden fugt og gør huden smidig og virker forebyggende mod skader på huden, som kløe og krads kan forvolde.
Ved at have en velfugtet hud vil du for eksempel kunne få en roligere og mere uforstyrret nattesøvn.
Mere information
I skemaet kan du se størrelser, anvendelser og referencenumre på pakninger:
Farvekode /størrelse
Eksempler på anvendelse
Referencenr. på pakning
Rød. 8-15 cm
Small. Arme og ben, små børn.
2434
Grøn. 10-25 cm
Medium. Børneben, voksne arme
2436
Blå. 20-45 cm
Large. Barnekrop. Voksne arme eller underben.
2438
Gul. 35-65 cm
Extra Large. Lidt større barnekrop. Voksne ben.
2440
Beige. 50-120 cm
Extra Extra Large. Stor barnekrop. Voksen krop
2442
Kontakt
Hud- og Kønssygdomme
Telefon
7846 1833
Tryk 1
For sekretær
Træffetid kl. 08.00-12.30
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Sengeafsnittet for Hud- og Kønssygdomme
Tlf. 7846 1911 (Sekretær)
Tlf. 7846 1913 (Sygeplejerske)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/904301
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.