Prøvetagning af/ eller fjernelse af knude i lungevæv via kikkertoperation (torakoskopi)
Gå direkte til
Prøvetagning af/ eller fjernelse af knude i lungevæv via kikkertoperation (torakoskopi)
Ved en kikkertoperationer det muligt at tage en prøve (biopsi) af lungevævet eller lungehinden, ligesom det er muligt at fjerne en knude. I denne vejledning kan du forberede dig på operationen og tiden efter.
Vær opmærksom på
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde en pause med det ud fra dette skema:
Hjertemagnyl
Ingen pause
Warfarin (Marevan)
Phenprocoumon (Marcoumar)
2 døgn før operationen
5 døgn før operationen
Dabigatranetexilat (Pradaxa)
Rivaroxaban (Xarelto)
Apixaban (Eliquis)
Edoxaban ( Lixiana)
4 døgn før operationen
3 dage før operationen
3 døgn før operationen
4 døgn før operationen
Ticagrelor (Brilique)
Clopidogrel (Plavix)
5 døgn før operationen
7 døgn før operationen
Prasugrel (Efient)Clopidogrel (Plavix)
7 døgn før operationen
Arixtra (Fondaparinus)
3 døgn før operationen
Du skal ofte have noget andet medicin i pausen. Dette gælder specielt, hvis du har fået indsat en stent i hjertet eller har en mekanisk hjerteklap.
Det vil være din praktiserende læge eller den afdeling, som har henvist dig til operation, der sørger for det.
Forbered dig til operationen
På forberedelsesdagen får du mere information om din operation og indlæggelse.
På forberedelsesdagen skal du:
inden du møder, skal du have taget blodprøver (tiden bestilles af afdelingen)
tale med en kirurg om selve operationen
gennemgå din medicin med en farmakonom
have en samtale med en sygeplejerske, hvor vi gennemgår det kommende operationsforløb efter behov
tale med en narkoselæge om bedøvelse og smertebehandling
Da der kan være ventetid, er det en god ide at tage madpakke, læsestof eller lignende med.
Før du tager hjem aftaler vi, hvornår du skal møde til operation.
Du skal medbringe den medicin du tager. Det vil sige:
din medicin i original indpakning
inhalationer
en medicinliste
Rygning Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som f.eks. lungeproblemer, betændelse og dårlig sår-heling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder og mænd højst drikker 10 genstande om ugen.
Vi anbefaler, at du bruger ventetiden inden indlæggelse og operation på at gå ture, og i det hele taget bevæge dig så meget som muligt.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Der er altid en risiko for, at din operation kan blive aflyst enten dagen før eller på selve operationsdagen.
Hvis din operation bliver aflyst, får du hurtigst muligt en ny tid til operation
Hvis du ikke ønsker at køre hjem efter forberedelsesdagen, har du mulighed for mod egenbetaling, at booke dig ind på et hotel i nærheden af Aarhus Universitetshospital:
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Når du kommer til afdelingen får du en sengeplads og du får udleveret patienttøj. Vi måler din temperatur og du bliver vejet.
Efter aftale får du beroligende og smertestillende medicin.
Du bliver kørt/fulgt til operationsafsnittet af en portør og bliver modtaget af en narkoselæge, en narkosesygeplejerske og en operationssygeplejerske.
Af sikkerhedsmæssige årsager vil personalet på operationsstuen bede dig om at sige dit cpr. nummer og fortælle hvilken operation du skal have lavet.
Om operationen
Under operationen er du i fuld bedøvelse. Personalet, der bedøver dig vil være hos dig under hele bedøvelsen og sørge for at du sover dybt og ikke mærker smerter.
Før du bliver bedøvet, spørger vi til din medicin m.m., for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du:
lagt et drop i hånden, hvori du får sovemedicin og smertestillende medicin
sat elektroder på brystkassen, så vi kan holde øje med din hjerterytme
sat en blodtryksmåler om armen
sat en klemme på fingeren, det er en iltmåler, der holder øje med din vejrtrækning
Det afhænger af operationen om du får mere overvågningsudstyr og flere drop under operationen, narkoselægen eller narkosesygeplejersken fortæller dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner efter kort tid.
Efter operationen kan du føle dig døsig og lidt omtumlet lige efter, du er vågnet. Vi observerer dig på opvågningsafsnittet efter operationen.
Hvis du er bekymret for at skulle bedøves, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, der modtager dig, så de kan hjælpe dig.
Lungerne og indersiden af brystkassen er beklædt med tynde lungehinder, som under normale forhold ligger tæt op ad hinanden.
Kirurgen lægger et lille snit på ca. 2-5 cm mellem to ribben, og her igennem føres en speciel kikkert ind i lungehulen. For at kunne udtage en vævsprøve eller fjerne en knude, lægges yderligere 1-2 små snit i huden.
Ved en kikkertoperation vil der altid være risiko for, at man under operationen bliver nødt til at ændre til en åben operation.
Dræn
Ved slutning af operationen lægges 1 plastikslange (dræn) ind i mellemrummet mellem lungen og ribbenene med det formål at fjerne luft og væske. Drænet kobles til en drænbox, som fjerner luft og væske fra lungehulen. Vi fjerner drænet igen, når der ikke længere kommer luft eller væske, oftest dagen efter, eller efter få dage.
Risici og bivirkninger
I sjældne tilfælde kan der i forbindelse med operationen, opstå blødning, som kræver ny operation eller blodtransfusion.
Ligeså kan ikke-livstruende hjerterytmeforstyrrelser forekomme efter operation i brystkassen.
Der kan opstå problemer med at få lungen til at folde sig ud eller blive tæt efter operationen. Dette kan medføre en ny operation, eller at du skal beholde drænet i længere tid og evt. blive udskrevet med det for en periode.
Der kan forekomme infektion i sår, mellem lungehinderne eller i lungen, som kan forlænge din indlæggelsestid.
Der vil altid være en lille risiko for aflysning af operationen på operationsdagen eller dagen før.
Efter operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret, mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Når du er vågen, og din vejrtrækning og dit blodtryk er stabilt efter bedøvelsen, bliver du flyttet til sengeafdelingen.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operation og bedøvelse. Derfor er det forskelligt, hvor lang tid opholdet i opvågningsafsnittet vil være.
Hvis du har smerter, så du ikke kan trække vejret dybt, hoste eller bevæge dig, skal du fortælle det til personalet. De kan så hjælpe dig med smertestillende behandling.
Hvis du har kvalme, kan du få behandling mod det.
Når du ikke længere har brug for intensiv overvågning, bliver du kørt tilbage til Lungekirurgisk Afsnit. Dette sker som oftest samme eftermiddag/aften.
Pårørende og gæster er velkommen i Lungekirurgisk Afsnit, dog ønsker vi ro i tidsrummet fra kl. 12:00 – 14:00 og igen fra kl. 21:00, for at opnå bedst mulig rekreation og hvile for de indlagte patienter.
Vi beder om at besøg koordineres, så den enkelte patient ikke trættes af for mange besøgende.
Det er vigtigt, at du så hurtigt som muligt kommer ud af sengen.
Plejepersonalet vil, flere gange om dagen, hjælpe dig ud på gåture og vejlede dig i vejrtræknings- og hosteteknik.
Så snart du er i stand til det, er det vigtigt, at du selv sørger for at komme op at sidde og gå ture.
Normalt bliver du udskrevet 1-3 dage efter operationen.
Når du kommer hjem
Når du kommer hjem, har du i høj grad gavn af at motionere og genoptræne dig selv.
Du kan godt gå ture, gerne flere om dagen og gradvist gøre turene længere hver dag.
Tilrettelæg i begyndelsen turen, så du kan skyde genvej hjem.
Det er ikke farligt at blive forpustet
Du kan blive forpustet, når du går op ad bakke eller trapper. Det er ikke farligt. Brug den åndedrætsteknik, du har lært af fysioterapeuten.
Genoptag gerne dine fritidsaktiviteter. Det er en god måde at komme i gang på.
På grund af smerter og nedsat bevægelighed i nakke og skulder tilråder vi, at du først begynder at køre bil igen, når du har fuld bevægelighed i nakken.
Så længe du tager stærk smertestillende medicin, må du ikke selv køre bil.
Du skal bruge sikkerhedssele på samme måde som alle andre, når du er passager i en bil.
Videre forløb
Vævsprøven fra lungen/lungehinden sender vi til undersøgelse, og svaret foreligger efter ca 14 dage. Du får svar på prøven på den afdeling, der har henvist dig til operationen.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/777656
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.