Hærding mod sollys med kunstigt UV lys mod soleksem
Gå direkte til
Hærding mod sollys med kunstigt UV lys mod soleksem
Hærdning med kunstig UV lys anvendes ved soleksem.
Du har brug for behandlingen, hvis dit soleksem er så slemt, at du ikke kan opholde dig udendørs om foråret og i den tidlige sommer, selvom du bruger solcreme og solbeskyttende tøj.
Vær opmærksom på
Før du går i gang med en behandlingsserie, skal du have lavet en lystest for at se, hvilken type lys du er overfølsom for (UVA eller UVB).
Ofte vil man forsøge at hærde din hud med den type UV lys, som du bedst tåler, så din hud danner beskyttelse (pigment) mod det lys, du ikke kan tåle.
Du må ikke tage sol under behandlingen - hverken naturlig sol eller solarium
Forbered dig til behandlingen
I forbindelse med hærdningen kan sygdommen provokeres.
Derfor skal du, inden behandlingen starter, indløse recepter på antihistamin og hormoncreme.
Husk altid at oplyse om, hvilken medicin du tager, også hvis du får ny medicin i behandlingsperioden, da visse typer af medicin kan gøre huden mere følsom overfor sollys.
Nogle gange kan det være nødvendigt at springe en behandling over og evt. smøre med en hormoncreme indtil udslettet er væk, og behandlingen kan genoptages.
Ring derfor altid først til Lysafdelingen, før du skal komme, hvis der har været problemer, efter den sidste behandling, du har fået. I svære tilfælde vil du blive set af en læge.
Du skal selv medbringe shorts og soltop eller undertrøje med brede stropper, som skal anvendes under behandlingen.
Dette kan opbevares i afdelingen fra gang til gang.
Om behandlingen
Behandlingen starter typisk i det tidlige forår, hvor symptomerne ofte kommer
Hvis UVB lystesten er lavet for mere end 6 måneder siden laves en ny, når du møder første gang
Hærdning gives 3 gange om ugen, og som udgangspunkt gives 15 behandlinger, hvilket i alt svarer til 5 uger.
Under selve behandlingen skal du bruge øjenbeskyttelse, som udleveres i Lysafsnittet i afdelingen for Hud- og Kønssygdomme.
Selve behandlingen - inkl. afklædning og påklædning - tager max. 20 minutter
Lysdosis øges gradvist fra gang til gang gennem behandlingsforløbet
Når du kommer hjem
Du skal selv tage foto af testområdet dagen efter behandlingen
Brug solcreme med faktor 50+ de dag, hvor du ikke får lysbehandling og efter hver behandling, inden du går hjem
Forkølelsessår (herpes) kan provokeres af sollys. Hvis du har gentagne udbrud bør området smøres med solcreme med høj faktor eller tildækkes.
Videre forløb
Når du er færdig med behandlingen, er det vigtigt, at du udsætter dig for den naturlige sol samtidig med, at du bruger en solcreme med mindre faktor. Dette for at vedligeholde effekten af hærdningen.
Mere information
Enhver længerevarende lysbehandling indebærer en risiko for udvikling af hudkræft.
Dette gælder også for hærdning mod sollyset.
Der er derfor fastsat en grænse for, hvor mange behandlinger, der må gives gennem livet.
Risikoen er dog ikke så stor, og må altid opvejes med den bedring af hudlidelsen, som behandlingen kan give.
Kontakt
Hud- og Kønssygdomme
Telefon
7846 1833
Tryk 1
For sekretær
Træffetid kl. 08.00-12.30
Hvis du vil ændre eller aflyse en aftale, skal du ringe til sekretæren eller benytte sikker mail.
Tryk 2
Hvis du er patient og har spørgsmål til vores sygeplejersker
Træffetid kl. 08.00-10.00
Tryk 4
For lægetelefonen (kun for patienter med forløb i Klinik for Hud- og Kønssygdomme)
Træffetid kl. 08.15-09.15
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/879546
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.