Du har været indlagt på lungekirurgisk sengeafsnit til behandling. Behandlingen har bl.a. omfattet et dræn mellem lungehinderne.
Du udskrives nu med dette dræn, for fortsat at sikre afløb af væske/betændelse eller luft fra mellemrummet mellem de to lungehinder.
Hvis der skal skylles på drænet, mens du er hjemme, har vi aftalt det med hjemmesygeplejerskerne i det område du bor i, før du kommer hjem.
Vær opmærksom på
Hvis dræn og pose går fra hinanden, skal du samle det igen, det er hurtigt at gøre. Hvis du får vejrtrækningproblemer efter dette, skal du kontakte Lungekirurgisk afsnit.
Når du kommer hjem
Det er vigtigt at sørge for at området omkring drænet holdes rent. Derfor anbefaler vi at
Forbindingen skiftes dagligt eller hvis den er fugtig, løs eller gennemsevet.
Vask hænder grundigt inden forbindskift
Huden overtørres med desinficerende klorhexidinsprit 0,5%. Hvis der er blod eller sekret hvor drænet går gennem huden, afvaskes huden med sterilt saltvand og desinficeres efterfølgende. Indstiksstedet skal dækkes med en tætsluttende forbinding som vist på hospitalet.
Du må gerne tage brusebad, selvom du har et dræn, men du skal fjerne forbindingen først. Du må bruse omkring drænstedet, og duppe det tørt med et rent håndklæde. Posen der er koblet til drænet skal tømmes mindst 1 gang i døgnet. Hvis der er brug for at posen skiftes, skal dette gøres af en hjemmesygeplejerske.
Hvis du har været på hospitalet og har fået lagt dræn mellem lungehinderne og fortsat har luftproduktion i drænet, er der nogle særlige ting du skal være opmærksom på. Herunder kan du se hvad det er.
Kommer der luft i posen? Det ses ved at posen der er koblet til drænet, puster sig op som en ballon. Hvis der bevidst er lavet et hul på posen for at luften kan komme ud, sætter du tape over dette hul inden du tjekker for luft i posen.
Hvordan er din vejrtrækning? Hvis du synes din vejrtrækning er blevet mere besværet efter du er kommet hjem, skal du kontakte afsnittet.
Luft under huden? Luft under huden kan mærkes ved at du trykker på din hud og det føles som en knitren (som kartoffelmel eller sne). Luft under huden er ufarligt men er et tegn på at dit dræn ikke virker optimalt. Hvis der begynder at komme mere luft under huden end da du var på hospitalet, skal du kontakte afsnittet.
Drænet kan som regel fjernes når der ikke kommer mere luft i posen. Når du oplever dette skal du kontakte os (Se telefonnummer nederst på siden). Drænet fjernes på lungekirurgisk afsnit.
Hvis du har været på hospitalet og har fået lagt dræn mellem lungehinderne pga væske eller betændelse, er der nogle særlige ting du skal være opmærksom på. Herunder kan du se hvad det er.
Hvor meget væske kommer der i drænet? Tøm væsken i et målebæger inden du hælder det ud. Skriv op hvor meget væske der kommer hvert døgn. Hav sedlen med på hospitalet når du skal til kontrol.
Hvilken farve har væsken? Skriv op hvilken farve væsken har (lys gul, mørk gul, blodig, mørk rød)
Har du feber? Hvis du har mistanke om feber, anbefaler vi at du måler din temperatur om morgenen.
Er der betændelse hvor drænet går ind i huden? Stærk rødme og hævelse omkring drænet kan være tegn på begyndende betændelse. Hvis du oplever dette, anbefaler vi at du kontakter afsnittet (Se telefonnummer under kontakt)
Hvis du har spørgsmål om din behandling mens du er hjemme med et dræn, er du velkommen til at ringe til os.
Kontakt os derudover også hvis du
får feber over 38,5 grader
ser tegn på nyopstået infektion
får tiltagende vejrtrækningsproblemer
Videre forløb
For at have en tæt kontakt med dig mens du er hjemme med dræn, laver du og den sygeplejerske der udskriver dig, en aftale om hvornår du skal komme til kontrol i Lungekirurgisk Klinik.
Hvis du undervejs er i tvivl om noget med din behandling, er du velkommen til at ringe til os.
Mere information
Hvis du har betændelse eller gammelt blod mellem lungehinderne, er en del af behandlingen at skylle gennem drænet. Dette vil foregå på hospitalet eller af en hjemmesygeplejerske når du er hjemme.
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Opvågning Øst 2
30 91 09 12 (sygeplejerske) Hverdage kl 7-21
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/797383
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.