Kateterbehandling af fortykket hjertemuskel (TASH)
Gå direkte til
Kateterbehandling af fortykket hjertemuskel (TASH)
Du har fået tilbudt TASH-behandling, da du har et fortykket område i din hjertemuskel. Fortykkelsen gør, at hjertet har sværere ved at pumpe blodet ud i kroppen.
Formålet med behandlingen er at formindske den fortykkede del af din hjertemuskel, så blodet lettere pumpes ud i kroppen.
Vær opmærksom på
Når du skal indlægges, skal du tage din vanlige medicin med i original emballagen og en oversigt over den medicin, du tager.
Du skal være opmærksom på, at det er på eget ansvar at medbringe værdigenstande til en planlagt undersøgelse og behandling, da vi desværre ikke har mulighed for at passe på dem. Lad derfor være med at tage dyre genstande, smykker og større beløb i kontanter med.
Forbered dig til behandlingen
Dagen inden behandlingen skal du sørge for, at eventuelle hår i lysken fjernes. Du skal fjerne hår i både højre og venstre lyske, samt i højre håndled.
På behandlingsdagen
Der er ingen restriktioner ift. mad og drikke.
Har du væskerestriktioner, skal du blot drikke, som du plejer.
Gå i bad hjemmefra
Tag din vanlige morgenmedicin (vanddrivende medicin kan undlades)
I sengeafsnittet vil du inden behandlingen få målt blodtryk, puls og temperatur. Du vil også få taget et hjertekardiogram.
Herudover vil sygeplejersken sørge for, at du får lagt et lille plastikrør ind i blodåren i din hånd til indgift af medicin under behandlingen.
Du bliver kørt til Hjertesygdommes behandlingsstue af en portør
Er du i behandling med Marevan eller Marcoumar, måler vi din INR ved ankomsten til afsnittet. INR skal ligge mellem 2,0 - 3,0.
Om behandlingen
Undersøgelsen foretages under brug af gennemlysning (røntgenstråling) og den brugte stråling variere fra et niveau svarende til få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Hvis du får behov for det, kan en sygeplejerske give dig afslappende medicin under behandlingen.
Via blodåren i armen føres et tyndt plastikrør (kateter) op til hjertet. Der indsprøjtes små mængder røntgen-kontraststof gennem kateteret og der optages røntgenfilm af hjertets kranspulsårer. På den måde kan lægen lokalisere de små grene af kranspulsåren, som forsyner det fortykkede område af hjertemusklen med blod.
Lægen undersøger med ultralyd, om kontrasten rammer det rigtige sted ved fortykkelsen af hjertemusklen. Når dette bekræftes, indprøjtes 2-3 ml ren alkohol.
Eftersom alkohol er giftigt for vævet, vil en del af den fortykkede hjertemuskulatur blive ødelagt. Dette resulterer i, at blodet lettere kan pumpes ud i kroppen.
Via blodåren i lysken får du anlagt en midlertidig pacemakerledning ind i højre hjertekammer. Det skyldes, at nogle patienter får pauser i hjerterytmen i forbindelse med behandlingen. Ledningen kan fjernes igen efter behandlingen.
Under alkoholbehandlingen kan der komme kraftige smerter fra hjertemusklen. Du vil derfor blive behandlet med smertestillende medicin lige før der indsprøjtes alkohol.
Risici og bivirkninger
Hos få patienter opstår der en lokal blodansamling i lysken. Det kan medføre lettere ubehag i nogle dage. Der er sjældent tale om større blødning.
Hos ca. 10-15% medfører alkoholbehandlingen beskadigelse af hjertets ledningsbundt, som kræver indsættelse af en permanent pacemaker.
Såfremt du får behov for en pacemaker, vil du få du få den indsat inden udskrivelsen.
Behandlingskrævende hjerterytmeforstyrrelse under eller efter behandlingen (sjældent)
Utilsigtet beskadigelse af hjertemusklen (yderst sjældent)
Efter behandlingen
Skulle der opstå komplikationer eller blive behov for tættere observation, vil du i stedet blive kørt til Akut hjerteafsnit eller Intensiv afdeling.
Hjerteovervågningen skal du have på så længe du er indlagt.
Indstiksstedet i lysken skal have ro til at lukke sig. Inden du må rejse dig fra sengen, skal en sygeplejerske kontrollere, at indstiksstedet er i orden.
Mens du ligger i sengen, kan hovedgærdet hæves lidt op, så du kan få noget at spise og drikke.
Det er normalt at have lette smerter eller ubehag i brystet det første døgn efter behandlingen. Hvis du har stærke smerter, bør du sige det til sygeplejersken.
Drik rigeligt med væske efter behandlingen, så kontrasten bliver udskilt
Hvis du ikke i forvejen tager blodfortyndende medicin skal du have hjertemagnyl i 3 måneder efter behandlingen
Inden udskrivelsen vil en læge kontrollere behandlingsresultatet via en ultralydsundersøgelse af dit hjerte (TTE).
Hvis du i forvejen har en pacemaker er indlæggelsen 3-5 dage.
Når du kommer hjem
Efter udskrivelsen kan de fleste leve, som de plejer
De fleste patienter bør vente mindst 2 uger med at gå på arbejde igen. Tal evt. med din læge, inden du påbegynder arbejdet.
Du skal tage 1 stk. Hjertemagnyl dagligt de første 3 måneder efter behandlingen.
Videre forløb
Du vil blive indkaldt til kontroller efter henholdsvis 4 måneder og 12 måneder. Derefter vil du blive tilbudt kontrol én gang årligt de første 3 år efter behandlingen.
Til kontrollen vil en læge lave en ultralydsundersøgelse af dit hjerte og på den baggrund vurdere behandlingseffekten. Der kan også blive behov for at justere på din medicin.
Den fulde effekt af behandlingen kan som regel vurderes efter 1-3 måneder
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.