Mohs kirurgi - Behandling af hudkræft (Hud- og Kønssygdomme)
Gå direkte til
Mohs kirurgi - Behandling af hudkræft (Hud- og Kønssygdomme)
Du skal have foretaget en mindere operation i huden, da du har fået diagnosticeret et område med hudkræft.
Med Mohs kirurgi kan man fjerne hudkræft fuldstændigt, uden at skulle fjerne unødvendigt sundt væv. Det er muligt ved hjælp af et mikroskop, at vurdere om sårkanterne er fri for tumor-væv.
Hvis der stadig er synlig tumor, fjernes mere væv, men kun hvor det er nødvendigt. Denne teknik bruges til hudkræft i hoved- og halsområdet. Man bliver ikke indlagt til denne type operation.
Vær opmærksom på
Hvis du får Acetylsalicylsyre (fx. hjertemagnyl, hjerdyl, magnyl m.fl.) kan dette fortsættes.
Hvis du får Warfarin (Marevan) eller Phenprocoumon (Marcoumar) skal INR være under 2,5. Prøven skal være taget inden for den sidste uge
Hvis du får øvrige blodfortyndende medicin, hvor der ikke allerede er lagt plan ifht. eventuel pausering inden operationen, skal du kontakte os eller egen læge (Se kontaktoplysningerne i den grønne boks).
Eksempler på lægemidler der virker blodfortyndende:
Dabigatran etexilate (Pradaxa®)
Apixaban (Eliquis®)
Rivaroxaban (Xarelto®)
Edoxaban (Lixiana®)
Dipyridamol (Persantin®)
Clopidogrel (Plavix®)
Ticagrelor (Brilique®)
Prasugrel (Efient®)
Vi anbefaler, at du ikke ryger, bruger nikotinerstatning eller e-cigaretter, 6 uger før og indtil 6 uger efter operationen, da det nedsætter ophelingen og giver hyppigere komplikationer.
Ryger man har huden svært ved at hele, fordi rygning påvirker den blodforsyning til huden, som er nødvendig for både at hele og danne pæne ar.
Sådan påvirker rygning dine celler:
Nikotin får muskelcellerne til at trække sig sammen, så blodårene bliver smallere, og den mængde blod som kan komme igennem blodåren bliver mindre.
I blodet transpoterer de røde blodlegemer ilten rundt til alle celler i kroppen, også til celler i huden.
Tobaksrøgen indeholder desuden en giftige luftart som hedder kulilte. Kulilten påvirker de røde blodlegemer, så de har sværere ved at afgive ilten til hudcellerne.
Vi vil anbefale at du får en pårørende til at køre dig.
Din reaktionsevne kan være påvirket efter et mindre indgreb og derfor anbefaler vi, at du ikke selv kører hjem. Der kan være nogle forsikringsselskaber, der er opmærksomme på ovennævnte, såfremt uheldet er ude.
Hvis dit helbred ikke tillader, at du kan tage tog eller bus, kan du i nogle tilfælde blive kørt med Region Midtjyllands kørselsordning.
Når du selv eller en pårørende sørger for transporten, kan du være berettiget til tilskud.
Læs mere om mulighederne for at få tilskud og blive kørt til hospitalet på
Se eventuelt også Færdselsloven § 54, stk. 2: "Et motordrevet køretøj må endvidere ikke føres eller forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde".
Forbered dig til operationen
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle eventuelle smerter, når du kommer hjem efter operationen:
Paracetamol (Pamol, Panodil eller Pinex)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du skal være på hospitalet i ca. 6-8 timer - Tag en pårørende med, som kan være samme med dig
På operationsdagen
Du skal tage et grundigt bad og børste tænder, inden du møder til operation. Dette for at forebygge infektion.
Smør dig ikke ind i creme på området, hvor du skal opereres. Brug heller ikke makeup.
Hvis du har piercinger i ansigtet, skal de fjernes.
Hvis du anvender kontaktlinser, er det en god ide at medbringe briller.
Tag rent tøj på - du har eget tøj på under operationen
Du skal ikke være fastende, fordi operationen foregår i lokalbedøvelse.
Dit sundhedskort
Indkaldelsesbrev
Mad og drikke til ventetiden
Eventuelt læsestof
Eventuelt musik, som du kan høre undervejs. Det kan virke afslappende.
Du modtages af en læge eller sygeplejerske - lægen informerer dig om detaljer i forhold til operationen
Om operationen
Efter du har lagt dig til rette på lejet markerer lægen tumoren med en lille margen. Derefter rengøres det kirurgiske område med et desinfektionsmiddel.
Området lokalbedøves. Du vil kunne mærke en kortvarrig brændende fornemmelse i huden, hvor bedøvelsen sprøjtes ind.
Når bedøvelsen virker, placeres små suturer for makering. Derefter skæres hudtumoren væk. Bagefter sættes en forbinding på.
Det tager ca. 30 minutter.
Det fjernede vævsstykke fryses og skæres i tynde skiver (også kaldet sektioner).
Vævsskiverne vurderes af lægen under et mikroskop for at afgøre, om der stadig er kræftceller i sårkanterne og i dybden.
Det er muligt at se om der stadig er kræftceller langs kanten af vævsskiverne .
Ventetiden til det første resultat er ca. 1-3 timer.
Der vil være en pause, hvor du skal sidde i venteværelset, mens du venter på resultaterne af den mikroskopiske undersøgelse
Du skal blive i afdelingen, mens vi undersøger vævsstykket fra dig.
Du vil blive informeret, så snart resultatet af den mikroskopiske undersøgelse er klart.
Hvis tumorceller stadig ses i mikroskopet, skæres endnu et stykke hud væk og undersøges.
Denne procedure gentages, indtil tumoren er væk.
For at lukke såret, er det normalt nødvendigt at give ekstra lokalbedøvelse.
Om såret kan syes sammen straks, afhænger af sårets placering og størrelse.
Det vurderer lægen.
Hvis sårkanterne ikke kan sys sammen, er der andre muligheder for at lukke såret. For eksempel kan det blive nødvendigt at flytte huden fra ”nabo-område” med såkaldt ‘lap plastik’, som i det tilfælde giver det optimale kosmetiske resultat.
Efter sygning af såret påsættes en forbinding, som skal give et tryk lokalt over såret.
Risici og bivirkninger
Når lokalbedøvelsen holder op med at virke efter 2-3 timer, kan du få brug for at tage paracetamol (Pamol, Panodil eller Pinex). Følg anvisningen fra indlægssedlen.
Du bør undgå tabletter med acetylsalicylsyre, for eksempel Kodimagnyl, da det øger risikoen for blødning.
Efter operationen
Tegn på infektion er:
rødme
hævelse
ømhed
varme
lugt
tykt pus/betændelse
feber
Det er ikke unormalt, at der siver lidt blod fra arret den dag, du er opereret.
Begynder det at bløde mere, skal du i 15 min. presse et rent klæde mod arret.
Hvis blødningen ikke stopper, gentager du dette igen i 15 min.
Bløder det fortsat, skal du ringe til afdelingen.
Når du kommer hjem
Du kan gå i bad med plastret. Det duptørres efter bad.
Hvis det løsner lidt i kanten, skal du forstærke det med andet plaster.
Hvis plastret er gennemsivet med 2/3 blod, skal det skiftes.
Nogle gange gives der en ydre komprimerende forbinding på, som kan fjernes dagen efter operationen.
Stingene fjernes typisk efter ca. 7 dage i afdelingen
Personalet informerer dig om, hvordan du skal forholde dig efter operationen, bl.a hvornår du kan gå på arbejde, og hvornår du må være fysisk aktiv.
Du skal vente op til 4 uger efter operationen med hård fysisk aktivitet som fx løbeture og styrketræning.
Du bør undgå at løfte tunge ting, og du skal holde hovedet over hjertehøjde.
Du kan gå i svømmehallen eller bade i havet, når arret er helt og uden skorper.
Vi anbefaler, at du bruger englehud plaster på langs af arret i 3 måneder. Du skal skifte plastret 1-2 gange ugentligt eller efter behov.
Dæk arret til med tøj, solcreme faktor 50 og/eller englehud op til 1 år.
Plasteret vil blokere for ultraviolette stråler, som medvirker til solforbrænding af huden. Arret er ekstra sårbar for ultraviolette stråler, fordi det oftere har lysere pigmentering end resten af huden.
Englehud kan købes på apoteketer, sygepleje- og matas butikker.
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Sengeafsnittet for Hud- og Kønssygdomme
Tlf. 7846 1911 (Sekretær)
Tlf. 7846 1913 (Sygeplejerske)
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/898861
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.