Forebyggelse af betændelse i hjertet (endokarditprofylakse)
Gå direkte til
Forebyggelse af betændelse i hjertet (endokarditprofylakse)
Endokarditis forårsages af bakterier, der sætter sig på én eller flere hjerteklapper. Det er en alvorlig sygdom, hvor bakterierne kan ødelægge hjerteklappen og sende byger af bakterieblodpropper ud til andre organer, hvor det kan gøre stor skade. Bakterierne kan komme fra betændelse andre steder (hud, urinveje, mave-tarm system), men ofte kommer bakterierne fra mundhulen. De kan typisk komme i blodbanen fra munden, hvis man har dårlig tandstatus.
Det er derfor vigtigt, at du har en god tandhygiejne og går regelmæssigt til tandlæge, dvs. overholder de kontroller tandlægen anbefaler, for at forebygge endokarditis.
Vær opmærksom på
For at forebygge endocarditis (betændelse i hjertet), anbefales det til nogle patientgrupper, at de bliver behandlet med forebyggende antibiotika ved tandlægebesøg. I enkelte tilfælde vil det bero på en individuel vurdering af din hjertelæge.
Du skal behandles med forebyggende antibiotika, hvis du tilhører en af nedenstående grupper:
Patienter, der tidligere har haft endocarditis.
Patienter med biologiske eller mekaniske hjerteklap-proteser, eller med protesemateriale anvendt til reparation af en hjerteklap. Herunder eksempelvis homograft, Melody-klap, Contegagraft, mitralring eller MitraClip.
De første 6 måneder efter aurikellukning (LAAO).
Patienter med visse medfødte hjertesygdomme:
Cyanotisk hjertesygdom, ukorrigeret eller med restdefekter der giver anledning til cyanose (herunder alle med Eisenmengers syndrom, patienter med systemiske shunts, Gleen og fenestreret Fontan/TCPC).
Patienter med transposition, der er Mustard-opererede.
De første 6 måneder efter vellykket behandling (kirurgisk/kateterbaseret) af medfødte defekter i hjertet, hvor der er indsat protesemateriale.
Patienter med rest-VSD i relation til protesemateriale (patch/device).
Hvis du hører til én af ovenstående risikogrupper, bør du få besked om det, der hvor du går til kontrol for din hjertesygdom.
Sådan gør du
Du skal tage forebyggende antibiotika ved tandbehandlinger, hvor der kommer betydelig blødning, f.eks. tandrensing og tandudtrækning.
Du behøver ikke forebyggende antibiotika ved følgende:
Fjernelse af sting i mundhulen
Lokalbedøvelse (medmindre du har betændelse i området)
Røntgenbilleder
Påsætning eller fjernelse af tandbøjle eller andre løstsiddende tandproteser
Skader i munden med tab af tænder
Skader på læber og gane
Tandskift hos børn
Det skal understreges, at ovenstående ikke udelukker den rutinemæssige brug af antibiotika i forbindelse med visse operationer samt ved indgreb i et område med kendt betændelse.
Forebyggende behandling med antibiotika før piercing/tatovering anbefales ikke. Risikoen for endocarditis i forbindelse med tatovering og piercing kendes ikke præcist, men er formentlig lav.
Vælger du at løbe denne risiko, anbefaler vi, at du benytter en professionel tatovør, som er uddannet inden for hygiejne og steril teknik.
Vi fraråder tunge-piercing.
Søg læge ved tegn på infektion.
Der gives én enkeltdosis antibiotika 60 minutter før indgrebet.
Til voksne: Tablet Amoxicillin/Imadrax 2000 mg.
Til børn (<10 år): Mikstur eller tablet Amoxicillin 50 mg pr. kg.
Ved penicillinallergi: Tablet Roxithromycin 300 mg (voksne) eller 150 mg (barn).
Videre forløb
Feber gennem mere end 5 dage
Træthed og smerter i led og muskler
Influenzalignende symptomer, herunder madlede, vægttab, hovedpine og åndenød.
Symptomerne på endocarditis varierer og sygdommen udvikler sig forskelligt afhængig af, hvilke bakterier der er tale om.
I nogle tilfælde udvikler betændelsen sig langsomt over uger eller måneder. I andre tilfælde er betændelsen aggressiv, og man bliver meget syg på få dage.
Kontakt din læge ved symptomer på endocarditis
Kontakt din læge, hvis du får antibiotika, uden at det virker
Kontakt
Hjertesygdomme - Klinik for medfødte hjertesygdomme
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.