En del besvimelser skyldes pludselig udløsning af en refleks i kroppen, som bevirker et betydeligt blodtryksfald og i mange tilfælde også langsom puls.
Blodtryksfald og langsom puls medfører nedsat blodtilførsel til hjernen og dermed kortvarig besvimelse (som regnes for godartet).
Formålet med undersøgelsen er at afsløre, om dine gentagne besvimelser skyldes blodtryksfald og/eller langsom puls. Ved undersøgelsen vil vi forsøge at fremkalde besvimelse under konstant overvågning.
Forbered dig til undersøgelsen
Tag din medicin, som du plejer, med mindre andet er aftalt
Du må ikke spise eller drikke mælkeprodukter 4 timer før undersøgelsen.
Du må gerne spise et let måltid op til 2 timer før undersøgelsen (f.eks. en skive franskbrød)
Drik gerne vand, saftevand, the, kaffe og andre tynde væsker helt frem til indgrebet
Det er en fordel at have let aftageligt tøj på og forholdsvis flade sko, da du skal have elektroder og andet måleudstyr på overkroppen. Dit fodtøj skal du beholde på under undersøgelsen.
(Husk evt. ekstra bukser, hvis du er vant til at tisse i bukserne, når du besvimer)
Du skal som hovedregel selv sørge for transporten til og fra undersøgelsen.
Du vil som regel selv kunne køre hjem, hvis du er vant til at være hurtig frisk efter en besvimelse.
Det er vigtigt, at du kan blive hentet, så snart du er klar til at komme hjem.
På undersøgelsesdagen
Det er en god ide at gå på toilet inden undersøgelsen starter
Du får taget et hjertekardiogram (EKG)
En læge taler med dig inden undersøgelsen
Om undersøgelsen
Du får sat elektroder på din brystkasse for at vi konstant kan følge din puls/hjerterytme ved undersøgelsen.
Du får en blodtryksmanchet på armen og en på fingeren, så vi kan måle dit blodtryk ved undersøgelsen.
Du skal starte med at ligge på vippelejet i 10 minutter.
Herefter vippes lejet op i 60º (næsten oprejst stilling). Du skal stå i denne stilling indtil du besvimer, dog maksimalt 45 minutter.
Hvis du ikke er besvimet efter 30 minutter, gives der et pust medicin (nitroglycerin) under tungen, som en yderligere provokation. Efter 15 minutter vippes lejet tilbage til liggende stilling, hvor du skal ligge i 10 minutter. Undersøgelsen er herefter færdig.
Der er to bioanalytikere tilstede under hele undersøgelsen.
Vi fortæller dig, hvordan undersøgelsen foregår og kan svare på spørgsmål.
Hvis du besvimer, bliver undersøgelsen afbrudt og lejet vil omgående blive vippet ned
Undersøgelsen kan vare op til 2 timer
Risici og bivirkninger
Er du gravid, anbefaler vi, at du ikke får foretaget undersøgelsen
Efter undersøgelsen
Umiddelbart efter undersøgelsen vil lægen fortælle dig, hvad undersøgelsen har vist. Lægen vil gennemgå forebyggende tiltag og eventuelle behandlingsmuligheder.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.