Gode råd til dig, der har oplevet akut kritisk sygdom.
Gå direkte til
Efterreaktioner på akut kritisk sygdom
Du skal vide, at det er naturligt at reagere på en alvorlig hændelse som den, du lige har oplevet.
Du vil befinde dig i en choktilstand, og i en periode kan du være i en form for undtagelsestilstand. Det er udtryk for, at du er i gang med at forstå, hvad der er sket.
Denne vejledning fortæller, hvad du kan gøre for at få det bedre, og hvordan du kan hjælpe en anden person i krise.
Vær opmærksom på
Du vil kunne opleve forskellige reaktioner i de første timer og dage, som f.eks. at
Det kan svært at finde ro eller modsat, at du bliver handlingslammet/passiv
Du bliver vred, græder eller få latteranfald. Det er naturligt og kroppens måde at komme af med ophobet spænding
Det er svært for dig at finde ord og give udtryk for din mening
Kroppen ryster, og du kan få hjertebanken
Du får kvalme, svimmelhed og hurtigere vejrtrækning.
Du får fornemmelsen af at være tom indeni eller som om tingene er uvirkelige,
Du kan opleve følelser som angst, vrede eller ked-af-det-hed.
Du mister kontrol og en får følelse af hjælpeløshed
Din koncentration og hukommelse er nedsat
Du mangler evne til at overskue tingene
Du har selvbebrejdende tanker og følelsen af skyld
Du gennemlever det der er sket gentagne gange i tankerne – både i vågen tilstand og i mareridt, når du sover
Det kan du gøre
De første timer efter episoden opfordres du til at:
Være sammen med mennesker, som du er tryg ved og kan slappe af med
Lave beroligende aktiviteter, der kan aflede tankerne som fx musik, tv, læsning, gåture
Vente med at sove til 6 timer efter hændelsen - tal i stedet med andre om det du har oplevet. Det fremmer din psykiske heling
Undgå alkohol, sovemedicin og andre rusmidler i de første 6 timer
Tage imod hjælp fra familie, venner og kolleger
I dagene efter episoden opfordres du til at:
Sætte ord på dine behov, tanker og følelser
Tage imod omsorg og hjælp fra familie, venner og kolleger
Tale om hændelsen, men undgå at dvæle ved følelser/reaktioner
Gå en tur og gøre ting du kan lide
Genoptage dine daglige rutiner
Lade andre hjælpe dig med eventuelt praktiske opgaver som madlavning, børnepasning, telefonopkald
Hvis du bliver angst, kan du tage dybe, regelmæssige vejrtrækninger, tale beroligende til dig selv eller lytte til rolig musik. Det bringer kroppen i ro.
Giv processen god tid: Acceptér, at det kan tage tid at komme sig, og forvent ikke, at du kan præstere, som du plejer.
Hvis du ikke får det bedre, og efterreaktionerne stadigvæk er til stede efter 3-4 uger, er det vigtigt, at du opsøger professionel hjælp.
Du kan få psykologisk krisehjælp og anden hjælp ved at kontakte
Din praktiserende læge
Dit forsikringsselskab
Ulykkeslinjen
Hjerteforeningens Hjertelinjen på telefon 70 25 00 00 alle hverdage 9-16
Sorglinjen på telefon 70 20 99 03
Du har også mulighed for at tage kontakt til din lokale præst. En præst er god at tale med – også uden et religiøst fokus.
Vi opfordrer dig i alle tilfælde til, at du kontakter din egen læge og fortæller vedkommende, hvad der er sket.
Hvis du er pårørende, tilbyder nogle kommuner hjælp via en pårørendekonsulent – kontakt Borger Service i din kommune.
Er du pårørende til én i krise, kan du hjælpe ved at:
Tilbyde praktisk hjælp som f.eks. børnepasning, madlavning mv.
Give omsorg
Spørge, lytte og acceptere de reaktioner, der kommer
Lade børn reagere og acceptere deres reaktioner
Foreslå enkelte gøremål der kan give tankerne en pause
Være til rådighed med hjælp og støtte i tiden fremover
Der er i princippet ingen forskel på børn og voksnes følelser efter voldsomme hændelser, men børn benytter sig af andre udtryksmåder. Og børn reagerer forskelligt.
Børn skal være med. Ved at tie eller bortforklare er barnet overladt til fantasierne, som ofte er værre end realiteterne.
Derfor er vores råd:
Lyt og svar sandfærdigt på spørgsmål
Forbered barnet på det der skal ske
Giv informationer lidt af gangen
Lad barnet reagere og acceptér barnets følelser og reaktioner
Læs evt. om hjælp tli børn og unge i sorg på www.erduokay.dk
Kontakt
Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til os, er du velkommen til at ringe til personalet i Akut Hjerteafsnit på telefon 78 45 22 71.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1334250
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.