Nitroglycerin anvendes primært til at forebygge og behandle hjertesmerter (angina pectoris), som opstår, når hjertemusklen får for lidt ilt på grund af forsnævrede kranspulsårer.
Hjertesmerter er ofte ledsaget af åndenød og kan opleves som en følelse af ubehag, hvor det trykker eller klemmer i brystet. Nogle gange opleves udstråling til arm, hals, skulder og/eller ryg.
Nogle patienter oplever åndenød som eneste symptom på iltmangel i hjertemusklen, og her kan Nitroglycerin eventuelt også hjælpe.
Forbered dig til behandlingen
Nitroglycerin kan købes i håndkøb
Nitroglycerin findes som spray og tabletter
Om behandlingen
Sæt dig evt. ned, når du skal tage Nitroglycerin. Dit blodtryk kan falde.
Spray: Tag 1-2 gange pust nitroglycerin på slimhinden under tungen
Smeltetablet: Læg 1 smeltetablet under tungen, hvor den opløses af sig selv efter ½-1 minut.
Virkningen indtræder efter ½-1 minut og holder sig i op til 30 minutter.
Hvis dine brystsmerter straks afhjælpes med nitroglycerin, er der ikke grund til at gøre yderligere
Gentag højst 3 gange indenfor 10-15 minutter.
Hvis hjertesmerterne straks bliver mindre med Nitroglycerin, er der ingen grund til at tage en ny dosis.
Ring 112, hvis du føler dig dårlig, og hjertesmerterne ikke forsvinder, eller er meget kraftigere, allerede efter 1. dosis Nitroglycerin
Sådan virker medicinen
Nitroglycerin findes som:
spray til at puste under tungen
smeltetabletter, der placeres under tungen.
Begge dele optages hurtigt i blodbanen via slimhinden i munden.
Når du anvender Nitroglycerin, mindskes arbejdsbelastningen til hjertet, blodtrykket sænkes, og der skabes bedre betingelser for tilløb af blod og ilt til hjertemusklen. Når hjertet får tilført mere ilt til hjertemusklen, bør hjertesmerterne aftage.
Virkningen kan holde sig i op til 30 minutter.
Du kan tage Nitroglycerin som forebyggende medicin i de situationer, hvor du har erfaring med, at du får hjertesmerter. Det kan for eksempel være:
før fysisk aktivitet
forud for sex
før du skal ud i stærk kulde.
Risici og bivirkninger
Hovedpine og/eller varmefornemmelse i ansigtet, der vil aftage når virkningen af nitroglycerin ophører.
Sjældnere ses blodtryksfald og svimmelhed.
Hvis du oplever bivirkninger fra din medicin, så kontakt din egen læge for at aftale, hvordan du skal forholde dig.
Vær opmærksom på
Hvis du bruger Nitroglycerin hver dag, bør du registrere tid og mængde og kontakte din egen læge med henblik på yderligere behandling.
Hvis du bruger Nitroglycerin og potensmidler samtidig, kan dit blodtryk falde voldsomt, da potensmidlerne forstærker den blodtrykssænkende virkning af Nitroglycerin.
Der skal minimum gå 24 timer, fra du har taget et potensmiddel, til du igen kan tage Nitroglycerin.
Der er forskel på holdbarheden for Nitroglycerin som spray eller smeltetabletter.
Vi anbefaler brug af spray, da holdbarheden er længere, og det er nemmere at anvende end smeltetabletterne.
Nitroglycerin som smeltetabletter skal opbevares i den originale emballage med låget skruet fast for at bevare effekten af medicinen.
Spray og smeltetabletter skal kasseres, når holdbarhedsdatoen er overskredet.
Udløbsdatoen på Nitroglycerin tabletter er anført på glasset
Videre forløb
Det er en god idé at registrere dit forbrug (tid og mængde). Din praktiserende læge skal tage stilling til evt. yderligere behandling.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.