Denne vejledning er lavet for at give dig de bedste forudsætninger for at holde med at ryge.
Den vigtigste forudsætning er, at du selv ser en mening med at holde op med at ryge.
I vejledningen får du oplysninger om gevinsterne ved, at du holder op med at ryge og hvor vigtigt det er for din sundhed samt, hvilke hjælpeinstanser, du kan benytte dig af for at komme i mål.
Vær opmærksom på
Hvis du stopper med at ryge, normaliseres dit blodtryk og puls efter 20 min.
Rygning koster hvert år 13.600 danskere livet. Til sammenligning dør 200 ved trafikuheld.
5000 af disse har børn under 18 år.
Halvdelen af alle der ryger hele livet, dør af deres rygning.
Rygere lever gennemsnitlig 8 år kortere end ikke-rygere. De sidste 10 år af en rygers liv er ofte præget af sygdom og stærk forringet livskvalitet.
Hver 4. dansker dør af hjerte-kar sygdom og ét ud af fire hjerte-kar-tilfælde kan relateres til rygning.
Risikoen forbundet med at ryge én cigaret hver dag betyder en stigning i risiko på 65 procent sammenlignet med en, som aldrig har røget.
Du skal være 30-40 kg overvægtig, før det er lige så farligt som at ryge. Normalt tager man kun 2-3 kg på, når man holder op med at ryge.
Rygning kan medføre alvorlige komplikationer i forbindelse med operation som infektioner, helingsproblemer, hjerte-lungeproblemer og brede ar.
Hvis du ryger, nedsætter du hastigheden af vævets evne til at hele og gendannes. En af årsagerne er den nedsatte blodforsyning til de beskadigede områder.
Du har som oftest længere indlæggelsestid efter operation end ikke-rygere.
Sådan gør du
Vi vil gerne henvise dig til et rygestopforløb. Du vil da blive ringet op af en professionel rygestoprådgiver. Kommunerne tilbyder rådgivning ved professionelle rygestoprådgivere til alle rygere. Rygestopforløbet foregår i gruppe og/eller individuelt og tilrettelægges fleksibelt sammen med den enkelte borger. I enkelte tilfælde (eksempelvis grundet svær sygdom) kan samtaler foregå i hjemmet og/eller telefonisk. Pårørende, støttekontaktpersoner mv. inddrages i forløbet, når det er relevant.
Der er evidens for, at en kombination af rådgivning og rygestopmedicin er den mest effektive behandling.
For at dæmpe din rygetrang, kan du under indlæggelse få udleveret nikotinpræparater som fx. nikotinplaster og nikotintyggegummi.
Du kan få recept hos din egen læge - på fx. præparat Bupropion (Zyban) og Champix.
Din egen læge kan desuden være behjælpelig med motivationssamtaler.
Når du udskrives, og du stadig har behov for nikotinpræparater, kan du købe dette i dit supermarked, på tanken, på apoteket og ved materialister.
Mere information
Du kan rekvirere ”Rygestop-Guide” fra Sundhedsstyrelsen.
Du kan sende følgende SMS "Rygestop" til 1231 så vil en rygestoprådgiver ringe dig op.
Du kan også ringe til en rygestoprådgiver på tlf. 80 31 31 31.
Du kan få mange nyttige redskaber til rygestop her.
Du kan også se hvilke tilbud, der er for rygestop i din kommune.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.