Ballonudvidelse og stentbehandling af hjertets kranspulsårer (PCI)
Gå direkte til
Ballonudvidelse og stentbehandling af hjertets kranspulsårer (PCI)
Hvad formålet med behandlingen?
Formålet er, at udvide forsnævringer i hjertets kranspulsårer. Derved forbedres blodforsyningen til hjertemusklen.
Hjertet er en muskel, som pumper blodet rundt i kroppen. For at klare pumpearbejdet behøver hjertet hele tiden tilførsel af ilt og andre næringsstoffer. Denne tilførsel kommer fra blodet via pulsårer, som ligger udenpå hjertet - kaldet kranspulsårer.
Over tid vil fedt og kalk, kaldet plak, kunne aflejres i kranspulsårerne. Dette forsnævrer passagen og nedsætter den nødvendige blodtilførsel til hjertemusklen. Det kan bl.a. føre til:
Brystsmerter
Åndenød
Træthed
Vær opmærksom på
Vær opmærksom på, om du skal have taget blodprøver forud for din mødetid. Det vil fremgå af dit indkaldelsesbrev.
Til dig, der skal have taget blodprøver
Du skal selv booke tid til blodprøvetagning med MitID på:
Har du ikke MitID eller adgang til PC, kan du henvende dig til Blodprøver og Biokemi på telefonnummer: 2336 2791 på hverdage mellem klokken 8 og 15. Læs eventuelt 'Patientinformation - Blodprøver'.
Er du bosiddende uden for Region Midtjylland, kan du fortsat få taget blodprøver hos din praktiserende læge eller på hospitalerne.
Hvis du har sukkersyge og er i behandling med tabletter, der indeholder Metformin, må du ikke tage dette 2 dage før undersøgelsen/behandlingen.
Er du i behandling med Marevan eller Marcoumar, måler vi din INR ved ankomsten til afsnittet. INR skal ligge mellem 2,0 - 3,0.
Arrangér hjemtransport
Du må ikke selv køre hjem.
Du skal have en pårørende hos dig, umiddelbart efter du går hjem og den første nat efter behandlingen.
Du må gerne være alene, hvis behandlingen er foretaget gennem en pulsåre i håndleddet
Forbered dig til behandlingen
Du skal være forberedt på, at der kan være ventetid under dit forløb, da afsnittet også modtager akutte patienter. Sæt derfor hele dagen af. Medbring gerne læsestof eller lignende.
Der kan kun være én pårørende med pga. begrænset plads i afsnittet, og den pårørende kan være med til samtaler. Resten af tiden kan pårørende opholde sig på hospitalets øvrige venteområder.
De fleste kommer hjem samme dag - nogle skal være indlagt til dagen efter
Du vil sandsynligvis blive spurgt, om du vil deltage i et forskningsprojekt eller i en kvalitetssikringsundersøgelse.
Grunden er, at vi hele tiden forsøger at forbedre behandlingen i afdelingen samt at kontrollere kvaliteten af de udførte handlinger.
Det er altid frivilligt at deltage, og ønsker du ikke at deltage, vil det ikke påvirke din videre behandling.
På behandlingsdagen
Der er ingen restriktioner ift. mad og drikke.
Det er vigtigt, at du drikker godt både før og efter behandlingen, så kontrastvæsken hurtigt bliver udskilt af kroppen. Har du evt. væskerestriktioner, skal du blot drikke, som du plejer.
Tag din vanlige morgenmedicin, med mindre andet er aftalt
Du må ikke have ur, smykker og især fingerringe på
Du skal fjerne evt. neglelak inden mødetiden
Du skal undgå at bruge creme
Sygeplejersken fortæller dig, hvad der skal ske i løbet af dagen og afklarer eventuelle spørgsmål.
Du får taget hjertediagram (ekg)
Du får målt blodtryk, puls og temperatur
Du bliver barberet over højre håndled samt i højre lyske
Du skal skifte til hospitalstøj
Om behandlingen
På Hjertesygdomme Laboratoriet modtages du af en sygeplejerske, som vil tage sig af dig under behandlingen. Der lægges et lille plastikrør i en blodåre. Her igennem kan du få forskelligt medicin f.eks. blodfortyndende, smertestillende og afslappende medicin.
Behandlingen varer ca. 30-90 minutter. Forløbet er næsten det samme, som undersøgelse af hjertets kranspulsårer (KAG). Der vil være læger og sygeplejersker tilstede. Sygeplejersken sætter elektroder på din brystkasse, så man kan følge din hjerterytme.
Behandlingen foretages oftest gennem en pulsåre i håndleddet, og ellers gennem lysken. Der lægges lokalbedøvelse. Derefter lægges et tyndt plastikrør i pulsåren, hvorigennem de forskellige katetre, eventuelle balloner og stents kan komme op til dit hjerte.
Lægen sprøjter kontrastvæske ind gennem kateteret, og man kan derved se forsnævringen/forsnævringerne i dine kranspulsårer. Du kan selv følge med på skærmen, hvis du er interesseret.
Der føres en sammenklappet ballon op til det forsnævrede område. Udenpå ballonen sidder en stent. En stent er et lille metalnet. Ballonen fyldes med væske, og forsnævringen udvides. Når ballonen fyldes, udvider stenten sig, hvorved kranspulsåren holdes åben. Når forsnævringen er udvidet, fjernes ballonen igen, og stenten bliver siddende i kranspulsåren.
Nogle kan mærke lette smerter eller trykken i bryst, hals og arme under behandlingen. Hvis du har brug for det, kan du får smertestillende medicin.
Behandlingen foretages under brug af gennemlysning (røntgenstråling) og den brugte stråling varierer fra et niveau svarende til få dage til få års naturlig baggrundsstråling.
Risici og bivirkninger
Der udføres ca. 2000 ballonudvidelser og stentbehandlinger om året på afdelingen. Risikoen for komplikationer er generelt lav, men den varierer med andre sygdomme og kompleksiteten af behandlingen. Generelt er akut behandling forbundet med højere risiko end planlagt behandling.
Alvorlige komplikationer er sjældne. Forekomsten af død er under 0,4%, for blodprop i hjertet under 0,5%, for blodprop i hjernen under 0,5%, for akut bypass operation under 0,5% og for allergisk reaktion under 0,1%.
Komplikationer ved indstiksstedet forekommer hos under 1%.
Idet du er tilbudt ballonudvidelse og stentbehandling har lægerne vurderet, at dit forventede udbytte ved behandlingen står mål med den tilhørende risiko.
Efter behandlingen
Indstiksstedet observeres, din hjerterytme overvåges, du får taget et hjertekardiogram (EKG) og du bliver tilbudt mad og drikke.
Det er normalt at have let smerte eller ubehag i brystet de første timer efter behandlingen. Fortæl altid personalet om det.
Du får et stramt plastikarmbånd på, som skal sikre, at indstiksstedet lukker sig. Armbåndet sidder på i 1-2 timer efter behandlingen. Når armbåndet fjernes, får du plaster over indstikstedet.
Efter behandlingen skal indstiksstedet have ro til at hele, derfor må du ikke:
selv køre bil i 2 døgn
løfte mere end 2 kg i de første 2 døgn
dyrke fysisk hård motion/hårdt arbejde i de første 4 døgn
Uanset om behandlingen er foretaget gennem håndleddet eller lysken, skal du forblive i afsnittet til observation i minimum 4 timer.
Nogle skal forblive indlagt til dagen efter.
Inden du går hjem, taler du med en sygeplejerske om dit videre forløb, om din medicinske behandling og du kan få afklaret eventuelle spørgsmål.
Når du kommer hjem
Du skal holde håndleddet i ro efter behandlingen. Derfor må du ikke:
selv køre bil i 24 timer
løfte mere end 2 kg i 24 timer
bøje hånden bagover og støde fra med håndfladen i 24 timer
dyrke fysisk hård motion/hårdt arbejde i de første 4 døgn
Efter behandlingen skal indstiksstedet have ro til at hele. Derfor må du ikke:
selv køre bil i 2 døgn
løfte mere end 2 kg i de første 2 døgn
dyrke fysisk hård motion/hårdt arbejde i de første 4 døgn
Det er almindeligt at være øm ved indstiksstedet, og der kan komme et blåt mærke.
Hvis du får smerter eller en bule ved indstiksstedet, skal du kontakte din praktiserende læge eller vagtlægen.
Ved blødning eller voldsom hævelse fra håndleddet, skal du holde armen op og trykke over indstiksstedet i 5-10 min. Er der vedvarende blødning, skal du ringe 112.
Ved pludselig opstået blødning eller hævelse fra indstiksstedet i lysken, skal du lægge dig ned, trykke hårdt på indstiksstedet og ringe 112.
Får du dine symptomer fra hjertet tilbage, bør du kontakte din praktiserende læge.
Hvis du har fået lavet ballonudvidelse og stentbehandling, skal du i en periode have ekstra blodfortyndende medicin.
Videre forløb
Som led i behandlingen vil du blive tilbudt et hjerterehabiliteringsforløb. Målet er at hjælpe dig godt i gang med hverdagslivet med en hjertesygdom. Forløbet består typisk af kontroller, opfølgende samtaler og fysisk træning.
Hvis du har åreforkalkning, kan det ikke helbredes. For at undgå yderligere åreforkalkninger er det vigtigt, at du lever sundt og følger din forebyggende medicinske behandling.
Plejepersonalet vil tale med dig om din livsstils betydning for dit helbred.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.