ACE-hæmmere
Aflaster hjertet og bedrer pumpefunktionen. ACE-hæmmere virker ved at hæmme dannelsen af et hormon, der får blodkarrene til at trække sig sammen. Derved aflastes hjertet, fordi det nu skal pumpe blodet ud mod en mindre modstand end før.
5-10 % af patienterne kan opleve en vedvarende irritationshoste ved indtagelse af ACE-hæmmere. I så fald skiftes behandlingen til en anden præparatgruppe, der er "i familie" med ACE-hæmmerne, og er lige så gode. Andre bivirkninger er ændret smagssans, hovedpine og svimmelhed samt nedsat nyrefunktion (kontrolleres ved blodprøve).
Beta-blokkere
Beskytter hjertet og bedrer pumpefunktionen. Beta-blokkere nedsætter blodtrykket og pulsen, hvorved hjertets iltbehov bliver mindre. I starten kan ses en forværring af symptomerne med vægtstigning, mere åndenød og evt. hævelse af benene. Gradvist vil der komme en forbedring af almentilstanden.
Træthed og svimmelhed er de hyppigste bivirkninger. Sjældnere ses søvnforstyrrelser, mareridt, depression, kvalme, diarré, impotens, kolde hænder og fødder. Langsom hjerterytme er en virkning af medicinen.
Kroppen skal langsomt vænne sig til beta-blokkere, derfor starter man i en lav dosis og øger den gradvist.