Laserbehandling af Acne (Cicatrix/Acnear) (Hud- og Kønssygdomme)
Gå direkte til
Laserbehandling af Acne (Cicatrix/Acnear) (Hud- og Kønssygdomme)
Acne er en meget hyppig hudsygdom, der rammer næsten 80 % af teenagere i varierende grad. Nogle udvikler efterfølgende generende arvævsdannelse og i de sværeste tilfælde kan der tilbydes behandling med laser i offentligt regi.
Vær opmærksom på
Undgå sollys/solarium 2 måneder før laserbehandlingen
Du må ikke være gravid, når du skal laserbehandles
Har du tendens til forkølelsessår, tilbydes du forebyggende behandling
Effekten af laserbehandlingen kan ses efter 1-3 måneder
Forbered dig til behandlingen
Tag eventuelt 2 tabletter Paracetamol 500 mg 1 time før behandlingen for at reducere ubehag.
De kan købes i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Hvis det aftales, at der skal bedøves med creme, skal du smøre Emla/Tapin cremen på det område, der skal behandles en timer før behandlingen under en plastikfilm (fx husholdningsfilm).
Der skal smøres et tykt lag creme på, som skal dækkes med film.
Film og overskydende creme fjernes af lægen eller sygeplejersken.
Hvad er Emla/Tapin creme:
Cremen anvendes til bedøvelse og smertelindring af huden, f.eks. forud for blodprøve, vaccination eller mindre overfladiske kirurgiske indgreb.
Det virker ved at de aktive indholdsstoffer frigøres fra cremen og trænger ned i hudens overflade, hvor de har en lokalbedøvende virkning.
Den smertestillende virkning indtræder efter ca. 1 time. Virkningen varer op til 2 timer.
Du kan købe cremen i håndkøb på apoteket eller i Matasbutikker fysiske butikker eller online.
I nogle tilfælde vil der være behov for yderligere lokalbedøvelse, hvor bedøvende væske sprøjtes ind i huden.
Om behandlingen
Selve behandlingen udføres ved, at et laserhoved føres frem og tilbage over huden i et bestemt mønster.
Hver behandling tager ca. 30 minutter. Behandlingen er smertefuld og det er derfor nødvendigt med smertestillende tabletter og bedøvende creme samt evt. lokalbedøvelse med bedøvende væske som sprøjtes ind i huden. Dette tilpasses i hvert enkelt tilfælde.
Risikoen for infektion er lille, men tilstede. Der behandles derfor forebyggende med antibiotika i 5 dage.
Tegn på infektion kan være gullig eller grøn pusdannelse (klar gullig væske og brun skorpedannelse er normalt).
Langtidsbivirkninger i form af arvævsdannelse og pigmentforandringer med lysfarvning af huden kan ses i sjældne tilfælde.
Når du kommer hjem
Huden må ikke tørre ud, derfor skal du smøre huden med en fed salve indtil huden er helet.
Huden væsker meget de første dage og derfor kan salven glide af. Der skal løbende smøre ny salve på, så huden altid er dækket af et tykt lag. Der kan blive tale om mange påsmøringer de første dage, indtil overhuden har gendannet sig. Dette tager normalt 2-5 dage.
Ind imellem kan du vaske huden forsigtigt med lunkent vand og evt. en mild sæbe, der efterfølgende skylles helt af. Smør salve på igen.
Når huden er helet kan du gå over til at bruge en fed hudplejecreme
Sov gerne med hovedet højt om natten de første dage
Hævelse, rødme og sår ses i op til en uge efter behandlingen
Sårene på den behandlede hud heler i løbet af 5-7 dage
Tegn på infektion er:
rødme
hævelse
ømhed
varme
lugt
tykt pus
feber
Får du mistanke om infektion, skal du henvende dig til egen læge eller vagtlægen.
Du kan opleve forbigående pigmentforandringer med mørkfarvning af huden
Mild akne kan ses i relation til behandlingen
Videre forløb
Undgå sollys og solarium i mindst 3 måneder efter sidste behandling
Brug høj solfaktor (50+) samt solhat, hvis du opholder dig ude
Kontakt
Hud- og Kønssygdomme
Telefon
7846 1833
Tryk 1
For sekretær
Træffetid kl. 08.00-12.30
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/862015
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.