Udposning på legemspulsåren, indvendig foring via lysken (EVAR)
Gå direkte til
Udposning på legemspulsåren, indvendig foring via lysken (EVAR)
Hos nogle mennesker nedbrydes de elastiske dele af pulsårens væg gradvist, og over en længere årrække kan pulsåren langsomt blive udvidet. Har du nære familiemedlemmer med samme sygdom, kan det være arveligt betinget, men det kan også skyldes tobaksrygning og forhøjet blodtryk.
Hvis udposningen på bækkenets pulsåre er mere end 5 centimeter hos kvinder og 5,5 cm hos mænd, drøfter vi behandlingsmulighederne med dig. Afhængig af dit almene helbred kan udposningen godt være større, inden vi anbefaler behandling.
Behandlingen skal fjerne risikoen for, at udposningen kan briste.
Hvis du, og legemspulsåren med aneurismet, er egnet til det, kan der blive tale om en åben operation, hvor en protese isys.
Inden operationen får du fortaget en CT-skanning. På denne skanning kan lægerne måle hvor stor en stent der skal anvendes i din hovedpulsåre. Ofte skal der bruges mere end en stent, og det er derfor meget forskelligt hvor lang tid operationen kan vare.
Vær opmærksom på
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Forbered dig til operationen
Når man tager blodpropforebyggende medicin, er man i øget risiko for blødning under en operation. Denne øgede risiko fjernes ved at holde pause med medicinen inden operationen. Hvis du er i behandling med anden blodpropforebyggende medicin end Hjertemagnyl, skal du holde pause med medicinen inden operationen.
Du får besked om, hvor mange dage du skal holde pause, når operationen fastlægges. Dette gøres i samråd med en læge. Antal dage afhænger af den specifikke medicin.
Du møder dagen før indgrebet, da der er en del forberedelser, før du er klar til operationen.
Når du kommer til afdelingen, vil du blive modtaget af en sygeplejerske, som vil vise dig til rette. Så snart der er en ledig stue, vil du blive anvist en sådan.
Vi har etsengs- og tosengsstuer.
Der kan være ventetid.
Din medicin gennemgåes af en farmakonom (lægemiddelkyndig) fra Regionsapoteket Midtjylland, så vi er sikre på, at du får den rigtige medicin under indlæggelsen. Det hele afstemmes i Fælles Medicin Kort (FMK).
I løbet af indlæggelsesdagen taler du med en sygeplejerske, som informerer dig om det forventede indlæggelsesforløb. Hun spørger ind til, hvordan du plejer at have det og om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på.
Du taler med en læge, som kan informere dig om operationen og det mere operationstekniske.
Narkoselægen fortæller dig, hvordan du skal bedøves.
Du er velkommen til at stille spørgsmål til alle parter, såfremt du er i tvivl om noget.
Forud for operationen skal du have taget nogle blodprøver. En karkirurg kigger disse igennem før operationen.
Narkoselægen vil gerne se, hvordan dit hjerte slår forud for bedøvelsen. Derfor tager vi et hjertekardiogram (EKG).
For at forebygge infektion skal du have fjernet hår det sted på kroppen, hvor du skal opereres. Det gør du med en barbermaskine, som du kan låne i sengeafdelingen. Du må endelig ikke bruge en barberskraber pga. risikoen for at lave rifter i huden.
Forud for operationen vil vi undersøge din urin for at se, om du har en uopdaget blærebetændelse, da det ikke er hensigtsmæssigt at have en infektion i kroppen, når man skal opereres. I så fald vil du komme i behandling herfor med det samme.
Urinprøven tages i løbet af indlæggelsesdagen.
Du skal medbringe din egen medicin samt en medicinoversigt
Om aftenen på indlæggelsesdagen skal du tage et grundigt bad med en særlig antibakteriel sæbe, som forefindes i sengeafsnittet. Badet indebærer hårvask, vask i skridtet og i navlen. Herefter får du udleveret patienttøj.
Du må ikke benytte creme, makeup eller smykker efter badet.
Når du bliver indlagt, får du af sikkerhedsgrunde et armbånd om håndleddet med dit navn, personnummer og afsnittets navn.
Du kan forvente at blive spurgt om om navn og personnummer, hver gang du får medicin, skal have taget blodprøver, røntgenbilleder osv.
På indlæggelsesdagen skal du tale med flere forskellige faggrupper. Der vil være ventetid imellem samtalerne, da disse indgår som en del af flere gøremål for personalet. Derfor er det en god idé at medbringe lidt underholdning i form af fx. bøger, blade, mobiltelefon og/eller I-pad.
Under indlæggelsen vil du få brug for toiletsager i form af tandbørste, tandpasta, shampoo, evt. creme, barbergrej, kam etc.
Du må gerne benytte dit eget tøj under indlæggelse, hvis du har lyst til det. Det er bedst med løstsiddende tøj.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Sæt mobilen på lydløs, når du er på hospitalet
Sluk mobilen helt i områder, hvor skilte kræver telefonen slukket
Før samtaler, hvor du ikke forstyrrer andre
Respekter det, når personalet beder dig lade være med at tale i mobiltelefon
Fotografér ikke uden klar tilladelse fra alle andre, som kan komme med på billedet
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før din operation.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før din operation.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før din operation. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før din operation må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Vi måler din temperatur, puls, blodtryk og iltmætning for at se, om alt er i orden forud for behandlingen.
På operationsdagen skal du igen i bad og du skal vaske dig lige så grundigt som aftenen før.
Husk, at du stadig ikke må bruge creme, makeup eller smykker efter badet.
Dine påørerende er velkomne til at opholde sig i Karkirurgisk Afsnit imens du bliver opereret. Når du er kommet på opvågningsafsnittet, kan dine pårørende besøge dig.
Om operationen
Behandlingen foregår på Operationsafsnittet og foretages af røntgenlæge/karkirurg. Her vil du blive modtaget af personale, som orienterer om og forbereder dig til behandlingen. Bedøvelsespersonalet vil være til stede under hele behandlingen. De vil bedøve dig, så du intet mærker til behandlingen.
Behandlingen foregår sterilt. Personalet på stuen som skal behandle dig har derfor hue, mundbind, handsker og kittel på, for at beskytte dig mod infektion. Din hud desinficeres, i begge lysker, hvorefter du får lagt steril afdækning på.
Lægen laver et lille snit i huden, hvorigennem der stikkes en kanyle ind i pulsåren. Når kanylen er på plads, fører lægen en tynd metalleder igennem kanylen. Herefter fjernes kanylen og et tyndt blødt plastikkateter/rør føres ind over metallederen og frem til udposningen.
Lægen sprøjter kontrast ind, samtidig med der tages røntgenbilleder. Her vurderer lægen hvor det/de forede metalgitter (stent) skal placeres.
Når stentene er lagt ind i blodkarret lukkes hullerne i lysken ved brug af lukningsudstyr og et par sting for at lukke huden.
Risici og bivirkninger
Efter operationen vil der ofte forekomme feber de første dage. Årsagen kendes ikke, og feberen skal ikke behandles med antibiotika, med mindre feberen skyldes anden sygdom.
Efter operationen kan du have smerter i operationssåret. Styrken af smerter er meget individuel. Smertestillende medicin er et vigtigt led i behandlingen, for at du kan bevæge dig rundt og trække vejret frit. Det er derfor vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har utålelige smerter, så de kan hjælpe dig til tålelige smerter. Det er de færreste der oplever fuldstændig smertefrihed.
Hvis du er opereret i lyskerne, kan der opstå nedsat følesans på indersiden af lårene. Det kan resultere i brændende, sviende smerter. Oplever du dette, skal du sige det til personalet, så vi kan hjælpe dig til tålelige smerter.
Du kan få tarmpåvirkning, nyrepåvirkning, betændelse i operationssåret og i mindre end 2 % af tilfældene kan der komme betændelse omkring den kunstige pulsåre, karprotesen. Risikoen for dette er større, hvis du også lider af andre alvorlige sygdomme.
Den læge, der taler med dig før operationen, vil orientere dig nøjere om de øvrige risici, der er aktuelle for netop dig.
Efter operationen
Umiddelbart efter operationen køres du til opvågningsafsnittet. Her vil personalet kunne overvåge din tilstand og hjælpe dig med eksempelvis kvalme- og smertestillende medicin.
Der er mulighed for at få besøg af dine nærmeste pårørende i opvågningsafsnittet.
Pårørende må gerne medbringe mobiltelefon, men den skal være indstillet på lydløs.
Følg i øvrigt de generelle vejledninger, som er synlige på skilte i opvågningsafsnittet.
Du skal op at gå omkring i afsnittet. Plejepersonalet vil hjælpe dig. Hvis du har brug for det, kan du få instruktion af en fysioterapeut.
Så længe du er indlagt, vil du hver dag få en indsprøjtning i maveskindet, der forebygger blodpropper.
Der er stuegang alle hverdage om formiddagen, og i weekenderne efter behov. Hvis du har spørgsmål, er det en god ide at stille dem til lægen ved stuegang.
Du bliver løbende informeret, og din udskrivelse planlægges i samarbejde med hjemmeplejen, hvis der er behov for det.
Det er vigtigt at komme op at sidde og gå af hensyn til dit blodomløb samt tarm- og lungefunktion. Derfor skal du ikke ligge i sengen hele tiden, men derimod bevæge dig så meget du kan.
Sygeplejersken vil hjælpe dig i gang og hvis du har brug for det, kan en fysioterapeut vise dig, hvordan du bedst kan bevæge dig. Fysioterapeuten kan også hjælpe med vejrtrækningsøvelser, der forebygger lungebetændelse.
På karkirurgiske sengeafsnit er der ikke faste besøgstider. Pårørende er velkomne hele døgnet. Der vil som regel være mulighed for at en pårørende kan blive medindlagt under hele, eller dele af, indlæggelsen.
Det er vigtigt at spise og drikke godt af hensyn til sårheling, samt tarm- og nyrefunktion. Personalet vil hjælpe dig med valg af madvarer og informere dig om, hvad der er godt at drikke og spise.
Personalet vil hos nogle patienter skrive ned, hvad de drikker og spiser for at sikre, at de får, det de har behov for.
Den forventede indlæggelsestid er 3-4 dage. Dvs. du skal regne med at være indlagt et par dage efter indgrebet.
Genoptræning
Når du bliver udskrevet, skal du selv sørge for at få kroppen i gang igen. Kun hvis det under indlæggelsen bliver vurderet, at du får brug for en genoptræningsplan, vil du blive henvist til kommunal genoptræning.
Når du kommer hjem
10-12 dage efter operationen skal du have fjernet clips eller tråde.
Du kan få fjernet disse hos egen læge eller evt. ved en hjemmesygeplejerske, hvis der i forvejen kommer en sådan i hjemmet.
Hvis du er clipset med agraffer, giver vi dig en tang med hjem, som kan benyttes til at fjerne disse.
Det er individuelt, hvornår du er i stand til at genoptage dit arbejde. Vi anbefaler dog 1-2 måneders rekreation.
Det er vigtigt med daglig motion, f.eks. gåture, men alle former for motion er tilrådeligt. Forsigtighed tilrådes, så længe du har tråde i lyskenen.
Du må gå i svømmehallen eller karbad, når trådene er fjernet.
Hvis du oplever feber efter udskrivelsen, skal du søge egen læge.
Hvis du oplever, at det begynder at sive meget fra såret, skal du søge egen læge.
Hvis du oplever gener fra såret i form af rødme, varme, hævelse, ømhed eller pudsdannelse skal du søge egen læge.
Hvis ovenstående opleves indenfor det først døgn efter udskrivelsen, er du velkommen til at kontakte Karkirurgisk Afsnit.
Videre forløb
3 måneder efter operationen bliver du indkaldt til en CT-scanning og efterfølgende svar i karklinikken. Dette gentages efter 1 år.
Herefter årlig kontrol af foringen med ultralyd ved sygeplejerske i karklinikken.
Mere information
Vi udsættes for stråling hver dag Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation
at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få lavet den nødvendige behandling
at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/777727
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.