Lukning af hjerteøret i venstre forkammer (aurikellukning - LAAO) - Dagafsnit
Gå direkte til
Lukning af hjerteøret i venstre forkammer (aurikellukning - LAAO) - Dagafsnit
Lukning af auriklet i hjertets venstre forkammer er en behandling, der bruges til at forebygge blodpropper hos patienter med forkammerflimren (atrieflimren). Auriklet er et lille vedhæng (også kaldet et "hjerteøre"), der sidder i venstre forkammer.
Behandlingen tilbydes primært til patienter, som ikke tåler blodfortyndende medicin eller til patienter, hvor den blodfortyndende medicin ikke har den ønskede virkning.
Billedet herunder viser, hvor hjerteøret sidder, og hvor lukkemekanismen føres hen.
Vær opmærksom på
Dit forløb består af en forberedelsesdag og en behandlingsdag.
Vær opmærksom på, om du skal have taget blodprøver før din mødetid. Det vil fremgå af dit indkaldelsesbrev.
Får du blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du fortsætter med dette frem til forberedelsesdagen uanset præparat.
På forberedelsesdagen får du besked på, hvordan du skal tage den blodfortyndende medicin frem til behandlingsdagen.
Hvis du er i behandling med Marevan eller Marcoumar, skal du sikre dig, at INR ligger mellem 2 og 2,5 op til behandlingen.
På forberedelsesdagen skal du have foretaget en CT-skanning af hjertet og i nogle tilfælde en ultralydsundersøgelse af hjertet. Undersøgelserne vil vise, hvordan dit hjerte ser ud. Derudover giver undersøgelserne et detaljeret billede af dit venstre hjerteøre.
Du får evt. taget blodprøver.
Desuden vil der være en samtale med en sygeplejerske og en læge omkring hele forløbet.
Der vil også være nogle praktiske forberedelser. Du får taget et hjertekardiogram (ekg), og du får målt blodtryk, puls og temperatur.
Du må gerne selv køre hjem.
Det er muligt at have én pårørende med både på forberedelsesdagen og på behandlingsdagen.
Der kan dog kun være én pårørende med på grund af begrænset plads i afsnittet, og den pårørende må kun være med til samtaler.
Resten af tiden kan pårørende opholde sig på hospitalets øvrige venteområder.
Du skal være forberedt på, at der kan være ventetid under dit forløb, både på forberedelsesdagen og på behandlingsdagen, da afsnittet også modtager akutte patienter. Sæt derfor hele dagen af.
Forbered dig til behandlingen
Du må ikke selv køre hjem på behandlingsdagen.
Du skal have en pårørende hos dig, umiddelbart efter du går hjem, og den første nat efter behandlingen.
På behandlingsdagen
Du må ikke spise de sidste 6 timer før mødetid
Du må ikke indtage mælkeprodukter de sidste 6 timer før mødetid
Drik gerne vand, saftevand, the og kaffe helt frem til behandlingen
Tag din vanlige morgenmedicin, dog skal du følge de angivne instrukser ift. det blodfortyndende medicin
Du skal fjerne evt. neglelak
Du må ikke have ur og smykker på
Du skal undgå at bruge creme
Sygeplejersken fortæller dig, hvad der skal ske i løbet af dagen og afklarer eventuelle spørgsmål.
Du får taget et hjertekardiogram (ekg) og får målt blodtryk, puls og temperatur
Du bliver barberet i højre lyske
Du skal skifte til hospitalstøj
Du får lagt et lille plastikrør i håndryggen (venflon)
Du får antibiotika forud for behandlingen, for at forebygge infektion
Om behandlingen
Der er mulighed for at få beroligende medicin undervejs.
Du bliver hentet af en portør, som kører dig i seng til Hjertesygdomme Laboratoriet, hvor behandlingen foregår. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske, som vil tage sig af dig under behandlingen.
Behandlingen foregår ved, at lægen fører et kateter ind i en blodåre i lysken og op til hjertet. Kateteret føres gennem hjerteskillevæggen og frem til hjerteøret i venstre forkammer. Her kan lukkesmekanismen foldes ud, så den dækker for indgangen til hjerteøret. Den lukker dermed for blodgennemstrømningen både til og fra hjerteøret og forebygger dermed blodpropper til hjernen.
Efterfølgende vil det lille hul i lysken blive syet med et sting, som skal sikre, at indstiksstedet lukker sig.
Behandlingen varer typisk 1 time.
Du kan tidligst komme hjem 5-6 timer efter behandlingen
Risici og bivirkninger
Efter behandlingen vil der være en lille risiko for, at der opstår en blodansamling i lysken. Dette kan medføre lettere ubehag i nogle dage. Der er sjældent tale om større blødning.
I forbindelse med behandlingen er der en lille risiko for blødning ud i hjertesækken. Ligeledes er der en lille risiko for, at lukkemekanismen flytter sig. Hvis disse sjældne komplikationer indtræder, kan de behandles med det samme med kateterteknik.
Efter behandlingen
Indstiksstedet observeres, og du bliver tilbudt mad og drikke.
De første 3-4 tmer efter behandlingen skal du ligge roligt på ryggen
Du skal undgå at bøje benene, mens du ligger i sengen
Stinget fjernes efter ca. 2 timer - forudsat at det ikke bløder
Der skal gå yderligere 1-2 timer, før du må komme ud sengen
Inden du går hjem, taler du med en sygeplejerske om dit videre forløb, om din medicinske behandling og du kan få afklaret eventuelle spørgsmål.
Tidligst 2 timer efter behandlingen får du lavet en udvendig ultralydsundersøgelse af hjertet. Dette for at kontrollere lukkemekanismens placering.
I de første 6-12 måneder efter behandlingen skal du tage tablet Hjertemagnyl for at forhindre blodpropsdannelse omkring lukkemekanismen. Herefter vil lukkemekanismen være overvokset af normalt væv. I nogle tilfælde kan behandlingen med Hjertemagnyl ophøre, men i andre tilfælde kan der være fordele ved langvarig blodfortyndende behandling.
Inden du går hjem, får du besked på, hvad der gælder for dig.
Når du kommer hjem
For at indstiksstedet kan får ro til at hele, må du ikke:
løfte mere end 2 kg i de første 2 døgn efter behandlingen
dyrke hård motion/hårdt arbejde i de første 4 døgn efter behandlingen
køre bil 24 timer efter behandlingen
Du må gerne tage brusebad dagen efter behandlingen.
Det er almindeligt at være øm ved indstiksstedet, og der kan komme et blåt mærke.
Hvis du får smerter eller en bule ved indstiksstedet, skal du kontakte din praktiserende læge eller vagtlægen.
Ved pludselig opstået blødning eller voldsom hævelse skal du lægge dig ned, trykke hårdt på indstiksstedet og ringe 112.
I de første 6 måneder efter behandlingen skal du sikre dig, at du får forebyggende antibiotika ved tandlægebehandling, hvor der er risiko for betydelig blødning. Du får nærmere information omkring dette, inden du går hjem.
Dette er for at undgå infektion i hjertet (endokarditis). Du kan læse mere her:
Forebyggelse af betændelse i hjertet (endokarditprofylakse)
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.