Tjære virker dæmpende på eksem og psoriasis og dæmper rødme, irritation og kløe samt nedsætter celledeling.
Behandlingen bruges til hænder, fødder og andre områder af huden.
Vær opmærksom på
Tjærebehandlingen lugter stærkt og kan give let kvalme og hovedpine
Vi anbefaler derfor, at du bruger gammelt tøj, håndklæder og sengetøj i behandlingsperioden.
Brug tøj der kan tåle gentagne vask på 60 grader, og som efter endt behandling evt. kan kasseres.
Stenkulstjære
Kvillajatjære - denne tjære er farveløs og gør det svært at vurdere, hvor langt du er kommet, når du pensler din hud. Det kan derfor være nødvendigt at gå systematisk til værks.
Undgå tjærebehandling, hvis du er gravid/ammer eller har allergi overfor tjære
Forbered dig til behandlingen
Tjæren kan ikke fås på apotek. Derfor får du det udleveret på klinikken, hvor du får tjære med til behandlingsperioden. Hvis du får brug for mere, skal du ringe til klinikken og aftale udlevering af tjære.
Du skal have dine hænder/fødder i en balje med vand i 10 minutter. Sætter du en alarm på din mobil, kan du ikke selv slukke den med det samme, da din mobil vil blive klistret ind i tjæren.
Afhængig af dit arbejde, kan du være nødt til at være sygemeldt under behandlingen. Tjærebehandlingen lugter og klistrer, så står du i køkken eller andet, kan det være svært at udføre dit arbejde. Tal med lægen og sygeplejersken om dette.
I klinikken får du udleveret en pjece om indkøbsmuligheder af bomuldshandsker.
Om behandlingen
Du kan med fordel udføre behandlingen om aftenen eller inden du går i seng
Det er en god ide at have alt det, du skal bruge klar, så du let kan tilgå det, inden du begynder behandlingen.
Du skal bruge følgende:
En balje med en plastikpose om - Kom lunkent vand i baljen
Et afdække under baljen
Tjæren - du kan med fordel hælde det tjære, du skal bruge op i et lille bæger
Vatpind
Lille bæger med vand til at fugte vatpinden
Kartoffelmel
Bomuldshandsker eller strømper alt efter, hvilket område du skal behandle
Et mørkt håndklæde der må blive beskidt - håndkædet bliver ikke rent igen efter brug og vask
Fugt en vatpind - dette for at tjæren kan afgives til huden
Pensel i hårenes retning på det område der skal behandles (hænder/fødder). Pensles der mod hårenes retning, kan der opstå små bumser
Kom herefter hænder/fødder i baljen med lunket vand i 10 minutter. Vandet gør huden mere gennemtrængelig for tjæren og gør derved behandlingen mere effektiv
Tag dem op af vandet og dup dem tørre med et håndklæde
Drys med kartoffelmel på hele området med tjære, så tjæren ikke klistrer
Tag bomuldshandsker eller strømper uden på det behandlede område
Som regel gives tjærebehandlingen sammen med steroid creme og fugtighedscremer.
Ved samtidig behandling med steroid-cremer og fugtighedscremer skal du gøre følgende:
Vent minimum 3 timer efter tjærebehandlingen med at smøre steroid- og eller fugtighedscreme på
Tjærebehandler du om aftenen/til natten, er det en god ide at smøre med cremer om morgenen
Brug gerne fed fugtighedscreme flere gange i løbet af dagen
Tjæren må ikke blive vasket af, og derfor skal du undgå grundig håndvask under behandlingen. Du må gerne bruge håndsprit.
Kontakt hudklinikkens sygeplejersker, hvis dit eksem bliver værre under behandlingen
Videre forløb
Behandlingen kan eksempelvis udføres dagligt i 3-4 uger til hånd- og fodeksem.
Andre tilstande behandles dagligt i 5-20 dage, eller indtil der er opnået tilfredsstillende effekt.
Når du opholder dig udendørs i solen, skal alle de tjærebehandlede områder dækkes med tætvævet stof.
Kontakt
Hud- og Kønssygdomme
Telefon
7846 1833
Tryk 1
For sekretær
Træffetid kl. 08.00-12.30
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/970929
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.