Udposning på legemspulsåren, åben operation af (AAA)
Gå direkte til
Udposning på legemspulsåren, åben operation af (AAA)
Hos nogle mennesker nedbrydes de elastiske dele af pulsårens væg gradvist, og over en længere årrække kan pulsåren langsomt blive udvidet. Har du nære familiemedlemmer med samme sygdom, kan det være arveligt betinget, men det kan også skyldes tobaksrygning og forhøjet blodtryk.
Hvis udposningen på bækkenets pulsåre er mere end 5 centimeter hos kvinder og 5,5 cm hos mænd, drøfter vi behandlingsmulighederne med dig. Afhængig af dit almene helbred kan udposningen godt være større, inden vi anbefaler behandling.
Behandlingen skal fjerne risikoen for, at udposningen kan briste.
Hvis du, og legemspulsåren med aneurismet, er egnet til det, kan der blive tale om en åben operation, hvor en protese isys.
Vær opmærksom på
Kost
Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Forbered dig til operationen
Når man tager blodpropforebyggende medicin, er man i øget risiko for blødning under en operation. Denne øgede risiko fjernes ved at holde pause med medicinen inden operationen. Hvis du er i behandling med anden blodpropforebyggende medicin end Hjertemagnyl, skal du holde pause med medicinen inden operationen.
Du får besked om, hvor mange dage du skal holde pause, når operationen fastlægges. Dette gøres i samråd med en læge. Antal dage afhænger af den specifikke medicin.
Du møder forberedelse til operationen dagen før indgrebet finder sted.
Når du kommer til afdelingen, vil du blive modtaget af en sygeplejerske, som vil vise dig rundt. Så snart der er en ledig stue, vil du blive anvist en sådan.
Der kan være ventetid.
Din medicin gennemgåes af en farmakonom (lægemiddelkyndig) fra Regionsapoteket Midtjylland, så vi er sikre på, at du får den rigtige medicin under indlæggelsen. Det hele afstemmes i Fælles Medicin Kort (FMK).
I løbet af indlæggelsesdagen taler du med en sygeplejerske, som informerer dig om det forventede indlæggelsesforløb. Hun spørger ind til, hvordan du plejer at have det og om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på.
Du taler med en læge, som kan informere dig om operationen og det mere operationstekniske.
Narkoselægen fortæller dig, hvordan du skal bedøves.
Du er velkommen til at stille spørgsmål til alle parter, såfremt du er i tvivl om noget.
Du vil komme til at tale med en fysioterapeut om træning efter operationen. Det er vigtigt at komme hurtigt i gang efter operationen. På den måde kommer du dig hurtigst.
Fysioterapeuten vil også tale med dig, om vejrtrækningsøvelser.
Forud for operationen skal du have taget nogle blodprøver. En karkirurg kigger disse igennem før operationen.
Narkoselægen vil gerne se, hvordan dit hjerte slår forud for bedøvelsen. Derfor tager vi et hjertekardiogram (EKG).
For at forebygge infektion skal du have fjernet hår det sted på kroppen, hvor du skal opereres. Det gør du med en barbermaskine, som du kan låne i sengeafdelingen. Du må endelig ikke bruge en barberskraber pga. risikoen for at lave rifter i huden.
Om aftenen på indlæggelsesdagen skal du tage et grundigt bad med en særlig antibakteriel sæbe, som forefindes i sengeafsnittet. Badet indebærer hårvask, vask i skridtet og i navlen. Herefter får du udleveret patienttøj.
Du må ikke benytte creme, makeup eller smykker efter badet.
Forud for operationen vil vi undersøge din urin for at se, om du har en uopdaget blærebetændelse, da det ikke er hensigtsmæssigt at have en infektion i kroppen, når man skal opereres. I så fald vil du komme i behandling herfor med det samme.
Urinprøven tages i løbet af indlæggelsesdagen.
Du skal medbringe din egen medicin samt en medicinoversigt
På indlæggelsesdagen skal du tale med flere forskellige faggrupper. Der vil være ventetid imellem samtalerne, da disse indgår som en del af flere gøremål for personalet. Derfor er det en god idé at medbringe lidt underholdning i form af fx. bøger, blade, mobiltelefon og/eller I-pad.
Under indlæggelsen vil du få brug for toiletsager i form af tandbørste, tandpasta, shampoo, evt. creme, barbergrej, kam etc.
Du må gerne benytte dit eget tøj under indlæggelse, hvis du har lyst til det. Det er bedst med løstsiddende tøj.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før din operation.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før din operation.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før din operation. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: De sidste 2 timer før din operation må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Vi måler din temperatur, puls, blodtryk og iltmætning for at se, om alt er i orden forud for behandlingen.
På operationsdagen skal du igen i bad og du skal vaske dig lige så grundigt som aftenen før.
Husk, at du stadig ikke må bruge creme, makeup eller smykker efter badet.
På operationsgangen får du forud for indgrebet anlagt:
et venekateter i halsen, som bruges til væsketilførsel. Herigennem gives også antibiotika for at forebygge betændelse.
et blærekateter, som du kan tisse igennem, ned til en pose på sengen.
et tyndt kateter i ryggen, hvorigennem du får smertestillende medicin både under og efter operationen.
Katetrene anlægges først efter, du er lagt til at sove, idet operationen foregår i fuld bedøvelse.
Dine påørerende er velkomne til at opholde sig i Karkirurgisk Afsnit imens du bliver opereret. Når du er kommet på opvågningsafsnittet, kan dine pårørende besøge dig.
Om operationen
Ved operationen anvendes der en kunstig åre, også kaldet en kar-protese. Kar-protesen syes fast ovenfor og nedenfor udposningen, hvorefter blodet løber igennem protesen og ikke længere i udposningen.
For at komme ind i legemspulsåren lægges et snit på maven og evt. et snit i den ene eller begge lysker, afhængigt af hvor langt nede karprotesen skal syes på. På maven vil snittet som oftest ligge vandret på tværs af din mave. I lyskerne vil snittet være lodret og måle ca. 10 cm.
Risici og bivirkninger
Op til 3 måneder efter operationen vil du opleve ekstra behov for én eller flere middagslure i løbet af dagen. Det er forskelligt hvor hurtigt man kommer op på sit vanlige aktivitetsniveau, men det er ikke usædvanligt, at det tager 2-3 måneder. Det er vigtigt, at du lytter til din krops signaler og restituerer godt.
Efter operationen, og under indlæggelse, er du af flere forskellige årsager ekstra disponeret for forstoppelse. Det kan være pga. operationen, det smertestillende medicin, sengeleje, fremmede omgivelser eller måske væskemangel.
Derfor kan du få medicin mod forstoppelse under indlæggelsen. Sammen med en sygeplejerske finder du ud af, hvor meget eller hvor lidt, der skal til.
Efter operationen kan du have smerter i operationssåret. Styrken af smerter er meget individuel. Smertestillende medicin er et vigtigt led i behandlingen, for at du kan bevæge dig rundt og trække vejret frit. Det er derfor vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har utålelige smerter, så de kan hjælpe dig til tålelige smerter. Det er de færreste der oplever fuldstændig smertefrihed.
Hvis du er opereret i lyskerne, kan der opstå nedsat følesans på indersiden af lårene. Det kan resultere i brændende, sviende smerter. Oplever du dette, skal du sige det til personalet, så vi kan hjælpe dig til tålelige smerter.
Du kan få tarmpåvirkning, nyrepåvirkning, betændelse i operationssåret og i mindre end 2 % af tilfældene kan der komme betændelse omkring den kunstige pulsåre, karprotesen. Risikoen for dette er større, hvis du også lider af andre alvorlige sygdomme.
Er du mand, vil du kunne opleve nedsat potens og i nogle tilfælde en tilstand, hvor sæden udløses op i blæren i stedet for direkte ud gennem urinrøret (retrograd ejakulation). Tilstanden er ikke farlig.
Den læge, der taler med dig før operationen, vil orientere dig nøjere om de øvrige risici, der er aktuelle for netop dig.
Efter operationen
Umiddelbart efter operationen køres du til opvågningsafsnittet. Her vil personalet kunne overvåge din tilstand og hjælpe dig med eksempelvis kvalme- og smertestillende medicin.
Der er mulighed for at få besøg af dine nærmeste pårørende i opvågningsafsnittet.
Pårørende må gerne medbringe mobiltelefon, men den skal være indstillet på lydløs.
Følg i øvrigt de generelle vejledninger, som er synlige på skilte i opvågningsafsnittet.
Du skal op at gå omkring i afsnittet. Plejepersonalet vil hjælpe dig. Hvis du har brug for det, kan du få instruktion af en fysioterapeut.
Så længe du er indlagt, vil du hver dag få en indsprøjtning i maveskindet, der forebygger blodpropper.
Der er stuegang alle hverdage om formiddagen, og i weekenderne efter behov. Hvis du har spørgsmål, er det en god ide at stille dem til lægen ved stuegang.
Du bliver løbende informeret, og din udskrivelse planlægges i samarbejde med hjemmeplejen, hvis der er behov for det.
Det er vigtigt at spise og drikke godt af hensyn til sårheling, samt tarm- og nyrefunktion. Personalet vil hjælpe dig med valg af madvarer og informere dig om, hvad der er godt at drikke og spise.
Personalet vil hos nogle patienter skrive ned, hvad de drikker og spiser for at sikre, at de får, det de har behov for.
Det er vigtigt at komme op at sidde og gå af hensyn til dit blodomløb samt tarm- og lungefunktion. Derfor skal du ikke ligge i sengen hele tiden, men derimod bevæge dig så meget du kan.
Sygeplejersken vil hjælpe dig i gang og hvis du har brug for det, kan en fysioterapeut vise dig, hvordan du bedst kan bevæge dig. Fysioterapeuten kan også hjælpe med vejrtrækningsøvelser, der forebygger lungebetændelse.
Indlæggelsen varer normalt ca. 1 uges tid. Hvis du bor i en anden by, kan den sidste del af indlæggelsen foregå på dit lokale sygehus.
De første 4 uger efter operationen skal du undgå pludselige og tunge løft, så din mave får ro til at hele ordentligt op. Du må ikke bære mere end 5-10 kg. På den måde kan du undgå risikoen for at udvikle brok.
Fysiske aktiviteter som cykling, svømning, gymnastik og lignende kan påbegyndes 4 uger efter operationen.
Når du kommer hjem
Lette til moderate smerter er normalt i helingsperioden. Vi anbefaler, at du fortsætter med smertestillende tabletter de første dage efter udskrivelsen.
Vi anbefaler: Pinex/Pamol/Panodil (paracetamol) 1 g x 4
Hvis du får behov for stærkere smertestillende, udarbejder vi en smertebehandlingsplan for dig ved udskrivelsen.
10-12 dage efter operationen skal du have fjernet clips eller tråde.
Du kan få fjernet disse hos egen læge eller evt. ved en hjemmesygeplejerske, hvis der i forvejen kommer en sådan i hjemmet.
Hvis du er clipset med agraffer, giver vi dig en tang med hjem, som kan benyttes til at fjerne disse.
Hvis du oplever feber efter udskrivelsen, skal du søge egen læge.
Hvis du oplever, at det begynder at sive meget fra såret, skal du søge egen læge.
Hvis du oplever gener fra såret i form af rødme, varme, hævelse, ømhed eller pudsdannelse skal du søge egen læge.
Hvis ovenstående opleves indenfor det først døgn efter udskrivelsen, er du velkommen til at kontakte Karkirurgisk Afsnit.
Når du føler dig frisk og er ophørt med stærk smertestillende medicin i form af morfin eller lignende, er det i orden at genoptage bilkørsel. Du skal bruge sikkerhedssele på samme måde som andre, uanset om du er passager eller fører.
Det er individuelt, hvornår du er i stand til at genoptage dit arbejde. Vi anbefaler dog 1-2 måneders rekreation.
Efter en stor operation er det ikke usædvanligt, at man kan få nogle psykiske reaktioner.
Dette skyldes usikkerhed og angst for indlæggelse og operation. Det er vigtigt, at du og dine omgivelser er klar over, at dette er normalt, og at det er et forbigående fænomen.
Under indlæggelsen kan du benytte dig af muligheden for at tale med sygeplejerske og læge. Der er herudover mulighed for at tale med hospitalspræsten ved behov.
Sol kan påvirke helingen af operationsarret. Vi anbefaler derfor, at du undgår direkte sol på operationsarret i et år efter operationen.
Videre forløb
For at forebygge dannelse af blodpropper i hjerne og hjerte skal du resten af livet tage Hjertemagnyl eller Clopidogrel. Hjertemagnyl og Clopidogrel nedsætter blodpladernes evne til at klumpe sig sammen.
Du skal derudover regne med at tage kolesterolsænkende medicin resten af livet. Vi anbefaler, at du jævnligt får kontrolleret dit kolesteroltal hos din egen læge, for eksempel hvert halve år. Dit LDL kolesteroltal må ikke være over 1,8 mmol/l. Kolesterolsænkende medicin bremser udvikling af åreforkalkning samt forebygger dannelse af blodpropper.
3-4 dage efter operationen ringer vi til dig for at høre, hvordan det går?
Du tilbydes yderligere en telefonsamtale 3-4 uger efter operationen.
Ca. 3 måneder efter operationen indkaldes du til kontrol ved sygeplejerske i Karklinikken. Her tjekkes blandt andet almentilstand, arret, pulsforhold på fødderne, medicin og blodprøver.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/779138
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.