Triglycerider er fedtstoffer i blodet. Størstedelen af triglyceriderne stammer fra det fedt vi spiser, men de kan også dannes fra andre energikilder som sukker og alkohol.
Triglycerider fungerer primært som energireserver i kroppen og bruges bl.a. som brændstof i muskler.
Hvis du har et højt indhold af triglycerider i blodet, har du øget risiko for hjertekarsygdomme. Det tilstræbes at niveauet højest er 1,7 mmol/l.
Desuden kan et højt indhold af triglycerider i blodet give øget risiko for akut betændelse i bugspytkirtlen (akut pancreatit)
Vær opmærksom på
Forhøjede triglycerider er et udtryk for at kroppen ikke er i stand til at omsætte den mængde fedt og evt. sukker som du spiser
Overvægt og fysisk inaktivitet er de hyppigste årsager til forhøjede triglycerider
Livsstilsfaktorer der kan medføre forhøjede triglycerider:
Overvægt –især fedt på maven
Lavt niveau af fysisk aktivitet
Madens sammensætning
Alkohol
Forhøjet blodsukker
Opnår du ikke tilstrækkelig effekt ved livsstilsændringer kan der evt. suppleres med medicinsk behandling.
Sådan gør du
Du er den centrale aktør i behandlingen af forhøjede triglycerider og kan reducere blodets niveau af triglycerider ved at:
Opnå et vægttab
Være fysisk aktiv
Spise fedtfattigt og hjertesund mad samt begrænse indtaget af sukker
Ifølge anbefalingerne bør dit taljemål være:
For kvinder maks. 80 cm
For mænd maks. 94 cm
Hvis du er overvægtig vil vi anbefale dig et vægttab, da overvægt med fedt på maven ofte er hovedårsagen til forhøjede triglycerider.
Et vægttab på 5-10 kg har en særdeles gavnlig effekt på triglyceriderne.
Fysisk aktivitet er et vigtigt element til at reducere triglyceriderne. Fokus på gode motionsvaner, dels gennem styrkelse af dine muskler og dels gennem konditionstræning vil øge forbrændingen af triglycerider og derved nedsætte blodets indhold af triglycerider.
Motion kan desuden bidrage til at du opnår en tilfredsstillende vægt og/eller fastholder en tilfredsstillende vægt.
En hjertesund mad kan være medvirkende til at:
Normalisere blodets indhold af triglycerider
Opnå passende energitilførsel, der sikrer tilfredsstillende vægt
Årsagen hertil er, at fedtet i maden kan øge blodets indhold af triglycerider.
Heraf bør minimum halvdelen komme fra grønsager, hvoraf en stor del bør være de grove grønsager.
Overvejende fede fisk som laks, makrel, sild, ørred, sardiner og hellefisk.
Eksempelvis fra havregryn, rugbrød, fuldkornspasta, brune ris og fuldkornsbrød. Vælg fuldkornsmærkede produkter.
Vælg magre mælke- og mejeriprodukter samt magert kød- og kødpålæg
Brug hjertesunde fedtstoffer med måde - Det kan være eksempelvis rapsolie, oliven, mandler og nødder, avocado
Du bør være opmærksom på hvor meget sukker du spiser, da for eksempel fruktose som er et komponent i sukkermolekylet, omdannes til triglycerider i kroppen.
Der er meget skjult sukker i sodavand, saft og juice, slik, kager og is, så begræns indtaget at disse produkter.
Alkohol kan hos genetisk disponerede personer få triglyceriderne til at stige. Alkohols påvirkning er meget individuel og selv små mængder af alkohol kan medføre stigninger i triglyceriderne.
Med henblik på at vurdere om alkohol har indflydelse på dine triglyceridværdier, vil vi evt. planlægge 1 uges alkoholabstinens (ingen alkohol) efterfulgt af en blodprøve, hvor der måles evt. effekt på blodets indhold af triglycerider.
Videre forløb
Det er individuelt hvorledes triglycerider påvirkes af madens sammensætning. Diætbehandlingen vil derfor være individuel.
Diætisten vil i samarbejde med dig tilrettelægge en plan for, hvordan du kan foretage ændringer i sammensætning af din mad samt øge niveauet af fysisk aktivitet.
Der kan tages nye blodprøver løbende med henblik på at vurderer effekten af de ændringer du har foretaget.
Mere information
Forhøjede triglycerider kan opstå hos genetisk disponerede personer
Enkelte sygdomme bl.a. type 2 diabetes og visse typer medicin kan i nogle tilfælde medføre forhøjede triglycerider
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.