Du bliver hentet af en portør, som kører dig i seng til Hjertesygdomme Laboratoriet, hvor behandlingen foregår. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske, som vil tage sig af dig under behandlingen.
Behandlingen varer som regel 1-3 timer og bliver foretaget i lokalbedøvelse. Under enkelte dele af indgrebet vil foregå under anvendelse af røntgengennemlysning.
Lægen, som skal behandle dig, starter med at lokalbedøve dig i lysken. Herefter føres tynde plastikrør ind i en blodåre i lysken. Gennem disse plastikrør føres tynde katetre op til hjertet. Dette mærkes oftest ikke, da der ikke er følesans i blodårerne.
Herefter laves oftest en nærmere undersøgelse af din hjerterytmeforstyrrelse. Dette gøres ved at stimulere hjertet med nogle små elektriske impulser. Ofte fremkaldes anfald af hjertebanken, som du evt. kender det fra dine anfald.
Når der er lavet en nærmere bestemmelse af din hjerterytmeforstyrrelse, og det er lokaliseret i hvilket område af hjertet den opstår, vil man behandle i området ved hjælp af varmeenergi (radiofrekvensstrøm). Imens varmeenergien afgives, kan du få en følelse af trykken og pressen i brystet. Denne følelse vil forsvinde, når varmebehandlingen afbrydes. Det vil ofte være nødvendigt at gentage varmebehandlingen flere gange, imens kateteret ligger i hjertet. I nogle tilfælde føles smerte.
Under hele forløbet kan du tale med personalet og få smertestillende og beroligende medicin, såfremt der er behov for dette.
Når behandlingen er færdig, trækkes katetrene og plastikrørene ud igen. Herefter vil lægen/sygeplejersken trykke dig i lysken. Der sættes plaster over indstiksstedet.
Efter behandlingen køres du tilbage til Sengeafsnittet/Dagafsnittet.