PDT (Udendørs) - Behandling af forstadier til hudkræft/solskader med Fotodynamisk Terapi (Hud- og Kønssygdomme)
Gå direkte til
PDT (Udendørs) - Behandling af forstadier til hudkræft/solskader med Fotodynamisk Terapi (Hud- og Kønssygdomme)
Fotodynamisk terapi i dagslys (PhotoDynamic Therapy, PDT) er en lysbehandling af forstadier til hudkræft (aktiniske keratoser), som forgår udendørs.
Der tilbydes kun dagslys PDT i perioden 1. april til 1. oktober.
Behandlingen tilbydes til patienter med basalcellehudkræft eller forstadier til hudkræft, hvor der er specielt behov for et kosmetisk optimalt resultat ved behandlingen. F.eks. i hoved og hals området.
I enkeltstående tilfælde kan der også ske behandling af andre hudsygdomme.
Vær opmærksom på
Du kan tabe håret helt eller delvist, hvis du får behandling i et hudområde med meget hår
Hvis du har fået behandling tæt ved øjet, skal du bruge klap i 1-2 døgn efter behandlingen
I enkelte tilfælde kan der dannes arvæv og mere vedvarende rødmen i det behandlede område
Selve lysbehandlingen kan forgå hjemme, hvis transporten hjem er under 30 minutter
Forbered dig til behandlingen
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle eventuelle smerter, når du kommer hjem efter operationen:
Paracetamol (Pamol, Panodil eller Pinex)
Medicinen kan købes i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du kan købe Klorhexidinsalve i håndkøb på apoteket.
Klorhexidinsalve kan bruges til behandling eller som forebyggende behandling af infektioner, men det er ikke sikkert du får brug for det.
På behandlingsdagen skal du undgå cremer, solcreme eller andre hudplejemidler på det hudområde, der skal behandles
Medbring noget, som du kan fordrive ventetiden med
Om behandlingen
Før belysningen vil du i de fleste tilfælde få taget hudprøve og foto af huden
Dagslys PDT kan ikke gives på regnvejrsdage eller hvis temperaturen er under 10 grader udendørs.
Sygeplejersken vil smøre solcreme på det hudområde, der skal behandles. Den øvrige hud, som ikke er dækket af tøj vil også blive smurt med solcreme som solbeskyttelse.
Sygeplejersken vil efter ca. 15 min. skrabe skæl og skorper af huden i det område, der skal behandles.
Herefter smører sygeplejersken behandlingscremen på huden (Metvix ® eller Ameluz ®). Det kan svie kortvarigt. Cremen optages i de syge celler så disse bliver følsomme over for rødt lys som findes i solens stråler.
Du skal herefter opholde dig udendørs i dagslyset i 2½ time. Efter cremen er påsmurt, må der maksimalt gå 30 minutter, før du starter din behandling i dagslyset.
I belysningsperioden er det tilladt at opholde dig inden døre i 5 minutter at opholde fx for at gå på toilettet.
Du kan opleve en stikken eller prikken i huden under opholdet i dagslyset.
Når belysningsperioden er slut, vaskes det behandlede område af med vand.
Du vil opleve udtalt rødme på det behandlede område.
Du vil opleve, at det stikker og prikker i huden.
5-10% får blærer i huden, disse forsvinder igen efter 3-4 dage.
Der kan opstå sår, som vil forsvinde efter 1-2 uger.
Ca. 80 % af tilfældene med overfladisk basalcellehudkræft kureres fuldstændigt.
Ca. 90 % af tilfældene med forstadier til hudkræft kureres.
Ved behandling af basalcellehudkræft eller forstadier til hudkræft, vil der i langt de fleste tilfælde efterlades et resultat, der er pænere end andre behandlingsformer.
Hvis PDT-behandlingen for hudkræft ikke virker, vil du blive tilbudt anden behandling
Når du kommer hjem
Hudcellerne er stadig lysfølsomme et døgn efter behandlingen, og vi anbefaler derfor, at du enten opholder dig indendørs eller beskytter dig med solcreme og/eller stof resten af den dag, du har fået behandling og den efterfølgende dag.
Udsætter du hudområdet for lys, risikerer du en kraftigere reaktion, men du opnår ikke en bedre effekt af behandling.
Vask huden med vand og mild sæbe 1 gang dagligt, indtil huden er helet.
Hvis der er opstået sårdannelse, kan du bruge desinficerende klorhexidin creme 2-3 gange dagligt for at modvirke infektion. Ellers plejer du din hud som normalt.
Efter behandlingen kan der dannes sårskorpe og forekomme rødme og hævelse, der typisk svinder i løbet af ca. 1-2 uger
Kraftig rødme,
varme,
hævelse og
smerter
Vær opmærksom på, at du, de første døgn efter behandlingen, vil oplev disse symptomer på grund af behandlingen.
Hvis symptomerne fortsætter mere end 2-3 dage efter behandlingen, skal du kontakte din egen læge.
Videre forløb
Efter behandling af basalcelle hudkræft
Kontrol ca. 3 måneder og 1 år efter sidste behandling.
Efter behandling af forstadier til hudkræft/solskader
Kontrol ca. 3 måneder efter sidste behandling.
Hvis behandlingen ikke har været tilstrækkelig
Vil der enten blive tilbudt ny PDT behandling eller anden behandling f.eks. afskrabning, kirurgisk fjernelse eller frysning.
Generelt er der risiko for pigmentforandringer i det behandlede hud område, hvis det udsættes for stærk sol i de første måneder efter behandlingen. Dæk derfor huden til med tøj, hat og/eller solcreme med faktor 50.
Beskyt din hud mod sollys ved at du smører din hud hver dag fra april til og med oktober med solfaktor 30-50.
Anvend solhat som går ud over ørene - gerne lavet af stof med UV-filter
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/977560
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.