Patienter med forkammerflimren skal sættes i blodfortyndende behandling (Marevan, Pradaxa, Xarelto, Eliquis) for at forebygge blodprop til hjernen og andre organer. Det er en effektiv behandling, der reducerer risikoen for blodpropper med 60%.
Der er imidlertid en betydelig blødningsrisiko ved blodfortyndende /antikoagulerende behandling, og nogle patienter får livstruende blødninger i hjernen, i mave-tarmkanalen eller i andre indre organer.
Blodfortyndende behandling ved forkammerflimren kan derfor ikke anvendes til patienter, som tidligere har haft alvorlig blødning, eller som kan forventes at have særlig høj risiko for blødning med blodfortyndende medicin.
Faktorer som fald-episoder, andre sygdomme og samtidig behandling med lettere blodfortyndende lægemidler (Magnyl, Clopidogrel, Brilique) kan også indebære, at blodfortyndende behandling ikke kan gennemføres.