Forberedelsen til din operation foregår ved et ambulant besøg.
Du skal indstille dig på at besøget kan vare 4-6 timer.
Du skal have taget blodprøver og hjertediagram på Blodprøver og biokemi
I Hjertesygdomme taler du med en sygeplejerske og en læge
Inden besøget er slut, får du besked på mødetid og sted for operationsdagen
Hvis du er egnet til at indgå i et forskningsprojekt, vil du blive spurgt om deltagelse. Det er selvfølgelig helt frivilligt.
Du kan tage lidt mad med eller købe mad i en af hospitalets cafeer.
Dine pårørende er meget velkomne, og de kan være dine "ekstra ører" på dagen, da du får mange praktiske informationer.
Skriv dine spørgsmål ned inden forberedelsesdagen. Det kan være svært at huske det hele. Fortæl os også, hvis du har særlige behov, vi skal være opmærksomme på.
Du skal medbringe din medicin i originalindpakning og også gerne en oversigt over din medicin.
Lav aftaler med dine pårørende om hjælp til f.eks. indkøb og rengøring i ugerne efter din operation.
Det er forskelligt, hvor meget hjælp, kommunerne kan tilbyde. Det taler vi om under din indlæggelse.
De fleste patienter er indlagt i 1-3 døgn
Vi kan ikke tilbyde dig overnatning på afdelingen, dagen inden proceduren
Dit indlæggelsesbrev
Hjemmesko, som du let kan få af og på
Mest nødvendige toiletsager
Et sæt løstsiddende tøj. Du må gerne have dit eget tøj på under indlæggelsen
Læsestof/tablet/anden underholdning
Medicin, som du har aftalt med lægen på forberedelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du må ikke spise de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må ikke drikke mælk eller juice med frugtkød (f.eks. appelsinjuice), de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må gerne drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt. Drik gerne 2 glas saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevand modvirker kvalme før og efter din behandling.
HUSK: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage.
HUSK: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå, snus eller tygge tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Du skal tage din morgenmedicin sammen med et glas vand/saft senest 2 timer før din operation.
Rens dine negle og fjern evt. neglelak
Du må ikke have ur og smykker på
Du skal undgå at bruge creme
Tag bad efter nedenstående vejledning
1. Skyl kroppen grundigt
2. Vask hår med hårshampoo.
Vask ansigt og hals med sæbe
3. Vask overkroppen med sæbe.
Vær omhyggelig under armene og omkring navlen.
Rens navlen med vatpinde.
4. Vask lysken og skridtet omhyggeligt med sæbe.
Vask til sidst ben og fødder med sæbe.
Slut med grundig håndvask.
5. Skyl kroppen grundigt.
6. Tør dig med et rent håndklæde og tag rent tøj på.
Undlad at smøre dig ind i creme efter badet.
Det hindrer virkningen af huddesinfektion i forbindelse med operationen.
Der kan være en risiko for, at din operation bliver aflyst enten dagen før eller på operationsdagen. En aflysning skyldes ofte, at operationsstuen er optaget af akut operation.
Hvis din operation bliver aflyst, får du hurtigst muligt en ny tid.
Om operationen
Der findes forskellige behandlingstyper, og i forbindelse med samtalen på forberedelsesdagen vil du blive informeret om principperne i din behandling.
Behandlingerne foregår oftest i fuld bedøvelse.
Operationen varer normalt omkring 2 til 3 timer.
Operationen varer normalt omkring 2 til 3 timer
Risici og bivirkninger
Lægen informerer dig om din risiko for komplikationer ved operationen under samtalen på din forberedelsesdag.
Den mest almindelige komplikation er blødning under huden ved lyskerne.
Under samtalen skal du acceptere tilbud om operationen, og at du har forstået informationen om komplikationer.
Efter operationen
De første to timer efter operationen skal du ligge på ryggen i sengen, og du må ikke stå op. På den måde får dit sår i lysken ro.
Efter de første par timer er det tid til at komme op at sidde, og inden aften kan du bevæge dig frit rundt i afsnittet.
Hver dag taler sygeplejersken og lægen med dig om din behandling og pleje.
Hvis du ønsker, at dine pårørende deltager i stuegangen, skal de være hos dig fra kl. 08.00. Skriv gerne spørgsmål ned, så du kan få dem besvaret til stuegang.
Har du behov for yderligere samtale, laver vi en aftale om dette.
Vi har fri besøgstid i Hjertesygdomme, Sengeafsnit 3 indtil kl. 21.00.
Der er middagshvil for patienterne mellem kl. 12.30 og kl. 14.00, hvor der skal være ro på stuerne.
Du må gerne bruge din mobiltelefon i Hjertesygdomme, Sengeafsnit 3, men du skal:
Indstille telefonen på lydløs
Spørge om tilladelse før du tager et billede af personale eller patienter
Fortælle dine pårørende, at de ikke må føre samtaler i telefonen på patientstuen
Bruge "høretelefoner", hvis du anvender tablet med lyd.
Du får smertestillende medicin ved behov, hvis du har lette smerter i operationssåret i lysken.
Gå en tur i afdelingen med dine pårørende, når du har besøg og sørg for selv at gå flere ture rundt i afdelingen.
Hent din egen mad og drikkevarer i vores spisestue.
Du skal hurtigt igang med at spise og drikke igen efter din operation. Alle måltider er vigtige.
Det er specielt vigtigt at spise mad med protein og fedt efter operationen.
Vi serverer mad kl. 08.00, 12.00 og 18.00 ved buffet'en. Du skal selv hente din mad, når du er i stand til det.
Maven kan godt gå lidt i stå efter din operation. Du kan selv hjællpe maven igang ved at spise og drikke godt og gå flere ture på gangen i løbet af dagen.
Inden du bliver udskrevet ultralydsscanner vi dit hjerte, for at se om din nye hjerteklap er tæt og fungerer som den skal. Dette foregår dagen efter din operation.
Genoptræning
Du vil som udgangspunkt blive tilbudt et genoptræningsforløb ca. 4 uger efter operationen. Her vil der være fokus på konditions- og styrketræning, så du kan genvinde og forbedre dit tidligere funktionsniveau samt forebygge nye hjerte- og karsygdomme. For at blive tilmeldt dette forløb skal du have lavet en genoptræningsplan.
Tag endelig kontakt til fysioterapeuten, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har fået en genoptræningsplan.
Når du kommer hjem
Sutur i lysken skal fjernes ved egen læge 10-12 dage efter operationen
Det er almindeligt at være øm og have et blåt mærke ved indstiksstedet i lysken. Du kan tage et gram Pamol mod ømheden.
Ring 112 hvis du pludselig får en større blødning eller hævelse i lysken. Læg dig ned og pres hårdt på indstiksstedet, indtil ambulancen kommer.
14 dage efter operationen må du igen løfte tunge ting f.eks tunge bæreposer. Du skal undlade karbad og svømmehal i 14 dage efter din operation, så dine operationssår i lysken får ro til at hele og for at forebygge infektion.
Kontakt din egen læge, hvis dine operationssår:
væsker
bliver røde og varme
er mere ømme end, du synes føles rigtig
Det er vigtigt for dig og din krop, at du holder dig i gang, når du er kommet hjem fra hospitalet.
Du kan starte med at gå mindre ture, og langsomt stille større krav til dig selv.
Det er godt at blive lidt forpustet. Det øger pulsen og gavner hjertet.
Hvis du oplever en pludselig forværring, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Du må, forsikringsmæssigt, ikke selv køre bil de første 30 dage efter din operation. Du må gerne være passager, og du skal bruge sikkerhedssele.
Planlægger du en flyrejse/udlandsrejse, skal du tjekke med dit forsikringsselskab, hvor hurtigt efter operationen du må flyve/rejse udenlands. Det vil afhænge af din forsikring.
Videre forløb
Har du spørgsmål lige efter udskrivelsen, som handler om operationen og din indlæggelse, er du velkommen til at kontakte Hjertesygdomme.
Du finder vores telefonnummer nederst på siden i denne patientvejledning.
Hvis du senere oplever problemer med f.eks. smerter, utilpashed, infektion og lignende, skal du kontakte din egen læge.
Du skal til kontrol i Hjertesygdomme (Aarhus Universitetshospital), cirka en måned efter din operation.
Efterfølgende kontroller foregår på den afdeling, der oprindeligt henviste dig.
Mere information
Hjerteforeningen tilbyder støtte, vejledning og foreningsliv til hjertepatienter og pårørende.
Hjerterehabiliteringen i Aarhus er et samarbejde mellem Aarhus Universitetshospital og Folkesundhed Aarhus, Aarhus Kommune. Du kan læse mere her: Hverdagslivet med en hjertesygdom
Din kommune tilbyder gratis rygestopvejledning og kurser. Både hospitalet og din egen læge kan henvise dig til kommunens rygestopkurser. Du kan også selv kontakte kommunen. Nogle apoteker tilbyder også rygestopkurser.
Hvis du har spørgsmål til mødeindkaldelsen, tid til blodprøver, kørslesgodgørelse eller andet praktisk, så ring til vores sektretær på hverdage kl. 08.00-15.00.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.